Dansk instruktørs filmoptagelser er beviser i aktuel undersøgelse af Donald Trump

Dansk instruktørs filmoptagelser er beviser i aktuel undersøgelse af Donald Trump
Donald Trump. (Foto: Drew Angerer/Getty Images)

En amerikansk komité har i flere måneder samlet beviser for, at Donald Trump bakkede op om angrebet på Kongressen i 2021, og i går præsenterede komitéen deres sidste sammenfattende afdækning i en høring i Repræsentanternes Hus.

Og her kom en dansk dokumentarist i centrum.

Komitéen ville underbygge, at Trump allerede inden valget havde en plan om ikke at acceptere et nederlag, og at han lod hånt om rapporter, der varslede, at kongressen ville blive stormet.

Under urolighederne var The Hotel Willard i Washington DC hovedkvarter for flere af Donald Trumps nærmeste rådgivere. Og her var danske Christoffer Guldbrandsen til stede.

Han var nemlig i gang med en film, ‘A Storm Foretold’, om en af disse rådgivere, den berygtede Roger Stone, og i høringen i Repræsentanternes Hus viste komitéen nogle af Guldbrandsens optagelser, hvor Roger Stone før valget fortæller om en samtale med Donald Trump om at ignorere et eventuelt valgnederlag.

Det skriver Politiken.

»Lad os håbe, vi kommer til at fejre en sejr, men jeg forventer, at der ikke vil være en afklaring. Og når det sker, så er det centralt, at vi alligevel hævder at have sejret. Ni tiendedele af loven handler om, hvem der sidder på magten. Nej, vi vandt. I tager fejl«, siger Stone i optagelserne ifølge Politiken. »Jeg sagde: »Fuck resultatet, lad os komme direkte til volden«.

I andre af optagelserne ser man Roger Stone i selskab med folk fra den militante gruppe Oath Keepers, der spillede en central rolle for stormløbet mod Kongressen.

Christoffer Guldbrandsen har tidligere selv været indkaldt som vidne i høringerne, men hans optræden blev aflyst i slutningen af september på grund af varsler om en orkan på den amerikanske østkyst.

Guldbrandsen har fulgt Roger Stone, som er blevet beskrevet som en slags mørkets fyrste i amerikansk politik, i tre år, og Stone har velvilligt åbnet op for danskeren.

Nu har tonen imidlertid fået en anden lyd, og Stone skrev onsdag ifølge Berlingske på Telegram, at han vil sagsøge den danske instruktør for 25 millioner dollars, svarende til 190 millioner kroner.

»Det danske fjols vil snart lære om det amerikanske retssystem,« skriver Roger Stone.

Til Berlingske udtaler Guldbrandsen:

»Alt, hvad vi har sagt, er faktuelt rigtigt og baseret på vores optagelser, så det er jeg ikke bekymret for. Jeg ser det nok mest som et udtryk for, at han er i forsvarsposition. Når det er sagt, så kender jeg ikke det amerikanske retssystem godt nok til helt at vurdere det«.

Guldbrandsen har tidligere afvist en anmodning fra FBI om at udlevere optagelserne, men han og medfilmskaber Frederik Marbell havde ikke noget valg, da komitéen stævnede dem for at få optagelserne.

Uanset hvad der sker her fra, er ‘A Storm Foretold’ en af de mest ventede dokumentarfilm også i internationalt regi.

Guldbrandsen har tidligere befundet sig i orkanens øje med sine rigt omdiskuterede dokumentarfilm ‘Fogh bag facaden’, ‘Dagbog fra midten’ om Ny Alliance og Afghanistan-filmen ‘Den hemmelige krig’.

Det er dog første gang, han er blevet hvirvlet ind i amerikansk storpolitik.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af