Disney+-serien ‘Ms Marvel’ har skrevet historie – med en tampon

Marvel og Disney+’s nyeste superhelteserie er en charmerende fortælling om en amerikansk-pakistansk teenagepige med utrolige kræfter. Og navnlig én scene i de første afsnit markerer en regulær milepæl i genren.
Disney+-serien ‘Ms Marvel’ har skrevet historie – med en tampon
'Ms. Marvel' på Disney+. (Foto: Disney+)

KOMMENTAR. Lad os bare springe lukt ud i det:

Hvor mange superheltefilm eller -serier har du set, hvori en amerikansk-pakistansk muslimsk teenagepige med tørklæde vifter med en tampon på highschool-toilettet?

Og som, da hendes ditto amerikansk-pakistanske muslimske veninde afslår tamponen fra sit skjul i en af toiletbåsene, leverer replikken:

»Jeg har også bind, hvis det er? Jeg ved, at din mor er lidt underlig omkring tamponer … «.

Mit bud er et stort fedt 0.

Og det gør Marvel og  Disney+’s nyeste skud på superheltestammen, ’Ms Marvel’, til en regulær game changer, ikke alene for hvordan superhelte ser ud på skærm og lærred, men for, hvordan brune piger fremstilles på den største, internationale mainstreamunderholdningsscene, der overhovedet findes.

‘Ms. Marvel’ på Disney+. (Foto: Disney+)

’Ms Marvel’ handler om teenageren Kamala Khan (brandcharmerende canadiske-pakistanske Iman Vellani) fra Jersey City, som dyrker superheltefankulturen med liv og sjæl. Indtil hun en dag selv opdager, at hun har særlige evner (det er hende i toiletbåsen, mens det er bedsteveninden Nakia, som rækker en hånd).

Det er forfriskende, at Kamala tager kækt ejerskab over »nørdeklicheerne« i et fanmiljø, der har været præget af en vis misogyni i sine mørke afkroge. Sågar som über-dedikeret fangirl af (»Hvorfor smiler hun ikke??«) ’Captain Marvel’, hvis flydende seksualitet serien slår fast med syvtommersøm fra introsekvensen i første afsnit.

Lige så velkomment er det også, at ’Ms Marvel’ med den britisk-pakistanske standupper Bisha K. Ali som hovedforfatter indledningsvist bruger mere tid på at udforske Kamalas familieliv og vennerelationer end på straks at haste ud i »Med store kræfter følger … «-lektionerne.

Pakistansk popbasker på soundtracket

Kamalas urdu-talende bedsteforældre og forældre flyttede til USA med håbet om at give de yngre generationer uanede muligheder, og vi skal ikke langt ind i serien, før der både tales om de følelsesmæssige efterdønninger af delingen af det britiske styrede Indien i 1947 (»the partition«), et ophedet bestyrelsesvalg i den lokale moské, hvor Nakia (Yasmeen Fletcher) stiller op for at styrke kvindernes rettigheder, eid-fejring og Kamalas punk-storebrors religiøse opvågnen.

Alt sammen med en ærlighed og lune, der tegner et billede af en almindelig og almindelig uperfekt amerikansk-pakistansk middelklassefamilie anno 2022. Endda med ’Ko Ko Korina’ på soundtracket – 1960’er-hittet, der blev Pakistans første store nationale popbasker.

‘Ms. Marvel’ på Disney+. (Foto: Disney+)

Det er nyt med nyt på fra superheltefabrikken MCU, og selv hvis vi breder perspektivet ud, udover superheltegenren, er det stadig forsvindende småt med eksempler på ligefremme hverdagsdialoger mellem muslimske piger i mainstreamunderholdning.

Ja, vi har fået den lille britiske serieperle ’We Are Lady Parts’ fra sidste år, der ikke holdt igen i skildringen af et ungt, muslimsk pigepunkbands lyster, forhold til religion, sexliv og alt derimellem. Norske ’Skam’s fjerde sæson med Sana i front.

Og fra det amerikanske har vi Netflix-komedieserien ’Never Have I Ever’ om en amerikansk-pakistansk teenagepiges highschool-liv og kærlighedskvababbelser.

‘We Are Lady Parts’. (Foto: PR)

Alle tre stærke titler, der dog selvsagt ikke kommer i nærheden af den eksponering, en Marvel-produktion nyder godt af. Og til næste år tager Kamala sågar springet til spillefilmen i opfølgeren til ’Captain Marvel’, ’The Marvels’.

Det er på denne platform, at Kamala og vennernes eksistens kan flytte popkulturelle bjerge. Og hvor noget så uskyldigt som en viftende tampon er mere end en bittelille hverdagsdetalje, men et kæmpe skridt for ligestillingen:

For unge, brune piger, hvis seksualitet ofte problematiseres og tabuiseres på film, men også for alle andre piger alle vegne, som nu på et halvt år har fået to store Disney-produktioner, der vover at antyde, at, gisp, menstruation er helt normalt: ’Ms Marvel’ og Pixar-filmen ’Rød’, hvis hovedrolle var en canadisk-kinesisk teenagepige.

Den tendens tror jeg, de færreste havde set komme, navnlig fra Disney-højborgen. Men for pokker, hvor er det tiltrængt.

’Ms Marvel’ kan ses på Disney+, hvor der kommer et nyt afsnit hver uge. ‘Rød’ kan ligeledes ses på Disney+.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af