Lars von Triers kultserie ‘Riget’ er tilbage i fuldt vigør.
Senere på efteråret kommer den tredje sæson ‘Riget Exodus’, som får verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig, men inden da kan vi se frem til, at de to første sæsoner endelig vender tilbage til streaming i nyrestaurerede udgaver.
I en pressemeddelelse fra Zentropa fremgår det, at de første to sæsoner udkommer på Viaplay den 9. august. De to sæsoner vil senere udkomme på DR, der også samarbejder med Viaplay om den tredje sæson.
Den overnaturlige hospitalsgyser om de mystiske, morsomme og uhyggelige hændelser på Rigshospitalet i København fik premiere i 1994, mens sæson to udkom tre år senere.
Og 25 år derefter udkommer altså ‘Riget Exodus’, der følger Bodil Jørgensens karakter Karen, som vender tilbage til Rigshospitalet for at redde hospitalet fra undergang, mens porten til riget endnu en gang begynder at åbne sig. Se det første klip her.
Serien har et spektakulært cast, der ud over Bodil Jørgensen blandt andre tæller Ghita Nørby, Nikolaj Lie Kaas, Lars Mikkelsen, Nicolas Bro, Søren Pilmark, Peter Mygind, Udo Kier, Laura Christensen, Mikael Persbrandt, Tuva Novotny, David Dencik, Alexander Skarsgård, Asta August, Birthe Neumann, Birgitte Raaberg, Henning Jensen, Solbjørg Højfeldt, Jens Albinus, Victoria Carmen Sonne, Danica Curcic, Charlotte Sieling, Cyron Melville, Paul Hüttel og Stig Hoffmeyer.
Premieredatoen er endnu ikke offentliggjort, men det bliver først på Viaplay og siden på DR.