Sacha Baron Cohen revser Donald Trump og Kanye West i karakter som Borat til prestigiøs prisuddeling

Sacha Baron Cohen revser Donald Trump og Kanye West i karakter som Borat til prestigiøs prisuddeling
Sacha Baron Cohen i 'Borat Subsequent Moviefilm'. (Foto: PR)

Sacha Baron Cohen løb med opmærksomheden til årets Kennedy Center Honors i New York, da han indtog scenen i karakter som Borat for at revse både Donald Trump og Kanye West.

Under den årlige prisuddeling i New York, der i år fejrede folk som George Clooney, Gladys Knight og U2, tiltalte Cohen præsident Joe Biden, som var blandt publikum.

»Jeg får at vide, at præsidenten af US and A er her i dag. Hvor er du, hr. Trump? Du ser ikke for godt ud«, sagde Cohen henvendt til Bidens loge ifølge magasinet Deadline.

»Hvor er din oppustede, store mave blevet af? Og din flotte, orange hud er blevet bleg«, fortsatte han i karakter som Borat. »Jeg kan se, at du har fået en ny kone. Whoa whoa! Hun er meget erotisk«, sagde han videre, mens førstedamen Jill Biden kvitterede med et stort grin.

Cohen rettede derefter skytset mod Kanye West og hans antisemitiske hadtale:

»Jeg må sige, at jeg er meget foruroliget over anti-semitismen i USA i dag. Det er ikke fair. Kasakhstan er det førende jødeknusende land i verden. Lad være med at stjæle vores hobby. Stop the steal. Stop the steal«, sagde Cohen med reference til Trumps konspirationsteorier om valgfusk i 2020.

Han fortsatte: »Jeres Kanye forsøgte at flytte til Kasakhstan og ændre sit navn til Kasakhstan-ye West. Men vi sagde nej. Han er for antisemitisk selv for os«.

Da Borat senere skulle annoncere U2 som aftenens æresgæster, kaldte han dem Me Too og sang et uddrag af ‘With or Without You’, men med teksten ændret til »With or Without Jews«.

Han læste derefter en besked på sit modersmål: »Det betyder: ‘Vær sød at fjerne jeres elendige album fra min nye iPhone 6« – en reference til U2-albummet ‘Songs of Innocence’, der automatisk var at finde hos alle iTunes-brugere i 2014.

Cohen afsluttede sin sketch med en sidste replik til Biden om, at han håbede, præsidenten havde nydt forestillingen: »Det er mit ønske at tilfredsstille dig med min mund«.

Sacha Baron Cohen har længe været udtalt kritisk over for udbredelsen af antisemitisme på sociale medier.

Komiker-skuespilleren var senest aktuel som Borat i ‘Borat Subsequent Moviefilm‘, der fortsatte linjen fra den første film med masser af grænsesøgende komik.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af