For mange af os er der stadig kun én Catwoman:
Michelle Pfeiffers stærkt foruroligende, forrygende frække Selina Kyle, der snoede Batman om sin lillefingerklo i Tim Burtons nyklassiker ‘Batman Returns’.
Og med »mange af os«, mener vi os og Britney Spears.
Sangeren har således postet en ikke så lidt begejstret hyldest til Pfeiffers præstation på Instagram, hvor hun blandt andet kalder scenen, hvori Selina Kyler opfinder sit alter ego for »den hotteste scene, jeg nogensinde har set i mit liv!!!«:
For de uindviede der endnu ikke skulle kende til ‘Batman Returns’ (ind på HBO Max med jer!), så indtræffer scenen efter at Selina, som op til da har været en stille kontormus, er blevet bragt tilbage fra de døde … af en flok katte.
Ja, det skal ses for at værdsættes.
Britney Spears skriver desuden i sit opslag, at Pfeiffer »ikke har nogen ide om, hvem jeg er, men jeg vil bare lade hende vide, at en fjollet pige fra sydstaterne altid har syntes, at hun er en freaking gud, og at jeg har så meget respekt for hende, at det er lidt sindssygt!!!«
Michelle Pfeiffer, som ikke overraskende er fuldt ud klar over, hvem Britney Spears er, har selv svaret på opslaget:
»Wow, Britney! Tak for den smukke kompliment – jeg er en kæmpe fan«.
‘Batman Returns’ kan ses på HBO Max.