Verden ligger for Ani FaNellis fødder. Hun skal starte som redaktør på The New York Times, og hun skal giftes med drømmemanden, som er både smuk og rig.
Mila Kunis spiller verdens heldigste pige i den kommende Netflix-film ’Luckiest Girl Alive’. Men al den lykke skal et uventet high school-gensyn selvfølgelig nok få slået skår i.
For tilbage i 1999 var Ani, der dengang gik under navnet TifAni, involveret i en mystisk og ulykkelig begivenhed på skolen, som hun har båret med sig lige siden. Og da en dokumentarist banker på døren og ripper op i den tilsyneladende både blodige og traumatiske high school-hændelse, begynder Anis perfekte liv at gå op i sømmene.
’Luckiest Girl Alive’ er baseret på en amerikansk bestseller af samme navn skrevet af Jessica Knoll. Knoll står også bag manuskriptet til Netflix-adaptationen, der er produceret af Mila Kunis.
Filmen folder high school-sporet fra 1999 ud med ’Cruel Summer’-stjernen Chiara Aurelia som teenageversionen af Kunis’ karakter.
Finn Wittrock (’Deep Water’, ’American Horror Story’) spiller i rollen som Anis mand og på resten af rollelisten findes blandt andet Connie Britton (’White Lotus’, ’Saturday Night Lights’) og Justine Lupe (’Succession’). Mike Barber, der har dirigeret afsnit af ’The Handmaids Tale’, instruerer.
’Luckiest Girl Alive’ får premiere på Netflix 7. oktober.