‘Barbie’
Der er god sandsynlighed for, at du allerede har set ‘Barbie’, som både var årets mest sælgende film, og den vi kårede som 2023’s bedste.
Men hvis du ikke var blandt de mange, der løste billet i biografen, har du en både storslået og smuk komedie til gode, hvis udgangspunkt i et stykke legetøj, instruktør Greta Gerwig har givet både nerve og stil.
Margot Robbies Barbie lever en bekymringsfri tilværelse i Barbieland, hvor ‘kvinderne’ styrer og Ken-dukkerne er dem, der er til pynt. Den lyserøde idyl bliver dog sat over styr, da virkeligheden begynder at snige sig ind på dukkerne. Barbies altid stiletformede fødder flader ud mod jorden, og hun begynder at tænke på døden midt i ellers uendelige diskofester. Ryan Gosling leverer årets måske sjoveste præstation som »just Ken«, der drømmer om at være nok for Barbie. Og filmen er mere end kenough!
‘Mommy’
Xavier Dolans uafrystelige mesterværk ‘Mommy’ er et slags trekantsdrama mellem den ADHD-ramte teenager Steve, hans politisk ukorrekte mor og deres forsagte genbo. Det hele kører i et frenetisk tempo, og de excentriske karakterer balancerer på en hårfin grænse mellem charmerende og irriterende. Hvilket er pointen: De – og vi – skal lære at kapere hinanden trods deres svagheder.
Stilen er virtuos, og når det klaustrofobisk kvadratiske billedformat endelig brydes, er det en åbenbaring af filmhistorisk styrke. Soundtracket flirter lystigt med kitsch, og det virker, for hvem kan holde tårerne tilbage, når Ludovico Einaudis ‘Experience’ akkompagnerer den hjerteskærende montage mod slutningen. En spruttende original oplevelse.
‘Leo Reich: Literally Who Cares?!’
Synes man, at Gen Z tager sig selv lige lovligt alvorligt, skal man møde Leo Reich.
Den 23-årige britiske komiker tager nemlig pis på alt ved sig selv og sin generation i sin standup-special ‘Literally Who Cares?!’.
At han er »den yngste komiker nogensinde«. At han identificerer sig som »queer og lækker«. Sin jødiske baggrund (»jeg er den første jøde, der prøver comedy!«) og sine erfaringer med at kneppe folk, der hader ham (»vi har allerede så meget til fælles!«). Bag scenen har han netop sørgmodigt tænkt tilbage på, at han engang som niårig tog sin sidste bekymringsløse kolbøtte.
Reich tager 90’er-ironi til et helt nyt niveau af hyperaktivitet. Og det er utroligt nok både vedkommende, sjovt og stålsat muntert.
Hvis man kan lide komikere som Bo Burnham, vil man måske blive glad for at høre, at Leo Reich også synger undervejs. Hvis man derimod bliver triggered af tanken om det musikalske islæt, er man nok lige den type, der burde udfordre sig selv til at give showet et skud alligevel.
’First Cow’
I western-mørket kan det være svært at se, men der gemmer sig en smørblød bromance mellem to mænd og en ko i Kelly Reichardts mærkværdige og rørende venskabsfabel.
Selvom der vælter tomhjernede pelsjægere rundt i 1820’ernes guldfeberiske Oregon, er det i stedet en feelgood-heist med en malkeko i centrum, der bliver til en både højdramatisk og hyggelig fortælling.
Som frontier-dagenes økohipstere knytter en drømmende bager og en kinesisk immigrant bånd over deres kærlighed til mad og orkestrerer et svindelnummer, hvor de i nattens mulm og mørke malker koen i landsbyens rigmands baghave. På bedste nicecore-facon forvandler de det til hjemmebag, som de storsælger på markedspladsen. En affære, der ender med at blive mere nervepirrende, end man skulle tro.
Der er absolut for få film om mandlige venskaber, og endnu færre med kagebagning og nuttede dyr i mikset. Men ‘First Cow’ er den mesterlige undtagelse.
’Blade Runner’
Tre år efter ’Alien’ vendte Ridley Scott tilbage med endnu en science fiction-klassiker, der godt nok floppede ved billetlugerne i sin samtid, men som i dag (med udgangspunkt i Scotts senere udgivne director’s cut) står som én af genrens allerbedste.
Fortællingen, der er baseret på en Philip K. Dick-roman, følger den pensionerede politibetjent Rick Deckard (charmerende Harrison Ford på toppen af sin karriere). Han hives tilbage i jobbet for at jagte fire rebelske robotter, kendt som replicants, gennem den postapokalyptiske storby. Men undervejs begynder at han at overveje, hvor anderledes de menneskelignende androider egentlig er fra ham selv.
Et kritikpunkt blandt anmelderne ved premieren i 1982 var, at filmen fører sit krimiplot for tålmodigt fremad. Men det er takket være den stemningsfulde fremtidsnoirs fortælletempo, at den regnfulde storby, neonlysende og ikke mindst Vangelis’ ikoniske synth-score får lov at ånde.
’Jerrod Carmichael: Rothaniel’
Det er synd at vide for meget om Jerrod Carmichaels store gennembrudsshow.
Men hvis man er til falds for den allermest ærlige form for bekendelses-comedy, hvor en komiker bruger sit allerinderste som omdrejningspunkt for en komisk fortælling, er det et must-see.
I showet afslører han nemlig sine to mest personlige hemmeligheder over for et publikum på den berømte newyorker-klub The Blue Note: Hvad han i virkeligheden hedder, og hvorfor det har været altafgørende for ham at holde det skjult.
Siden ’Rothaniel’ har Carmichael vakt opsigt med en Emmy-belønnet rolle som vært på ’Saturday Night Live’ og tog tidligere på året det helt store spring, da han gjorde det fremragende som ordstyrer for det konfliktramte Golden Globe-shows store comeback.
Han er et af de fremmeste eksempler lige nu på, at comedy kan være både selvudleverende, smertefuldt og virkelig sjovt på samme tid.
’Unpregnant’
’Euphoria’s Barbie Ferrera og ‘The White Lotus’ Hailey Lu Richardson agerer dynamisk duo I noget så sjældent som en komedie om abort i USA.
Da 17-årige Veronica i en toiletbås på skolen opdager en streg for meget på sin graviditetstest, får hun desperat brug for et lift, der kan bringe hende væk fra pro-life-staten Missouri. Det bliver til en 14-timers roadtrip med eksveninden Bailey, hvor intet går som planlagt.
»Forhåbentlig kommer vi til at se tilbage på ’Unpregnant’ og ryste på hovedet ad, hvor lidt vi engang talte om aborter, men lige nu er filmen et underholdende bud på, hvor den samtale kunne starte«, skrev Soundvenues anmelder ved filmens premiere i 2020. Siden er emnet kun blevet mere relavant med udviklingen i USA, og selvom der findes mere originale filmiske takes på aborttemaet, er ’Unpregnant’ et af de mere fornøjelige indspark.
’The Host’
Bong Joon-ho fik monumental international anerkendelse for den Oscar-vindende ’Parasite’ i 2019. Mens man venter på nyt fra hans hånd, kan man dog passende kaste sig over hans mere oversete ’The Host’ fra 2006, der er en syret monsterfilm fra hjemlandet (såkaldt kaiju). Og bestemt også værd at tjekke ud, selv hvis man normalt går en lang bue udenom det overnaturlige.
En mand (hofskuespilleren Song Kang-ho) og hans datter er på picnic ved Han-floden i Seoul, da et monster stiger op fra vandet og begynder et hærgelsestogt omkring sig. Datteren kidnappes, og farens kamp for at finde hende er præget af instruktørens sans for sort komik. Økopolitikken er allestedsnærværende og familiedramaet nervepirrende. En fantastisk anti-amerikansk blockbuster.
’Half Nelson’
Hovedkarakteren Dan (en underspillende Ryan Gosling) lever i Ryan Fleck og Anna Bodens debutfilm ’Half Nelson’ lidt af et dobbeltliv. Om dagen er han historielærer – en rigtigt dygtig en af slagsen – og om aftenen indtager han alverdens stoffer fra crack til kokain ensomt hjemme i lejligheden.
En hemmelighed han bærer meget godt, indtil hans mellemtrinselev Drey (Shareeka Epps) en dag finder ham halvbesvimet i skolens omklædningsrum med en crackpibe i hånden. Hemmeligheden bringer dem tættere. Drey får en meget tiltrængt faderfigur, og Dan får noget at leve for uden for skolens rammer.
I modsætning til tidligere film, der skildrer misbrugeren som en handlingslammet figur, minder ’Half Nelson’ os om, at misbrugeren også kan være et menneske som dig og mig, der hver dag kommer ud af sengen og passer sit arbejde. Og filmen sikrede Gosling sin første Oscar-nominering.
’God’s Own Country’
Francis Lees debutfilm står på overfladen i skærende kontrast til Guadagninos solrige paradis. Her er settingen det barske landliv i West Yorkshire, hvor Johnny (Josh O’Connor fra ’The Crown’) arbejder som modvillig fårefarmer, da hans far er blevet invalideret af et hjerteanfald.
Men filmens kerne er på mange måde den samme som i ’Call Me By Your Name’, idet Johnnys liv som skabshomoseksuel med engangsknald og sanseløs druk vendes på hovedet ved ankomsten af rumæneren Gheorge (Alec Secareanu) – et blidt naturtalent inden for landbrug, som tvinger Johnny til at konfrontere sin egen seksualitet og modstridende følelseshav.
’God’s Own Country’ står som en nyklassiker inden for genren med to uforglemmelige præstationer i front. Og filmen sendte Francis Lee direkte til Hollywood, hvor han senere instruerede ‘Ammonite’ med Kate Winslet.
‘The Babadook’
Australske Jennifer Kents ‘The Babadook’ har siden premieren i 2014 fået en stor fanskare i horrorkredse – helt velfortjent.
Den psykologiske gyser fortæller historien om alenemoren Amelia og hendes socialt utilpassede, seksårige søn Samuel. Da en mystisk pop-up børnebog, ’The Babadook’, pludselig dukker op, begynder Samuel at se monstret alle vegne.
’The Babadook’ er en på en gang skrøbelig og kradsbørstig oplevelse, der møver sig ind under huden. Filmen fungerer på flere planer, både som en klassisk børneskrækhistorie om monstret under sengen, men den væmmelige Hr. Babadook bliver også en metafor for den stadig voksende metastase af familiens ubearbejdede sorg.
Men hvad der virkelig løfter ’The Babadook’ op af mængden, er skuespilpræstationerne. Essie Davis leverer en kraftpræstation som Amelia, der konstant og troværdigt veksler mellem det sårbare og djævelske, og drengen Noah Wiseman giver en sjældent stærk børnepræstation, som omfavner både infantil magtesløshed og moden robusthed.
’The Babadook’ er en ubønhørlig film, der opbygger sin uhygge med ro og mag for til sidst at eksplodere på sin egen bidske facon.
Man tjekker skabet en ekstra gang efter sit møde med Hr. Babadook.
‘High Life’
I den mere afdæmpede ende af ‘The Batman’-aktuelle Robert Pattinsons imponerende spændvidde, finder man hans rolle som Monte i den franske auteur Claire Denis’ engelsksprogede debut, ’High Life’ – en meditation over instruktørens faste temaer som isolation, tid og hukommelse.
Monte befinder sig ombord på et rumskib i deep space, på vej mod det nærmeste sorte hul. Han er dog ikke en heltemodig astronaut men et udskud, der afsoner en dødsdom på rumskibet, som skal udvinde energi fra det sorte hul.
Pattinson er det følelsesmæssige anker i Denis’ kliniske blik på menneskelige drifter, hvor særligt scenerne med hans datter, som undfanges på den lange rumrejse, er fremragende. Men det er i de lange passager, hvor Pattinson er eneste person i billedet, at han virkelig fastslår sin gudsbenådede screen presence.
‘Navalny’
Systemkritikeren Aleksej Navalnyj, som i 2020 fik et voldsomt ildebefindende på et fly over Rusland, og som kun med nød og næppe overlevede, da han blev fragtet fra et hospital i Sibirien til behandling i Berlin. Det er hans historie – og ikke mindst dén historie – Daniel Roher fortæller i ’Navalny’, og det er stærke, ja nærmest ufattelige, sager. For ja: Navalnyj blev forsøgt myrdet.
Man måber, når man hører den uforfærdede politiker fortælle om det på mange måder ubehjælpelige attentatforsøg. Og kæben ryger helt ned i jorden, når man ser ham ringe op til nogle af de mænd, der stod bag og eksekverede attentatet – især når nogle af dem springer i med begge ben. Man får også næsegrus beundring for en mand, som risikerer alt – alt – i sin kamp mod den russiske despot.
‘Joker’
Tilbage til kloakerne, Pennywise. ’Joker’ er den grummeste og uden tvivl mest deprimerende klovneblockbuster, Hollywood endnu har set:
Et skræmmende velspillet karakterstudie såvel som en murhammer mod superheltegenrens filmfundament. Det er et værk, der provokerer og udfordrer, og du kan æde din grønne paryk på, at filmfans og -kritikere stadig vil skændes om den om 20 år.
Joaquin Phoenix vandt velfortjent en Oscar som den titulære hovedrolleindehaver aka. Arthur Fleck (A. Fleck er et indforstået frækt nik til den afgåede Batman Ben Affleck), mens Todd Philips sender hyldester til Martin Scorseses ‘Taxi Driver’ (Fleck er modelleret i Travis Bickles billede) og ‘The King of Comedy’. De samfundspolitiske paralleller om den lille mand, der korrumperes til incel-uigenkendelighed smøres lovligt tykt ud, men der er immervæk ikke et kedeligt minut i ‘Joker’.
‘Bad Education’
Hugh Jackman hverken synger, danser eller har metalliske ulvekløer. Men i ‘Bad Education’ viser stjerneskuespilleren til gengæld en anden side af sit dramatiske talent. I rollen som den alt andet end stuerene skoleinspektør Dr. Frank Tassone bringer han amerikansk skolehistories største svindelsag til live på overraskende fængende vis.
Selvom det muligvis lyder lidt tørt med et drama, der udspiller sig under en folkeskoles blege lystofsrør, er der faktisk tale om et sortkomisk svindlerdrama, hvor Jackman viser diabolske sider, man ikke vidste han rummede. En præstation der giver rollerne ‘The Prestige’ og ‘Prisoners’ kamp til stregen.
Hvor det virkelige menneskes motivation for at snyde for millioner ofte går tabt i hæsblæsende svindlerfilmatiseringer, kommer man helt tæt på i ‘Bad Education’. En overset men fremragende perle, der kan stille tørsten efter mere filmbedrag.
‘The Batman’
Det kræver sin superheltevision at skille sig ud i sværmen af DC, Sony og Marvel-eposser i disse år. Og det er heldigvis præcis, hvad Matt Reeves’ ’The Batman’.
Her møder vi Bruce Wayne to år inde i karrieren som Gothams hævner. Reeves springer taknemmeligvis over den gennemtærskede gengivelse af, hvordan Bruce som barn så sin myrdede mors perler falde som uskyldshvide tårer på byens slimede asfalt, og hudfletter i stedet, hvordan den traumatiske hændelse fortsat plager vor voksne helt i en sådan grad, at han skyer al social kontakt.
Robert Pattinsons introverte milliardær er dermed milevidt fra Christian Bales version, og sammen med den udpræget David Fincher-inspirerede krimiæstetik – og Paul Danos ‘Zodiac’-Gækker – gør det ‘The Batman’ til en forfriskende anderledes, mørk superhelteoplevelse. Sat til tonerne af Nirvanas ‘Something in the Way’.
‘The Fallout’
På en helt almindelig high school-formiddag bryder helvede pludselig løs omkring Vada (Jenna Ortega), da en skoleskyder går amok. Gerningsmanden når at dræbe et større antal elever før politiet når frem, alt imens Vada og skolens mest populære pige, Mia (Maddie Ziegler) knyttes tæt sammen, da de tilfældigvis gemmer sig på det samme toilet.
I dagene og ugerne efter kan hverken Vada eller Mia overskue andre end hinanden. Men mens venskabet bliver stadigt dybere, og Mia åbenbarer overraskende nye sider, sitrer Vada samtidig af en indre restløshed.
Jenna Ortega er braget ind på Hollywoods stjernehimmel i år, hvor hun lige nu også kan ses i biografen i ‘Scream’, og over for hende genvinder Maddie Ziegler skuespilleræren efter sidste års filmfadæse ‘Music’.
Det er en smuk og melankolsk film om venskab, angst, sex og livet som teenager i det moderne USA, hvor skoldeskyderier er en grotesk tilbagevendende tragedie.
‘King Richard’
Will Smith har karrierens måske bedste rolle som den målrettede far til tennislegenderne Serena og Venus Williams i Reinaldo Marcus Greens højst underholdende biopic.
Smiths sikkerhedsvagt Richard Williams er selv vokset op i ghettoen og er fra sine pigers fødsel fast besluttet på, at tennis skal være deres vej mod rigdom og berømmelse. Og han har sin helt egen måde at pace dem på – med en langsigtet plan og sine særlige idiosynkrasier, som bestemt ikke altid går lige godt i spænd med hans omverden, inklusive de trænere, der bliver hyret til at forløse pigernes potentiale.
‘King Richard’ er en oldschool Hollywood-film, som vor mor lavede dem i 90’erne – på den allerbedste måde. Medrivende som de bedste sportsfilm og med en oprigtigt interessant iboende diskussion af opdragelse og talentfremme. Og så er Saniyya Sidney og Demi Singleton urimeligt gode som Venus og Serena.
’The Dark Knight’
Der er ingen vej udenom evigt savnede Heath Ledgers historiske, Oscar-vindende skurkepræstation i Christopher Nolans bedste Bat-film, ‘The Dark Knight’. En præstation, der for mange stadig står som det ultimative, tøjleløse Joker-portræt af en superskurk, der her hverken er udstyret med en baggrundshistorie eller samfundssociale spidninger af »systemet«, der sviger.
Ledgers Joker er legemliggjort kaos, der bare gerne vil brænde hele lortet ned, og australieren er noget nær ugenkendelig, i hvad der på tragisk vis blev hans sidste rolle.
Med til det store billede hører naturligvis også, at resten af ‘The Dark Night’ er en gedigent velturneret actionfilm, der byder på en af de bedste biljagter nogensinde (til tonerne af Hans Zimmers bragende Nolan-horn, selvfølgelig) og Christian Bales ‘American Psycho’-smægtende flagermus i topform.
Det er en popcornfilm alenlangt over standard mainstreamniveau og en klassiker i superheltegenren, der snildt tåler mange gensyn.
’The Tale’
HBO’s originalfilm ’The Tale’ er instruktør og dokumentarist Jennifer Fox’ egen historie om et seksuelt forhold, hun havde som barn. I filmen spiller Laura Dern den 48-årige Jennifer, der bliver konfronteret med fortiden igennem en gammel stil, hun skrev som 13-årig.
Heri beskriver Jennifer forholdet til sin løbetræner, og hvordan denne og en kvindelig ridelærer sammen forførte hende – ud af kærlighed og gensidig respekt, skriver purunge Jennifer, som kun et uskyldigt barn kan idealisere en forkvaklet seksuel relation.
’The Tale’ er en af de mest kompromisløst komplekse skildringer af et ‘Lolita’-forhold, der nogensinde er kommet ud af Hollywood. Og den er sindssygt vigtig i sin svære nuancering af Jennifers minder, der blander skyld og skam med spørgsmål om, hvorvidt barnet til en vis grad også selv legede med drifterne.
Med instruktørens kulegravning af offerskam og diskrepansen mellem barne- og voksenmoral smadrer ’The Tale’ Hollywoods lillepige-feticheren med en wrecking ball.
’Harry Potter and the Prisoner of Azkaban’
Der er ingen ’Harry Potter’-film over Alfonso Cuaróns mesterlige tidsrejsefilm – den tredje i serien – der på virtuos vis tager et kvantespring fra Columbus’ to tidligere børnefilm og bringer Harry ind i de voksnes rækker med et mørkere univers, hvor indsatsen er større end nogensinde.
Allerede med scenen i Det hylende hus, hvor nogle af Englands fineste skuespillere – fantastiske Gary Oldman, David Thewlis, Timothy Spall og Alan Rickman – står over for hinanden, når Cuarón nye højder.
Filmen formår at fremkalde de største følelser i serien med sin evigtgyldige pointe om, at skinnet kan bedrage – en genkommen tematik i universet – og sin hjerteskærende udlægning af alt det, Harry mistede, da Voldemort slog hans forældre ihjel. Det er en hæsblæsende tour de force af filmmagi fra start til slut, der både formår at udvide universet og Harrys historie uden at gå på kompromis med livet på Hogwarts.
’Wonder Woman’
Hvor tegneserieudviklingen gerne har fulgt med tiden, haltede Hollywoods superheltesatsninger bagud på diversitetspoint indtil for få år siden – ud fra rent ’kommercielle’ hensyn, forstås. For DC’s Wonder Woman kunne vel ikke hamle op med Superman ved billetlugerne? Åh, jo.
I sommeren 2017 lød der et kapow! Da Patty Jenkins’ ’Wonder Woman’ satte DC’s maskuline filmfadæser til vægs med en fuldfed, international biografsucces, der gjorde samtlige fordomme om »kvindefilms« kommercielle inferioritet til skamme. Og som gav millioner af piger det sympatiske og helt igennem badass kvindelige superhelteikon, filmland havde manglet.
’Wonder Woman’ er forrygende god superhelteunderholdning med gnistrende god kemi mellem hovedrolleindehaver Gal Gadot og Chris Pine som kæk pilot – og det der guitar-riff på soundtracket? Øjeblikkeligt ikonisk.
’Fish Tank’
Andrea Arnolds fænomenale, prisvindende ’Fish Tank’ er britisk boligblokrealisme, når det er allerbedst, med Michael Fassbender som (gusten) hvid arbejderprins, Connor, der kommer tæt på både alenemoren Joanne og hendes utilpassede, 15-årige datter Mia (Katie Jarvis).
Mia fascineres af den charmerende, voksne mand, som i stigende grand opmuntrer flirten og gerne vil se hende danse hiphop – Mias store passion. Men magtbalancen mellem de to er selvsagt fatalt skrævvreden og Connor ikke helt den mand, han giver sig ud for.
Fassbender er genial som lummer-farlig Don Juan, men det er Katie Jarvis, der stjæler billedet i et af de bedste coming-of-age-portrætter fra det 21. århundrede.