’Beskytteren’: Oscar-konkurrent til ’Druk’ er et voldsomt drama med et vigtigt budskab

’Beskytteren’: Oscar-konkurrent til ’Druk’ er et voldsomt drama med et vigtigt budskab
'Better Days'. (Foto: Another World)

Derek Tsangs ’Beskytteren’ blev en stor succes i Kina, hvor den har været med til at sætte mobning på dagsordenen, og så var den nomineret til bedste internationale film ved Oscar-uddelingen i 2021 under titlen ’Better Days’ – ovenikøbet som den første film af en instruktør født og opvokset i Hongkong. ’Druk’ løb som bekendt af med sejren.

Fortællingen er baseret på virkelige begivenheder, og den portrætterer de kinesiske elevers hverdag som en grufuld virkelighed med mobning, ensomhed og præstationspres. Vi følger den unge, spinkle Chen i hendes terpende, monotome hverdag, som efter en tragisk hændelse overskygges af angst.

Den nationale eksamen nærmer sig, og for Chen og alle andre elever på skolen stiger presset. Alles øjne er rettet mod dem, og hvis de får et dårligt resultat, bliver de ikke optaget på en god skole. En god eksamen er fremtidssikringen, og for elever som Chen, hvor den økonomiske situation i hjemmet er tvivlsom, er det en nødvendighed.

Alt er på spil for de unge elever og for deres familier, og presset får fatale konsekvenser. En dag kaster den kvindelige elev, Hu, sig ud fra en af skolens bygninger. Forfærdet og dybt berørt dækker Chen hendes krop med sin jakke, mens resten af skolen ser til og dokumenterer det tragiske forløb med deres mobiler.

‘Better Days’. (Foto: Another World)

Hu var klassens mobbeoffer, og selvom rygter om at bukke under for presset florerer i krogene, bliver det tydeligt, at den grove tyrannisering var skyld i hendes selvmord. Efter hendes død retter klassens ondsindede pigegruppe deres angreb mod Chen, og hun bliver mål for deres umotiverede frustrationer.

I første omgang fordi hun bliver forhørt af politiet i forbindelse med dødsfaldet, og fordi hun, som den eneste, udviste empati for den afdøde Hu.

Det starter med en blodpøl på stolen, men udvikler sig hastigt til decideret vold. Chen går frygtsomt til og fra skolen, og angsten tager til. I hjemmet venter ingen trøst, da Chen bor alene med sin mor, som konstant er på flugt fra kreditorer, og som tjener penge ved at sælge falske varer.

En dag på den vanlige vej fra skolen passerer Chen en gruppe, der er i færd med at banke en ung mand. Hun ringer til politiet, bliver opdaget og rodes ind i slagsmålet, hvor hun tvinges til at kysse det forslåede offer, Xiao Bei.

Til trods for deres åbenlyse forskelligheder – en tynget mønsterelev og en kæk småkriminel – finder de to ensomme skæbner, Chen og Bei, omsorg og tryghed i hinandens selskab, og det er forløsende ømt. Bei beskytter Chen, så hun på sigt kan beskytte verden fra ondskab og mobning. Han følger hende til og fra skole hver dag, men holder sig på afstand, så det ikke vækker mistanke.

‘Better Days’. (Foto: Another World)

’Beskytteren’ er som et møde mellem en gangsterfilm og en kærlighedshistorie á la Romeo & Julie. Det turbulente skift mellem ømhed og tyrannisering er effektivt, og det er vanskeligt ikke at blive berørt af de ekstreme overgreb og skræmt af de skyldsforladte mobbere og ligeledes svært ikke at blive blød om hjertet af forholdet mellem de to forelskede.

Tårerne presser sig flere gange på, oftest hjulpet lidt for godt på vej af ledende underlægningsmusik og lidende ansigter. De to forslåede unge med hver deres barske virkelighed, som drager omsorg for hinanden, er en sød og rørende fortælling, men den lavine af dramatiske begivenheder, det udløser, virker noget forceret.

De stille følelsesudbrud, som da Chen grådkvalt ringer til sin uvidende mor, mens hun forsøger at skjule gråden, bliver opslugt af de store armsving.

Med ’Beskytteren’ maler Tsang et ekstremt dystert billede af en ekstrem kinesisk skolekultur, hvor hverken lærere, skoleleder eller politi formår at gribe ind. Men filmens pædagogiske projekt er en tand for tydeligt med direkte henvendelser til publikum om konsekvenserne af mobning.

Fortællingen kunne sagtens stå alene.


Kort sagt:
’Beskytteren’ giver et grumt indblik i kinesisk skolekultur, men skruer for højt op for dramatikken og pædagogikken.

’Beskytteren’. Spillefilm. Instruktion: Derek Tsang. Medvirkende: Dongyu Zhou, Jackson Yee, Fag Yin. Spilletid: 135 min. Premiere: I biografen 11. august som Månedens Film i Cinemateket
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af