‘Emily the Criminal’: Aubrey Plazas store præstation strander i åbenlyse pointer om gig-økonomien
Få skuespillere i Hollywood er så spændende som Aubrey Plaza. Allerede med gennembruddet som tvær praktikant i sitcom’en ’Parks & Recreation’ funklede hendes unikke talent for fremmedgørende, dunkelt underspillede og dybt humoristiske præstationer.
Så hvad gør Hollywood? De dumpede hende naturligvis i mestendels forglemmelige komedier som ’Mike and Dave Need Wedding Dates’ og ’Dirty Grandpa’. Det virkede som et dødsstød fra en industri, der tydeligvis ikke fattede, hvilket talent de havde ved hånde, da den dengang 35-årige fik rollen som moar i ’Childs Play’-remaket fra 2019.
Som så mange andre kvinder i industrien har Plaza måttet lægge eget checkhæfte på forhandlingsbordet i håb om at få roller med kød på knoglerne. Med den hat på giver hendes nyeste projekt ’Emily the Criminal’ glimrende mening.
Med en plettet straffeattest og 70k i studiegæld prøver den bitre tidligere kunstakademiker Emily (Plaza) blot at få tilværelsen til at hænge sammen ét miserabelt betalt gig-arbejde ad gangen. Mens barndomsvennen vifter smækre reklame-shoots i Portugal foran næsen på hende, bruger Emily hele månedslønnen på renteafbetaling.
Før nogen kan nå at vrisse »I am the one who knocks«, breaker Emily bad, da hun finder ud af, at hun kan få en lille bid af kagen som købsagent for kreditkortsvindlere. Sammen med mentoren Youcef (Theo Rossi) dykker den desperate kvinde med næsen først ned i en dog-eat-dog-underverden, hvor alle prøver at røvrende hinanden for et par sølle Franklins.
Plaza leverer en skuespilpræstation, der ville være Oscar-værdig, hvis da den bedagede institution fortjente hende. Man skulle tro, hun var trådt ud af de knitrende sort-hvide billeder fra en gammel Otto Preminger-noir som den irettesatte kvinde på gulvet, der endelig har fået nok af samfundets uretfærdigheder.
Den senkapitalistiske gig-økonomis mange ydmygelser har tvunget Emily til at lade sig drive af sit ids behov for overlevelse, og Plaza spiller rollen med en subtil forståelse for den kamp.
Desværre formår debutinstruktør John Patton Ford langt fra at forvandle præstationens nuancer til en god film. ’Emily the Criminal’ har den samme lo-fi æstetik, som Steven Soderbergh er blevet synonym med siden ’Unsane’. Masser af grå, trøstesløse kontorlandskaber filmet i naturlig belysning med håndholdt kamera.
Men Ford har ikke Soderberghs fornemmelse for genresprog og spændingsopbygning. Uden nogen synderligt interessante scenarier at hænge filmens heist-handlingsforløb op på, ender forsøget på en cinema verité-stilart mere højpandet kedsommeligt end tankevækkende.
Fortællingen om Emilys deroute fra lønslave til karrierekriminel slår den samme subtile toneart an som en Wallstreet-yuppie, der begår røveri på et værested ved højlys dag. »Du har ingen rettigheder som selvstændig«, bemærker Emilys chef, da han fjerner hende fra de gode frokostvagter og skadefro gnækker over, at hun ingen fagforening har til at repræsentere hende.
Og det er svært ikke at himle opgivende, da Gina Gershons boomer girlboss-karakter kalder Emily forkælet, fordi hun kræver løn for et fuldtidsarbejde.
Filmens indignerede samfundskritik af det amerikanske arbejdsmarked som fundamentalt korrupt og råddent er bestemt sympatisk og korrekt. Men de åbenlyse pointer præsenteres så nøgent, at jeg havde foretrukket at se et John Oliver-nyhedsindslag om gig-økonomiens mange onder.
Kort sagt:
Aubrey Plazas nuancerede præsentation som en gig-arbejder, der tvindes ud i den kriminelle løbebane, er fanget i en thriller, som på alle andre facetter føles mangelfuld i eksekveringen.