’Nadia Nadim – Game Changer’: Fodboldstjernen har svært ved at forsvare sit udskældte Qatar-valg i ny dokumentar
»Put lidt mere blush på«, lyder det fra Nadia Nadims søster gennem telefonen. Videoopkaldet står lænet op ad spejlet ved håndvasken. Makeup-rådene går klart igennem fra en telefonforbindelse på badeværelset i ørkenstaten Qatar, hvor fodboldstjernen er ved at gøre sig klar til et officielt VM-arrangement.
Mændenes fodbold-VM i Qatar har længe været i skudzonen for massiv kritik, og da Nadia Nadim annoncerede sit ambassadørsskab til den udskældte slutrunde, hang hun en målskive om halsen på sig selv – en hals ellers bedst bekendt med medaljer.
For det er en Qatar-strofe, som Ekstra Bladet kækt har døbt arrangementet, at noget nær verdens største sportsbegivenhed havner i et land, der ikke overholder basale menneskerettigheder, hvor homoseksualitet er forbudt ved lov, og hvor over 6.500 migrantarbejdere har mistet deres liv under forberedelserne til slutrunden.
Nadia Nadim har fået skudt i fodboldskoene, at hun er både hyklerisk og pengeglad, når hun lægger navn og ansigt til sådan et VM. Hendes eget syn på sagen har været efterlyst længe, og uden at det virker hverken forceret og poleret, lander det nu i dokumentaren i to dele, ’Nadia Nadim – Game Changer?’ på Viaplay.
Igennem et mix af optagelser med Nadim i perioden omkring offentliggørelsen af ambassadørskabet og udtalelser fra sportsjournalister og eksperter kommer vi tættere på VM-konflikten. Vi følger hovedsageligt Nadim på hjemmebanen i klubben i Kentucky i Tennessee, hvor hun spiller til dagligt, og på ture til Qatar.
Dokumentarserien skulle oprindeligt have vist Nadim i hendes kamp på at komme tilbage i form frem mod kvindernes EM efter en alvorlig knæskade. Historien tog dog en drejning, da offentlighedens søgelys blev skarpt indstillet mod den før så elskede fodboldhelt og kursen på hendes moralske kompas. Hvor hun er på vej hen, bliver man ikke helt klar over, men billedsiden fortæller en stærkere historie, end Nadim selv er i stand til.
Doha optræder mest som en stor kulisse, vi ser gennem bilruder, når Nadim suser igennem ørkenstaten. Filmen er i blåtoner, så den er blid mod øjnene, men fortællingen forsøder intet. Der krydsklippes fra kummerlige toilet- og køkkenforhold til et stadion, der omringes af ildrør i form af festfyrværkeri, så man forstår kontrasten.
Vi ser Nadim i et bredskud, hvor hun står alene i ørkenen. Hun jonglerer snildt fodbolden op på toppen af hoved, hvor panden møder det lange mørke hår. Her balancerer den ved hjælp fra tippen af hendes næse, indtil hovedet knækker bagover, og hun må give efter for boldens kurs på vej mod sandet. Med hænderne i luften inden for kameraets ramme falder hun ud af billedet med de strakte arme som sidste afsked.
Har fodbolden magten over hende, eller har hun over den?
Som barn kom Nadim til Danmark som flygtning fra Afghanistan, hvor Taliban-regimet dræbte hendes far. Burde hun med sin baggrund vide bedre end at blåstemple Qatar, eller giver den hende håb for, at fodbolden kan give nye muligheder? »Let football work its magic«, lyder hendes forsvar sympatisk nok, for det er den virkelighed, hun selv kender.
Dokumentaren udstiller en spændende retorisk tvist mellem Nadim og de danske medier. Nadim læser sig selv som frihedskæmper, mens medierne fremstiller hende som skurk. De bruger hendes baggrund som våben, bruger hun den som et skjold.
Det lykkes dokumentaren at bløde det hårde billede op, som er blevet tegnet af Nadim. Det er svært ikke at blive begejstret over hendes gåpåmod og tendens til ublufærdigt at småsynge Nik & Jay og latinhits for sig selv. Hun hilser på alt og alle på et meget elskværdigt engelsk, der synger af både britisk, afghansk og dansk.
Nadim er en stjerne, både med sin kunnen på banen og sin store karisma, men hun får samtidig aldrig stablet et rigtigt troværdigt forsvar for sit Qatar-valg på benene. Man forstår hende blot en brøkdel bedre – og kommer til at holde af hende.
Dækningen af VM i Qatar er massiv for tiden. Er man fodboldfan eller interesseret i krydsfeltet mellem sport og politik skal Nadia Nadim-dokumentaren med til potpourriet af Qatar-kritisk tv.
Det er et oplysningsprojekt, der er værd at kaste sig ud i – især hvis man selv kan mærke, at tv-skærmen trækker i én på tirsdag, når Danmark spiller sin første kamp.
Kort sagt:
Nadim scorer sympati med sin nede-på-jorden-attitude i den nye dokumentar, mens det kritiske perspektiv på VM i Qatar løftes af en flok af eksperter – og ikke af hende selv.