’Causeaway’: Jennifer Lawrence brillerer som soldat med dybe krigstraumer
I udkanten af New Orleans vender soldaten Lynsey hjem fra krigen i Afghanistan.
Hun mødes hverken med flag eller applaus fra sine nærmeste i lufthavnen. Faktisk har moren glemt, hvornår datteren, som nu tager bussen, ville komme hjem.
Udenfor barndomshjemmet vandrer den hjemvendte rundt i baghaven, hvor planterne vokser vildt. Ikke for at mindes en simplere tid, for Lynsey har ingen grund til at være nostalgisk. Hun finder til sidst reservenøglen og går ind.
Apple TV+-premieren, den A24-producerede ’Causeway’, følger den sårede soldat Lynsey (Jennifer Lawrence), der efter en eksplosion sendes hjem fra krig. Nu kæmper hun med traumer, fysisk genoptræning og sit svære forhold til familien, hvis omsorg hun manglede i sin opvækst.
Disciplineret som soldaten er, fortæller hun lægen behersket, men præcist og detaljeret, hvordan hun kom til skade. Der tegner sig et levende billede af ulykken, men hendes flakkende blik og urolige hænder beretter også om frustrationen over hendes fysiske tilstand og uroen ved at være tilbage i barndomshjemmet.
Det er befriende, at instruktør Lila Neugebauer udfolder den lille fortælling om tilværelsen efter krigen uden fylde på med unødvendige flashbacks til kampens hede. Krigsfilm findes allerede i hobetal, mens traumerne ofte overskygges.
Meget af dramaet består af samtaler mellem Lynsey og menneskene omkring hende, som er gribende, når filmen er allerbedst. Men glimtvis bliver snakken for lang, og de tavse sekvenser siger mere end tusind ord.
Tidligt i filmen viser en montage, hvordan Lynsey lærer at gå på ny, inden hun til sidst kan sætte sig på førersædet af en bil igen. Undervejs tester læger hendes finmotorik, og scenen slutter med et af hendes natlige panikanfald, imens sygeplejeren Sharon aer hende omsorgsfuldt og giver hende beroligende medicin.
På lydsiden høres en rar, enkel strygermelodi. Den er umiddelbart i skarp kontrast til smerten, der lyser ud af hovedpersonens øjne og forstærker hendes hjælpeløshed. Hun føler sig forkert i sine omgivelser, men ved godt, at hun kun kommer videre ved at overbevise lægerne, at hun er lige så rolig, som underlægningsmusikken er.
Det er ingen overraskelse, at Jennifer Lawrence er fremragende som soldaten Lynsey, der er ivrig efter at vende tilbage til frontlinjen. Præstationen er underspillet, men hendes tunge, bævrende åndedræt og nedkastede blik er sigende for hendes sindstilstand.
Når hun kigger op, blinker hun sjældent og viser den disciplin, hun er villig til at lægge i sin genoptræning, så hun kan komme langt væk fra den familiefortid, hun ikke vil konfronteres med.
Hver aften sidder hun derfor i sengen og spiller memory for at træne sit hoved i stedet for at hygge med moren (Linda Emond), der byder på en drink i køkkenet.
Det er morens forsøg på at bryde isen med datteren. Men noget tyder på, at det netop er problemet. Hygge hjemme hos den kære familie er altid gået hånd i hånd med at være beruset. Selv med små børn i huset. Men hvad der præcis er sket, forbliver sløret.
Faren ses aldrig, selvom han bor i samme hus, og fortællinger om hendes fraværende bror, der er narkoman, er rigeligt til, at publikum selv danner et billede af omsorgssvigt.
Både for at komme familien lidt på afstand, men også for at spare op til genoptræningen arbejder Lynsey med at rense svømmebassiner. På vej til en kunde bryder bilen sammen, og hun møder på den måde mekanikeren James (Brian Tyree Henry), som hun hurtigt bliver venner med.
Han er selv ved at komme sig efter et traumatisk biluheld og kan spejle sig i Lynsey. Han tager derfor bilen ind til syn og kører hende hjem, selvom det ikke er en del af forretningsmodellen.
En fremragende scene udspiller sig i bilen, når de knytter bånd over soulmusik, taler om løst og fast, men vigtigst af alt trækker begge på smilebåndet.
Der findes en filmisk kliché, som i de senere år er blevet meget udskældt, hvor en sort person kun medvirker for at hjælpe en hvid hovedperson igennem en livskrise. Ofte lærer den fordomsfulde hovedperson samtidig at være mere tolerant over for sorte. Tænk blot på ‘Den grønne mil’ og ‘The Help’.
Her vendes forventningerne dog på hovedet, fordi Lynsey ikke er fordomsfuld, og James ikke hjælper hende med hendes problemer, selvom han er omsorgsfuld. De er bare venner, der gensidigt lytter til og støtter hinanden.
Kort sagt:
‘Causeaway’ er glimtvis samtaletung, men med en strålende Jennifer Lawrence i hovedrollen forvandles filmen til et jordnært og gribende drama om krigstraumer.