‘The Florida Project’
De bor lige ved siden af Disneyland, men deres drømme går aldrig i opfyldelse.
Det er virkeligheden for hovedpersonerne i Sean Bakers rå sociale drama, der følger en enlig mor og hendes datters meget lidt fortryllende liv på det ramponerede motel ’The Magic Castle’ i forlystelsesparkens periferi. Willem Dafoe er stedets elskelige bestyrer, der med lige dele medlidenhed og tough love, gør hvad han kan for at holde sine sølle lejere oven vande.
Moren Halley stykker et eksistensgrundlag sammen via sexarbejde og småkriminalitet, mens datteren Moonie tilbringer dagene med stedets andre børn. En barndom der har sine særlige smukke øjeblikke, selvom den foregår på kanten af samfundet. Hele tiden sniger Disneys nærliggende fantasifabrik sig ind i fortællingen på paradoksal vis.
Soundvenues anmelder kaldte ’The Florida Project’ for »en af de mest gribende skildringer af barndom og fattigdom nogensinde«.
’Shiva Baby’
Du har sikkert prøvet at føle dig indespærret til et familiearrangement, men en kedelig onkel og trættende jokes blegner sammenlignet med begivenhederne i denne sorthumoristiske perle.
For den unge collegestuderende Danielle tager det nemlig en uventet horribel drejning, da hun bliver slæbt med til sorgtraditionen shiva og støder ind i ingen mindre end sin sugardaddy. For at gøre ondt værre har han sin kone og lille datter med på slæb. For at gøre ondt endnu værre forsøger hendes uvidende forældre at skaffe hende job som parrets babysitter.
Med en sparsom længde på kun 77 minutter er den unge Emma Seligmans debutfilm et intenst pinligt, men afsindigt veltænkt moderne kammerspil, der viser generationskløften på morsommeste vis. Man må ikke snyde sig selv for det unge talent Rachel Sennot, der er vanvittigt godt selskab, selvom hendes karakter har sit livs formentlig værste dag.
‘Carol’
For nu at parafrasere et gammelt mundheld: Et blik siger mere end tusind ord.
Det indfanger Todd Haynes’ lesbiske kærlighedsdrama bedre end nærmest nogen anden film i sine sidste sekunder, der skaber åndeløs spænding med minimale virkemidler.
Takket være Haynes’ perfektionistiske instruktion og mise-en-scene samt eminent nuancemættet spil af en henrivende Rooney Mara og en statuarisk, æterisk Cate Blanchett formår ’Carol’ at kommunikere en flodbølge af følelser gennem mikroskopiske gestus og krusninger, og nærmest uden man ænser det, kryber den umulige kærlighed mellem Therese og Carol dybt, dybt ind under huden.
’Carol’ er en stor og gribende love story fortalt med et blændende elegant og formfuldendt filmsprog. Det er mesterlig filmkunst på alle fronter, og med sin smagfulde håndtering af den lesbiske tematik mod et historisk bagtæppe i 50’ernes Manhattan er filmen samtidig et velartikuleret forsvarsskrift for både kvinder på film og LGBTQ-samfundet som helhed.
‘Get Out’
Det kan være angstprovokerende at skulle møde sin udkårnes forældre. Men i Jordan Peeles indflydelsesrige filmdebut, bliver filmklassikeren ‘Guess Who’s Coming To Dinner’-præmissen taget til et nyt niveau af gru.
For selvom Chris’ nye svigerfar betryggende giver ham hånden med kommentaren om, at han havde stemt på Obama for tredje gang, er der noget mærkeligt ved den liberale hvide svigerfamilie, den unge sorte mand ikke helt kan sætte en finger på. De svigerfamiliære spændinger bliver sat på spidsen af et knivskarpt hold satiriske skuespillere, der udover Daniel Kaluya i hovedrollen tæller ‘Girls’-stjernen Allison Williams som hans meget vanilla kæreste. Bradley Whitford og Catherine Keener er den lidt for flinke svigermekanik og Caleb Landry Jones kærestens mystiske bror. Lakeith Stanfield skinner igennem i en lille men altafgørende birolle.
Selv hvis man normalt viger uden om det uhyggelige, skal man vove sig ud i ‘Get Out’, der i lige så høj grad er et stykke sortkomisk samfundskritik, som det er en nervepirrende gyser.
‘Phantom Thread’
Daniel Day-Lewis sidste sting før pensionen placerer sig blandt skuespillerens bedste, og vores anmelder tildelte begejstret Paul Thomas Andersons ’Phantom Thread’ fem stjerner:
»En blændende flot og nær fejlfri film, der i al sin stilfærdighed og udsøgte billedtableauer fænger som en thriller, mens man sidder åndeløs i sædet og ønsker, at oplevelsen aldrig ender. Jeg kan ganske enkelt ikke mindes, hvornår jeg sidst har haft en lignende følelse i biografen«.
Couture-designeren Reynolds Woodcock (Day-Lewis) styrer sit højt estimerede modehus med snorlige disciplin i 1950’ernes London. House of Woodcock er et mikrokosmos af udsøgt smag, hvor Reynolds og søsteren Cyrils (sublime Lesley Manville) ord er lov. Hvorfor ankomsten af Reynolds’ egenrådige muse Alma (Vicky Krieps) skaber forstyrrende ringe på overfladen.
Anderson tipper på hatten til Alfred Hitchcocks ’Rebecca’ og dennes forkærlighed for sorthumoristisk katarsis, og står som et tidløst mesterværk om vores kønspolitiske samtid.
‘Navalny’
Systemkritikeren Aleksej Navalnyj, som i 2020 fik et voldsomt ildebefindende på et fly over Rusland i 2020, og som kun med nød og næppe overlevede, da han blev fragtet fra et hospital i Sibirien til behandling i Berlin. Det er hans historie – og ikke mindst dén historie – Daniel Roher fortæller i ’Navalny’, og det er stærke, ja nærmest ufattelige, sager. For ja: Navalnyj blev forsøgt myrdet.
Man måber, når man hører den uforfærdede politiker fortælle om det på mange måder ubehjælpelige attentatforsøg. Og kæben ryger helt ned i jorden, når man ser ham ringe op til nogle af de mænd, der stod bag og eksekverede attentatet – især når nogle af dem springer i med begge ben. Man får også næsegrus beundring for en mand, som risikerer alt – alt – i sin kamp mod den russiske despot.
‘Joker’
Tilbage til kloakerne, Pennywise. ’Joker’ er den grummeste og uden tvivl mest deprimerende klovneblockbuster, Hollywood endnu har set:
Et skræmmende velspillet karakterstudie såvel som en murhammer mod superheltegenrens filmfundament. Det er et værk, der provokerer og udfordrer, og du kan æde din grønne paryk på, at filmfans og -kritikere stadig vil skændes om den om 20 år.
Joaquin Phoenix vandt velfortjent en Oscar som den titulære hovedrolleindehaver aka. Arthur Fleck (A. Fleck er et indforstået frækt nik til den afgåede Batman Ben Affleck), mens Todd Philips sender hyldester til Martin Scorseses ‘Taxi Driver’ (Fleck er modelleret i Travis Bickles billede) og ‘The King of Comedy’. De samfundspolitiske paralleller om den lille mand, der korrumperes til incel-uigenkendelighed smøres lovligt tykt ud, men der er immervæk ikke et kedeligt minut i ‘Joker’.
‘Lady Bird’
»Det komplekse had-kærlighedsforhold mellem mor og datter er sjældent skildret mere rammende og nuanceret end i Greta Gerwig mesterlige soloinstruktørdebut om en ung viljestærk kvindes frigørelse«.
Sådan skrev vores anmelder om instruktør og manuskriptforfatter Greta Gerwigs Oscar-nominerede ’Lady Bird’ og gav fem stjerner til en af 2018’s største små film, der som coming of age-beslægtede ’Call Me By Your Name’ og ’The Florida Project’ skinnede et smukt lys over Hollywoods unge fremadstormende generation af stortalenter. Ligesom den konfronterede samfundets bedagede forventninger til ’pæne piger’.
’Lady Bird’ sitrer af veloplagte dialoger om den akavede teenagetid og sociale forventningspres, der får røgen til at stå ud af ørerne på vor temperamentsfulde hovedperson, hvis navlebeskuende narcissisme ekkoede Gerwigs tidligere kvindelige karakterer i ’Frances Ha’ og ’Mistress of America’: Unge vilde, der på en gang er alt for meget, og samtidig vidunderligt uapologetiske antiheltinder.
‘Bad Education’
Hugh Jackman hverken synger, danser eller har metalliske ulvekløer. Men i ‘Bad Education’ viser stjerneskuespilleren til gengæld en anden side af sit dramatiske talent. I rollen som den alt andet end stuerene skoleinspektør Dr. Frank Tassone bringer han amerikansk skolehistories største svindelsag til live på overraskende fængende vis.
Selvom det muligvis lyder lidt tørt med et drama, der udspiller sig under en folkeskoles blege lystofsrør, er der faktisk tale om et sortkomisk svindlerdrama, hvor Jackman viser diabolske sider, man ikke vidste han rummede. En præstation der giver rollerne ‘The Prestige’ og ‘Prisoners’ kamp til stregen.
Hvor det virkelige menneskes motivation for at snyde for millioner ofte går tabt i hæsblæsende svindlerfilmatiseringer, kommer man helt tæt på i ‘Bad Education’. En overset men fremragende perle, der kan stille tørsten efter mere filmbedrag.
‘The Batman’
Det kræver sin superheltevision at skille sig ud i sværmen af DC, Sony og Marvel-eposser i disse år. Og det er heldigvis præcis, hvad Matt Reeves’ ’The Batman’.
Her møder vi Bruce Wayne to år inde i karrieren som Gothams hævner. Reeves springer taknemmeligvis over den gennemtærskede gengivelse af, hvordan Bruce som barn så sin myrdede mors perler falde som uskyldshvide tårer på byens slimede asfalt, og hudfletter i stedet, hvordan den traumatiske hændelse fortsat plager vor voksne helt i en sådan grad, at han skyer al social kontakt.
Robert Pattinsons introverte milliardær er dermed milevidt fra Christian Bales version, og sammen med den udpræget David Fincher-inspirerede krimiæstetik – og Paul Danos ‘Zodiac’-Gætter – gør det ‘The Batman’ til en forfriskende anderledes, mørk superhelteoplevelse. Sat til tonerne af Nirvanas ‘Something in the Way’.
‘The Fallout’
På en helt almindelig high school-formiddag bryder helvede pludselig løs omkring Vada (Jenna Ortega), da en skoleskyder går amok. Gerningsmanden når at dræbe et større antal elever før politiet når frem, alt imens Vada og skolens mest populære pige, Mia (Maddie Ziegler) knyttes tæt sammen, da de tilfældigvis gemmer sig på det samme toilet.
I dagene og ugerne efter kan hverken Vada eller Mia overskue andre end hinanden. Men mens venskabet bliver stadigt dybere, og Mia åbenbarer overraskende nye sider, sitrer Vada samtidig af en indre restløshed.
Jenna Ortega er braget ind på Hollywoods stjernehimmel i år, hvor hun lige nu også kan ses i biografen i ‘Scream’, og over for hende genvinder Maddie Ziegler skuespilleræren efter sidste års filmfadæse ‘Music’.
Det er en smuk og melankolsk film om venskab, angst, sex og livet som teenager i det moderne USA, hvor skoldeskyderier er en grotesk tilbagevendende tragedie.
‘High Life’
I den mere afdæmpede ende af ‘The Batman’-aktuelle Robert Pattinsons imponerende spændvidde, finder man hans rolle som Monte i den franske auteur Claire Denis’ engelsksprogede debut, ’High Life’ – en meditation over instruktørens faste temaer som isolation, tid og hukommelse.
Monte befinder sig ombord på et rumskib i deep space, på vej mod det nærmeste sorte hul. Han er dog ikke en heltemodig astronaut men et udskud, der afsoner en dødsdom på rumskibet, som skal udvinde energi fra det sorte hul.
Pattinson er det følelsesmæssige anker i Denis’ kliniske blik på menneskelige drifter, hvor særligt scenerne med hans datter, som undfanges på den lange rumrejse, er fremragende. Men det er i de lange passager, hvor Pattinson er eneste person i billedet, at han virkelig fastslår sin gudsbenådede screen presence.
‘Cold War’
»Min far forvekslede mig med min mor, og jeg brugte en kniv til at vise ham forskellen«.
Sådan forklarer den unge kvinde Zula, hvorfor hun har siddet i fængsel, i Pawel Pawlikowskis billedsmukke, Oscar-nominerede ’Cold War’ fra 2019. Zula stiller op til det nærmeste, vi kommer på X-Factor i efterkrigstidens Polen: Et statsligt initiativ, hvor bureaukreter indkalder talentfulde kvindestemmer blandt landområdernes fattigfolk og udvælger de bedste til at synge folkeviser fuld af smægtende kærlighed som led i kommunismens romantisering af proletariatet.
Zula skiller sig ud. Hun har et mørke i blikket, der tiltrækker korets leder, Wiktor. De forelsker sig, de er skabt til hinanden – men kan ikke finde ud af at leve sammen.
Som en klassisk historie om umulig kærlighed kunne man ikke have forlangt meget mere. Det er vitalt og elegisk, båret især af en uudgrundelig præstation fra Joanna Kulig i hovedrollen.
‘You Were Never Really Here’
Seks år efter den benhårde ’We Need to Talk About Kevin’ vendte skotske Lynne Ramsay tilbage med en ligeledes ubehagelig fortælling: Noget så sjældent som en både hårdtslående og poetisk hævnfilm.
Joaquin Phoenix har taget opsigtsvækkende på i både muskler og fedt for at spille den traumatiserede krigsveteran Joe, der nu arbejder som lejemorder. Joes eneste nære kontakt er til sin gamle, halvsenile mor, som han bor sammen med. Det ændrer sig, da han får til opgave at redde en senators datter ud af en grum prostitutionsring. De to ødelagte, ordfattige sjæle knytter bånd, mens Phoenix’ arrede krop svinger sin bloddryppende hammer mod skurkene.
Instruktør Ramsay skaber et klaustrofobisk og dystert univers rundt om den enkle fortælling. Fyldt med nærbilleder og blinde vinkler får man aldrig det fulde overblik over Joes hævntogt, ligesom hans fortid blot antydes i ultrakorte glimt. Der lefles ikke for publikum, men man forsvinder alligevel ind i den fortættede stemning og Jonny Greenwoods idiosynkratiske underlægningsmusik.
‘King Richard’
Will Smith har karrierens måske bedste rolle som den målrettede far til tennislegenderne Serena og Venus Williams i Reinaldo Marcus Greens højst underholdende biopic.
Smiths sikkerhedsvagt Richard Williams er selv vokset op i ghettoen og er fra sine pigers fødsel fast besluttet på, at tennis skal være deres vej mod rigdom og berømmelse. Og han har sin helt egen måde at pace dem på – med en langsigtet plan og sine særlige idiosynkrasier, som bestemt ikke altid går lige godt i spænd med hans omverden, inklusive de trænere, der bliver hyret til at forløse pigernes potentiale.
‘King Richard’ er en oldschool Hollywood-film, som vor mor lavede dem i 90’erne – på den allerbedste måde. Medrivende som de bedste sportsfilm og med en oprigtigt interessant iboende diskussion af opdragelse og talentfremme. Og så er Saniyya Sidney og Demi Singleton urimeligt gode som Venus og Serena.
’Judas and the Black Messiah’
Instruktør Shaka Kings værk over Black Panther-bevægelsen i 1960’ernes USA er et knytnæveslag af samfundskritik og spænding. Filmen opruller den virkelige historie om en kriminel, sort mand, der blev hyret af FBI til at spionere på gruppelederen Fred Hampton, og ‘Get Out’-kollegerne Lakeith Stanfield og Daniel Kaluuya er begge i topform som henholdsvis undermåleren Bill og den karismatiske frontfigur (sidstnævnte vandt en Oscar for Bedste birolle).
Bill legemliggør modsætningsforholdet, som King vil have os til at tygge på: Vil du omvælte det hvide hegemoni eller indordne dig det undertrykkende system? Eksekveringen af dilemmaet er alt andet end sort-hvidt, og Jesse Plemons gør en stærk figur som FBI-agenten, der er sin »ansattes« tvivl bevidst.
Det er tiltrængt at se King give en stemme til en række underbelyste, historiske personer, som fik frarøvet den i deres samtid, og dynamikkerne i Black Panther-miljøet skildres med nuancer, der rumsterer i hovedet længe efter rulleteksterne.
‘A Star Is Born’
Hvem skulle have troet, at kombinationen af Bradley Cooper og Lady Gaga skulle få os til at tude vores øjne ud såvel som skråle med af vores lungers fulde kraft?
Selvom det er den fjerde genindspilning af Hollywoods mest elskede kønspolitiske skæbnefortælling, spiller fortællingen om den unge kvinde Ally, hvis sangtalent opdages og coaches af den fallerede rockstjerne Jack stadig på de reneste følelsesstrenge. Sød musik opstår, men harmonierne bliver stadigt mere skingre, i takt med Allys popularitet begynder at overskygge elskeren og mentorens falmende spotlys.
‘Fucking Åmål’
Svenske Lukas Moodysson står bag en af de bedste skandinaviske ungdomsfilm nogensinde, som vi selvfølgelig måtte have med her på listen.
I ‘Fucking Åmål’ forelsker introverte Agnes (Rebecca Liljeberg) sig i sprudlende Elin (Alexandra Dahlström) fra klassen, og skønt hun indledningsvist ikke helt tør forfølge følelserne, bonder de to piger over, hvor røvsyg sovebyen Åmål er.
Det er en film, der noget nær perfekt indkapsler den forvirrende teenagetid, med udlængsler og sommerfugle i maven, og Robyns længselsfulde ‘Show Me Love’ på soundtracket hører uløseligt sammen med filmens ånd.
’The Dark Knight’
Der er ingen vej udenom evigt savnede Heath Ledgers historiske, Oscar-vindende skurkepræstation i Christopher Nolans bedste Bat-film, ‘The Dark Knight’. En præstation, der for mange stadig står som det ultimative, tøjleløse Joker-portræt af en superskurk, der her hverken er udstyret med en baggrundshistorie eller samfundssociale spidninger af »systemet«, der sviger.
Ledgers Joker er legemliggjort kaos, der bare gerne vil brænde hele lortet ned, og australieren er noget nær ugenkendelig, i hvad der på tragisk vis blev hans sidste rolle.
Med til det store billede hører naturligvis også, at resten af ‘The Dark Night’ er en gedigent velturneret actionfilm, der byder på en af de bedste biljagter nogensinde (til tonerne af Hans Zimmers bragende Nolan-horn, selvfølgelig) og Christian Bales ‘American Psycho’-smægtende flagermus i topform.
Det er en popcornfilm alenlangt over standard mainstreamniveau og en klassiker i superheltegenren, der snildt tåler mange gensyn.
’The Tale’
HBO’s originalfilm ’The Tale’ er instruktør og dokumentarist Jennifer Fox’ egen historie om et seksuelt forhold, hun havde som barn. I filmen spiller Laura Dern den 48-årige Jennifer, der bliver konfronteret med fortiden igennem en gammel stil, hun skrev som 13-årig.
Heri beskriver Jennifer forholdet til sin løbetræner, og hvordan denne og en kvindelig ridelærer sammen forførte hende – ud af kærlighed og gensidig respekt, skriver purunge Jennifer, som kun et uskyldigt barn kan idealisere en forkvaklet seksuel relation.
’The Tale’ er en af de mest kompromisløst komplekse skildringer af et ‘Lolita’-forhold, der nogensinde er kommet ud af Hollywood. Og den er sindssygt vigtig i sin svære nuancering af Jennifers minder, der blander skyld og skam med spørgsmål om, hvorvidt barnet til en vis grad også selv legede med drifterne.
Med instruktørens kulegravning af offerskam og diskrepansen mellem barne- og voksenmoral smadrer ’The Tale’ Hollywoods lillepige-feticheren med en wrecking ball.
’Harry Potter and the Prisoner of Azkaban’
Der er ingen ’Harry Potter’-film over Alfonso Cuaróns mesterlige tidsrejsefilm – den tredje i serien – der på virtuos vis tager et kvantespring fra Columbus’ to tidligere børnefilm og bringer Harry ind i de voksnes rækker med et mørkere univers, hvor indsatsen er større end nogensinde.
Allerede med scenen i Det hylende hus, hvor nogle af Englands fineste skuespillere – fantastiske Gary Oldman, David Thewlis, Timothy Spall og Alan Rickman – står over for hinanden, når Cuarón nye højder.
Filmen formår at fremkalde de største følelser i serien med sin evigtgyldige pointe om, at skinnet kan bedrage – en genkommen tematik i universet – og sin hjerteskærende udlægning af alt det, Harry mistede, da Voldemort slog hans forældre ihjel. Det er en hæsblæsende tour de force af filmmagi fra start til slut, der både formår at udvide universet og Harrys historie uden at gå på kompromis med livet på Hogwarts.
’Wonder Woman’
Hvor tegneserieudviklingen gerne har fulgt med tiden, haltede Hollywoods superheltesatsninger bagud på diversitetspoint indtil for få år siden – ud fra rent ’kommercielle’ hensyn, forstås. For DC’s Wonder Woman kunne vel ikke hamle op med Superman ved billetlugerne? Åh, jo.
I sommeren 2017 lød der et kapow! Da Patty Jenkins’ ’Wonder Woman’ satte DC’s maskuline filmfadæser til vægs med en fuldfed, international biografsucces, der gjorde samtlige fordomme om »kvindefilms« kommercielle inferioritet til skamme. Og som gav millioner af piger det sympatiske og helt igennem badass kvindelige superhelteikon, filmland havde manglet.
’Wonder Woman’ er forrygende god superhelteunderholdning med gnistrende god kemi mellem hovedrolleindehaver Gal Gadot og Chris Pine som kæk pilot – og det der guitar-riff på soundtracket? Øjeblikkeligt ikonisk.
’Fish Tank’
Andrea Arnolds fænomenale, prisvindende ’Fish Tank’ er britisk boligblokrealisme, når det er allerbedst, med Michael Fassbender som (gusten) hvid arbejderprins, Connor, der kommer tæt på både alenemoren Joanne og hendes utilpassede, 15-årige datter Mia (Katie Jarvis).
Mia fascineres af den charmerende, voksne mand, som i stigende grand opmuntrer flirten og gerne vil se hende danse hiphop – Mias store passion. Men magtbalancen mellem de to er selvsagt fatalt skrævvreden og Connor ikke helt den mand, han giver sig ud for.
Fassbender er genial som lummer-farlig Don Juan, men det er Katie Jarvis, der stjæler billedet i et af de bedste coming-of-age-portrætter fra det 21. århundrede.