De 25 bedste film på Viaplay lige nu

Viaplay gemmer på et fuldfedt filmkatalog, der foruden store klassikere og skæve indiekomedier også byder på en række af de seneste års bedste film a la 'The Assistant' og 'Never Rarely Sometimes Always'. Det kan være svært at få overblik i stjernevrimlen, så vi guider her til de bedste fund – i tilfældig rækkefølge.
De 25 bedste film på Viaplay lige nu
Daniel Craig som James Bond. (Foto: PR)

Har du tjekket vores podcast Soundvenue Streamer, som hver uge sætter krogen i de mest opsigtsvækkende nye serier og film?

‘No Time to Die’

Daniel Craig fik et fornemt farvel til 007-rollen med Cary Fukunagas velsmurte film, der både excellerer i fin underspillet humor, rå action og rørende sekvenser frem mod det decideret overrumplende punktum.

Hvad man savnede i ’Spectre’ og ’Quantum of Solace’, finder man her: Intelligens, vid, et (nogenlunde) sammenhængende plot og et fint karakterstudie af vores plagede agent, der får følelser og noget på spil som vel aldrig før.

Indrømmet, Rami Malek er ikke filmens højdepunkt som skurk, men til gengæld lever og ånder mange af bifigurerne: Fra David Denciks nørdede russiske forsker til Ana De Armas sprudlende Paloma, som vi gerne så meget mere til.

Vi ventede og ventede og ventede på ’No Time to Die’ – og den var det værd.

Olivia Colman og Anthony Hopkins i ‘The Father’. (Foto: PR)

‘The Father’

»Den film, Anthony Hopkins ikke gad hente sin Oscar for?« spørger du måske nu. Men come on: Han regnede ikke med, at han havde en chance, okay. Hvilket man naturligvis ikke forstår, for hold nu fast en præstation, skuespilveteranen leverer i sit livs efterår. I Florian Zellers film, baseret på hans eget teaterstykke, spiller Hopkins den sofistikerede Anthony, der har demens i fuldt flor og har svært ved at holde sammen på sit liv i en liebhaverlejlighed i London.

Og filmen er skruet sammen på er en decideret genistreg: Vi kommer simpelthen helt ind i et sind i opløsning. Fortællingen er fragmenteret, forvirrende, fuld af scenegentagelser og mennesker, der pludselig ser anderledes ud, end de gjorde før. Akkurat som det må være at opleve verden som dement.

Vi er nemlig lige præcis vant til, at fortællinger om demens eller Alzheimer’s bliver set udefra eller fra de pårørendes perspektiv, og den brillante konstruktion tillader ’The Father’ at være mere nøgtern end melodramatisk. Samtidig med at den naturligvis er både skræmmende, rørende og trist.

Carey Mulligan i ‘Promising Young Woman’. (Foto: PR)

‘Promising Young Woman’

Emerald Fennells dristige debut deler vandene, særligt med det kontroversielle sidste akt. Men det er egentlig lidt urimeligt, for filmen lykkes med en utroligt svær mission: At gøre noget, der på papiret kan lyde som en lidt forudsigelig og belærende MeToo-eksponering, til en djævelsk, kulørt, charmerende og intens thriller, der lystigt pendulerer mellem glimt i øjet og dyb oprigtighed.

Carey Mulligan spiller 29-årige Cassie, der har gjort det til sin mission i livet at give klamme mænd en eftertrykkelig lærestreg som hævn over sin overgrebsramte veninde.

»Hvert et grin eller forarget fnis, filmen foranlediger, sætter samtidig tankerne til at rumle uroligt i baghovedet efter rulleteksterne«, skrev vores anmelder Jannie Dahl Astrup og konkluderede med rette, at filmen både er voldsomt mørk og voldsomt sjov.

’Never Rarely Sometimes Always’. (Foto: PR.)

‘Never Rarely Sometimes Always’

Det kan muligvis undskyldes med corona, men det er uanset hvad skandaløst, at Eliza Hittmans sublime historie om en 17-åriges piges kamp for at få en abort aldrig fik biografpremiere i Danmark.

Men! Nu kan du fange filmen på Viaplay, hvor du får en af nyere tids mest emotionelt nervepirrende thriller, når Autumn og kusinen Skylar tager på en farefuld færd mod New York, fordi hjemstaten Pennsylvania umuliggør en abort uden forældrenes indblanding. Med udsøgt empati og naturalisme viser Hitman, hvor udsat man som ung kvinde kan være i verden – og de uprøvede Sidney Flanigan og Talia Ryder er simpelthen utrolige i hovedrollerne.

»Et indigneret, gribende og sjælknusende mesterværk«, som vores anmelder Jannie Dahl Astrup skrev.

Xavier Dolans ‘Mommy’.

‘Mommy’

Xavier Dolans uafrystelige mesterværk ‘Mommy’ er et slags trekantsdrama mellem den ADHD-ramte teenager Steve, hans politisk ukorrekte mor og deres forsagte genbo. Det hele kører i et frenetisk tempo, og de excentriske karakterer balancerer på en hårfin grænse mellem charmerende og irriterende. Hvilket er pointen: De – og vi – skal lære at kapere hinanden trods deres svagheder.

Stilen er virtuos, og når det klaustrofobisk kvadratiske billedformat endelig brydes, er det en åbenbaring af filmhistorisk styrke. Soundtracket flirter lystigt med kitsch, og det virker, for hvem kan holde tårerne tilbage, når Ludovico Einaudis ‘Experience’ akkompagnerer den hjerteskærende montage mod slutningen. En spruttende original oplevelse.

Zachary Quinto og Penn Badgley i ‘Margin Call’. (Foto: PR)

‘Margin Call’ (‘Giftig viden’)

Det er en af de film, som Soundvenues filmredaktion har sat på igen og igen. Instruktør J.C. Chandors (‘A Most Violent Year’) stærkt underholdende debutfilm ‘Margin Call’ (‘Giftig viden’ på dansk) kombinerer nemlig en taknemmeligt stram spilletid med nervepirrende spænding og et bomstærkt cast, der alle giver deres bedste.

Historien følger en række ansatte i et stort investeringsfirma i New York i timerne op til, at finanskrisen bryder ud i 2008 – fra de unge, ambitiøse børsmæglere, der lugter lunten til de garvede, stinkende rige chefer, der dårligt kan tro deres egne øjne, da marmortårnet smuldrer om ørerne på dem. Over én enkelt nat.

Zachary Quinto, Penn Badgly, Kevin Spacey, Demi Moore, Stanley Tucci, Paul Bettany, Simon Baker og Jeremy Irons tørner sammen på kontorets gange, hvor stemningen bliver stadigt værre. Og det er gedigent underholdende.

Steve Yeun i ‘Minari’. (Foto: PR)

‘Minari’

Amerikansk-koreanske Lee Isaac-Chung var ved at opgive instruktørkarrieren, da han i ventetiden før et lærerjob i Seoul skrev sit mest personlige manuskript, så hans egne børn om ikke andet engang kunne læse det.

I stedet blev ’Minari’ hans helt store gennembrud, nomineret til seks Oscars, måske netop fordi den så tydeligt trækker på selvbiografisk stof i historien om en sydkoreansk immigrantfamilie, der prøver at starte et landbrug i Arkansas i 80’erne. Filmen skildrer kulturmødet med udsøgt sans for detaljer og uimodståelig humor i særligt relationen mellem Bedstemor Soonja og den lille knægt, der er instruktørens alter ego.

»En på én gang drømmende, hjertevarm og usentimental film«, skrev Soundvenues anmelder Freja Dam og kvitterede med fem stjerner.

Cate Blanchett i Todd Haynes’ ‘Carol’ fra 2015.

‘Carol’

For nu at parafrasere et gammelt mundheld: Et blik siger mere end tusind ord.

Det indfanger Todd Haynes’ lesbiske kærlighedsdrama bedre end nærmest nogen anden film i sine sidste sekunder, der skaber åndeløs spænding med minimale virkemidler.

Takket være Haynes’ perfektionistiske instruktion og mise-en-scene samt eminent nuancemættet spil af en henrivende Rooney Mara og en statuarisk, æterisk Cate Blanchett formår ’Carol’ at kommunikere en flodbølge af følelser gennem mikroskopiske gestus og krusninger, og nærmest uden man ænser det, kryber den umulige kærlighed mellem Therese og Carol dybt, dybt ind under huden.

’Carol’ er en stor og gribende love story fortalt med et blændende elegant og formfuldendt filmsprog. Det er mesterlig filmkunst på alle fronter, og med sin smagfulde håndtering af den lesbiske tematik mod et historisk bagtæppe i 50’ernes Manhattan er filmen samtidig et velartikuleret forsvarsskrift for både kvinder på film og LGBTQ-samfundet som helhed.

Margot Robbie i ‘I, Tonya’.

‘I, Tonya’

Rapkæftet skøjteprinsesse fra trailertrash-miljø kvalificerer sig stik imod alle samfundssociale odds til de olympiske lege, men isen slår sprækker, da hun og hendes voldelige redneck-mand anklages for at have invalideret den All-American-polerede konkurrent.

For uindviede lyder synopsisen som det pure ’Fargo’-fiktion, men historien om Tonya Harding dækker ikke desto mindre over en af 90’ernes største skandaler i amerikansk sport – her taget under stærkt underholdende, semibiografisk behandling af instruktøren bag ’Lars and the Real Girl’, Craig Gillespie.

Formidable Margot Robbie skøjtede sig til en Oscar-nominering for Bedste kvindelige hovedrolle, men det var kollegaen Allison Janney, der hjemtog den gyldne mand for sin birolle som Tonyas kyniske mor.

Ryan Gosling og Emma Stone i ‘La La Land’.

‘La La Land’

Damien Chazelles pangfarvede, men umiskendeligt sørgmodige musical-ode til Hollywood og jazz er en rutsjebanetur for følelserne, ledet af Emma Stone og Ryan Gosling som de mismatchede turtelduer Mia og Sebastian, der måske vil drømmen om kærligheden mere end de vil hinanden.

Chazelle er stærkt inspireret af den franske instruktør Jaques Demys musicalklassiker ‘Pigen med paraplyerne’ (filmen, der sløjfede musicalgenrens lykkelige slutninger), men der tippes også med tophatten til ‘Singin’ in the Rain’ og Disneys ‘Tornerose’, mens de elskende synger og danser sig igennem et næsten surrealistisk kulisse-L.A., der bidrager til filmens sælsomme stemning.

Stone vandt fuldt fortjent en Oscar for portrættet af Mia, mens Chazelles faste komponist Justin Hurwitz hjemtog statuetter for både Bedste score og Bedste sang.

Jude Law og Carrie Coon i ‘The Nest’.

‘Life of Deception’ (‘The Nest’)

En dør, der før var lukket, står pludselig pivåben i det alt for store, mørke herskabshus, hvor Allison (Carrie Coon) er alene hjemme med sine børn. Allison bliver forskrækket og konfronterer børnene, der uskyldigt nægter: De har ikke åbnet nogen dør for at skræmme og drive gæk med hende.

Kort tid efter befinder Allisons mand Rory (Jude Law) sig pludselig i stuen sammen med hende. Som et genfærd er han trængt ind i huset uden at give en lyd fra sig. Om det var ham eller et faktisk spøgelse, der stod bag den mystisk åbnede dør, er imidlertid både uklart og ganske ligegyldigt.

Årsagssammenhænge er sammenfiltrede, og billeder er mangetydige i Sean Durkins ‘Life of Deception’. En åben dør er en åben dør og både alt muligt andet og lige præcis dét. Ét betydningsladet billede i en række af betydningsladede billeder, der tilsammen udgør en afstemt, poetisk smuk og enigmatisk parforholdsthriller (hvis oprindelige titel ‘The Nest’ herhjemme er blevet til ‘Life of Deception’).

‘God’s Own Country’. (Foto: PR)

‘God’s Own Country’

Francis Lees debutfilm står på overfladen i skærende kontrast til Guadagninos solrige paradis. Her er settingen det barske landliv i West Yorkshire, hvor Johnny (Josh O’Connor fra ’The Crown’) arbejder som modvillig fårefarmer, da hans far er blevet invalideret af et hjerteanfald.

Men filmens kerne er på mange måde den samme som i ’Call Me By Your Name’, idet Johnnys liv som skabshomoseksuel med engangsknald og sanseløs druk vendes på hovedet ved ankomsten af rumæneren Gheorge (Alec Secareanu) – et blidt naturtalent inden for landbrug, som tvinger Johnny til at konfrontere sin egen seksualitet og modstridende følelseshav.

’God’s Own Country’ står som en nyklassiker inden for genren med to uforglemmelige præstationer i front. Og filmen sendte Francis Lee direkte til Hollywood, hvor han senere instruerede ‘Ammonite’ med Kate Winslet.

‘The Babadook’ – en af nyere tids mest skræmmende gyserfilm.

‘The Babadook’

Australske Jennifer Kents ‘The Babadook’ har siden premieren i 2014 fået en stor fanskare i horrorkredse – helt velfortjent.

Den psykologiske gyser fortæller historien om alenemoren Amelia og hendes socialt utilpassede, seksårige søn Samuel. Da en mystisk pop-up børnebog, ’The Babadook’, pludselig dukker op, begynder Samuel at se monstret alle vegne.

’The Babadook’ er en på en gang skrøbelig og kradsbørstig oplevelse, der møver sig ind under huden. Filmen fungerer på flere planer, både som en klassisk børneskrækhistorie om monstret under sengen, men den væmmelige Hr. Babadook bliver også en metafor for den stadig voksende metastase af familiens ubearbejdede sorg.

Men hvad der virkelig løfter ’The Babadook’ op af mængden, er skuespilpræstationerne. Essie Davis leverer en kraftpræstation som Amelia, der konstant og troværdigt veksler mellem det sårbare og djævelske, og drengen Noah Wiseman giver en sjældent stærk børnepræstation, som omfavner både infantil magtesløshed og moden robusthed.

’The Babadook’ er en ubønhørlig film, der opbygger sin uhygge med ro og mag for til sidst at eksplodere på sin egen bidske facon.

Man tjekker skabet en ekstra gang efter sit møde med Hr. Babadook.

Kumail Nanjiani og Zoe Kazan i ‘The Big Sick’.

‘The Big Sick’

Den romantiske komedie fik en kærkommen saltvandsindsprøjtning i 2017 af hylende morsomme ’The Big Sick’, der skolede samtlige klæge sick flick-film fra de senere år i fræk selvironi og sygesengsamoriner med et jordnært, virkelighedstro twist. Filmen er således baseret på manusduoen og ægtefællerne Kumail Nanjiani og Emily V. Gordons egen historie, og førstnævnte indtog selv hovedrollen over for overmåde charmerende Zoe Kazan som Emily, der pludselig bliver ramt af en mystisk sygdom og lægges i koma.
Så langt, så sæbeopera-agtigt tænker du måske, men ’The Big Sick’ er alt andet end klichetynget, når den udforsker stand-up-komikeren Kumails forhold til de nye svigerforældre – scenestjælerne Holly Hunter og Ray Romano – og ikke mindst hans egen families ihærdige forsøg på at matche ham med en række potentielle indiske kærester.

Kulturforskellene mellem Kumail og Emilys verdner giver ’The Big Sick’ anledning til at tage aktuelle samfundspolitikker under kærlig behandling med et lige dele satirisk og sjældent nuanceret vid – ikke ulig Netflix-serien ’Master of None’ – og Kumail Nanjiani spiller veloplagt på sin baggrund som ikketroende andengenerationsindvandrer i det post-9/11-muslimforskrækkede USA. ’The Big Sick’ er en kærlighedshistorie for og af sin samtids hovedrystende diskrepans mellem blomstrende fordomme og politisk korrektheds-pavernes tyranni – og den mest ærlige romance i årevis.

Daniel Kaluuya i ‘Get Out’. (Foto: UIP)

‘Get Out’

Sidste år kårede vi slet og ret komikeren Jordan Peeles racesatiriske gyser til 2010’ernes vigtigste film, der formidabelt spidder det liberale Amerikas selvtilfredse hykleri (»jeg ville have stemt på Obama for tredje gang«), mens den nuanceret skildrer oplevelsen af at være sort i Guds Eget Land. Sat på spidsen, jovist, men dog alligevel følelsesmæssigt rodfæstet i en genuin afroamerikansk erfaring.

Historien om en ung sort fyr (Daniel Kaluuya), der skal møde sin hvide kærestes (Allison Williams) mistænkeligt imødekommende familie for første gang, rammer zeitgeisten lige i røven, og filmen blev en kæmpesucces både ved billetlugerne og i Oscar-sammenhæng, hvor Peele vandt statuetten for bedste originale manuskript.

Men jo mindre du ved om plottet forinden, jo bedre.

’Get Out’ er en film af sin tid, hvis cocktail af isnende gys (10’ernes måske mest sprudlende genre), komedie og samfundsanalyse samtidig gør den til et fyrtårn for både arthouse- og mainstream-filmens fremtid. Og så indeholder den scener, du simpelthen aldrig vil glemme.

‘The Handmaiden’. (Foto: PR)

‘The Handmaiden’

Få film kan bryste sig af flere twist’n’turns end Chan-wook Parks ’The Handmaiden’, der (næsten) erstatter instruktørens karakteristisk forråede ultravold som parabel for samfundets fordærv til fordel for en kalejdoskopisk, betagende smuk fortælling om forførelse, lesbisk kærlighed og bedrag i 1930’ernes japanskbesatte Korea.

Min-hee Kim og Tae-ri Kim spiller henholdsvis den velbeslåede Lady Hideko og hendes tjenerinde Sook-Hee, der udvikler komplicerede følelser for hinanden, til trods for at Sook-Hee er i ledtog med den glatte svindlercharmør Fujiwara – der er ude på at gifte sig med Hideko blot for at få hende indlagt på en galeanstalt og stjæle hendes formue. Nå ja, og så er der noget med en blæksprutte…

’The Handmaiden’ tegner et kvalmt billede af kvindeundertrykkelse og sexmisbrug som traditionel (fin)kulturel magtfaktor, men vender bøtten på hovedet, da Park lader sine snarrådige kvinder give patriarkatet tørt på.

‘The Farewell’.

‘The Farewell’

Glem alt om, hvorvidt du synes eller ikke synes, at komikeren Awkwafina er sjov i sine humoristiske roller a la ’Crazy Rich Asians’, for her leverer hun en dramatisk storpræstation. Awkwafina spiller amerikansk-kinesiske Billi, der rejser fra sin semimislykkede tilværelse som forfatter i New York tilbage til Kina, hvor hendes farmor er dødeligt kræftsyg. Hvilket familien efter kinesisk tradition undlader at fortælle hende.

Lyder det for mærkeligt til at være troværdigt, så er det faktisk instruktør Lulu Wangs egen historie, hun her gengiver med skønt blik for sammenstødet mellem amerikanerdelen af familien og den del, der er blevet tilbage i hjemlandet. ’The Farewell’ er faktisk sjov og ja, den er indbegrebet af det, man med et forslidt ord vil kalde hjertevarm.

Michael B. Jordan og Kevin Durand i ‘Fruitvale Station’.

‘Fruitvale Station’

Når protesterne i kølvandet på mordet på George Floyd koger over, som de gjorde tidligere i år, skyldes det selvfølgelig, at det langt fra er en engangsforeteelse: Amerikansk historie er skræmmende rig på eksempler, hvor sorte mennesker er døde i politiets varetægt. I 2009 blev 22-årige Oscar Grant III for eksempel skudt af en politibetjent nytårsdag på en togstation i Oakland, mens han blev holdt nede på jorden af en anden betjent. Også dengang blev begivenhederne optaget på flere mobiltelefoner, og også dengang medførte hændelsen store protester. Betjenten kom i fængsel i 11 måneder for uoverlagt mord.

I 2013 debuterede den senere ’Black Panther’-instruktør Ryan Googler med en film, der loyalt og med dybfølt humanisme skildrer Oscar Grants liv op i døgnet op til det fatale møde med politiet, så man kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at leve sit komplicerede liv som alle andre for pludselig at møde en ubodelig skæbne, blot fordi man er sort og bliver anset som en trussel. Michael B. Jordan er fremragende i hovedrollen.

‘The Place Beyond the Pines’.

‘The Place Beyond the Pines’

I instruktør Derek Cianfrances melodiøse og gribenden neo-noir spiller Bradley Cooper en ung politibetjent, der kæmper for ikke at blive revet med i den korruption, der dominerer i hans afdeling, mens Ryan Gosling er stuntmotorcyklist turned kriminel (han og instruktøren samarbejdede også på ‘Blue Valentine’).

De to mænd kommer på fatal kollisionskurs, og i et seperat plotsspor opruller to teenagedrenge (Dane DeHaan og Emory Cohen) konsekvenserne af de dramatiske begivenheder 15 år senere. Det er en barsk fortælling om fædre og sønner, løs inspireret af Cianfrances eget forhold til sin far, og på sidelinjen brillerer Eva Mendes (Goslings hustru IRL), Rose Byrne og Ben Mendelsohn.

Timothée Chalamet i ‘Call Me By Your Name’.

’Call me by your name’

Luca Guadagnino skabte en af nyere tids mest sensuelle filmforelsker med ’Call Me By Your Name’, der katapulterede Timothée Chalamet mod toppen af Hollywood og langsomt knuste vores hjerter.

Men selvom filmens slutning får tårerne til at trille ned ad kinderne, står filmen som en hjertevarm hyldest til kærligheden og et smukt øjebliksbillede på en snotforvirret teenagers overgang til voksen.

Guadagninos sansemættede billeder og det fantastiske score fra Sufjan Stevens formidler et italiensk paradis af ferskner og korte shorts, der sætter sig i kroppen som en indre varme. Man kan måske anfægte, om filmen er lidt berøringsangst, når det gælder de omdiskuterede sexscener, men det tager ikke noget fra det stærke helhedsbillede af en af 10’ernes mest ikoniske kærlighedshistorier (om end Armie Hammers stjerne er gået ned i flammer sidenhen).

‘Spotlight’. (Foto: PR)

‘Spotlight’

Da ’Spotlight’ vandt Oscar’en for bedste film i 2016, var der mange, der så det som et konservativt valg. Todd McCarthys autentiske film om en journalistisk gravergruppes afdækning af omfattende børnemisbrug i den katolske kirke var ikke en visuel oplevelse på højde med ’The Revenant’ og ’Mad Max: Fury Road’, og den var klassisk bygget op uden falbelader og festfyrværkeri.

Men ’Spotlight’ er ikke nogen konservativ film – den er bare en gammeldags god film sobert fortalt af en uselvisk instruktør, der ikke vigter sig. Faktisk har McCarthy snarere fået for lidt credit for sin organiske dramatisering af et papirnusserplot, der måske nok er elementært engagerende, men ikke indlysende visuelt.

’Spotlight’ er ikke blot en ensemblefilm – det er den ultimative kollektive bedrift med Michael Keaton, Rachel McAdams og Mark Ruffalo i front.

 
Leonardo DiCaprio i ‘The Wolf of Wall Street’.

‘The Wolf of Wall Street’

Er Scorseses film om Wall Street-milliardæren Jordan Belfort en apologi for amoralsk opførsel? Det mente mange, da ‘The Wolf of Wall Street’ ramte biograferne i 2014, men filmen er immervæk en tour de force i rytme, klipning og fortælleenergi, der er noget nær umulig at modstå.

Skildringen af Belfort gav hovedrolleindehaver Leo mulighed for at spille på alle tangenter (endnu en film, han burde have fået en Oscar for), hvor kropssprog og fysik smelter sammen med hans verbale kadencer. Og han snakker rigtigt meget – ikke mindst i de forrygende peptalks, han giver sine ansatte. Der er en rytme og et energisk svaj i Leos diktion filmen igennem, og han tillader ikke en falsk forsonende tone af sentimentalitet eller moralsk stillingtagen. Fornemt suppleret af Jonah Hill, Margot Robbie og Matthew McConaughey på sidelinjen.

Det er en af instruktør Martin Scorsese bedste og mest ublu underholdende film siden ’Goodfellas’ – og absolut den sjoveste til dato.

Mads Mikkelsen i ‘Pusher II’.

‘Pusher’ + ‘Pusher II’

Ja, ja, nu snyder vi lidt på bundlinjen, men ‘Pusher’ og ‘Pusher II’ skal stå sammen. Førstnævnte var Nicolas Winding Refns hårdtslående debut fra 1996, der landede som et veritabelt paradigmeskifte i dansk film, og etablerede Mads Mikkelsen som branchens største rising star.

Tonny – med solbriller koket i panden og »RESPECT« tatoveret i nakken – var på papiret en sølle og dybt enerverende smartass, som først og fremmest med sin urolige energi skulle irritere hovedrolleindehaver Kim Bodnias pusher på afveje mest muligt. Men i Mikkelsens vibrerende gestaltning fornemmede man alligevel en følsomhed bag facaden.

Det var denne følsomhed, Mads Mikkelsen byggede eminent oven på, da den pengepressede Refn ringede og spurgte, om han ville spille hovedrollen i en opfølger – der resulterede i skuespillerens bedste præstation til dato.

Og det siger ikke så lidt

Daniel Day-Lewis i Paul Thomas Andersons ‘There Will Be Blood’.

‘There Will Be Blood’

Paul Thomas Anderson overraskede alt og alle, da han fulgte op på den lille romantiske komedie ’Punch-Drunk Love’ med episke western ’There Will Be Blood’ – der sidenhen har toppet adskillige lister over det 21. Århundredes foreløbigt bedste film.

‘There Will Be Blood’ er ganske vist ikke en western i traditionel forstand, men genrens karakteristiske, barske kulegravning af den amerikanske drøm er mere end intakt i fortællingen om sølvgraveren Daniel Plainview (alene efternavnet … ), der tilfældigt støder på en oliekilde.

Filmen udspiller sig i prærierens sortstænkte ørkenstøv mellem 1898 og 1927, hvor Plainviews opdagelse lægger grunden til et ambitiøst borefirma. Undervejs tager manden en forældreløs dreng til sig, men mens olien siver op til overfladen, kommer også grådigheden og magtliderligheden til syne.

Det er grumt – og grumt velspillet med af Daniel Day-Lewis i front, der her leverer en af filmhistoriens måske bedste præstationer.

’There Will Be Blood’ lægger sig selvbevidst i forlængelse af tidligere amerikanske storfilm som ’Citizen Kane’, og guitaristen fra Radiohead, Johnny Greenwood, har leveret det stærke soundtrack.

 
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af