I visse filmkredse findes der intet større navn lige nu end Ari Aster, manden, der har redefineret horrorgenren med nyklassikerne ’Hereditary’ og ’Midsommar’.
Nu kommer han med sin tredje film, ‘Beau Is Afraid’ med Joaquin Phoenix i hovedrollen, som denne gang stikker væk fra gysergenren.
Den første trailer er netop landet, og det ser virkelig vanvittigt og originalt ud – som et slags udsyretmøde mellem Charlie Kaufman og P.T. Anderson.
Det er svært at dechifrere ud fra traileren, hvad filmen egentlig handler om, men i en kort synopsis lyder det, at det er historien om »en paranoid mand, der tager på en episk odyssé for at komme hjem til sin mor«.
Uden om Joaquin Phoenix ses skuespillere som Amy Ryan, Parker Posey og Michael Gandolfini.
Filmen får amerikansk premiere til april, mens den danske premieredato endnu svæver i det uvisse. Vi håber virkelig, den lander hurtigt efter den amerikanske lancering.