’Suzume’: Miyazaki-inspireret animefilm blæser dig bagover
’Suzume’ er en af den slags film, hvor verden pludselig virker grå og kold, når man rejser sig fra eventyret i de rødvinsfarvede biografsæder.
Den nye film fra instruktøren bag ‘Your Name’ og ’Weathering with You’, Matoko Shinkai, starter i virkeligheden. Suzume er en almindelig 17-årig pige, der lever hos sin moster, fordi hendes mor forsvandt, da hun var lille. Men så en dag, på vej til skole, cykler hun forbi en mystisk ung mand, der spørger hende om beliggenheden af den nærmeste ruin.
Stik imod sin sunde fornuft vælger hun at følge efter manden ind i ruinerne, da hun opdager en dør, som tilsyneladende leder ind til en anden dimension. Chokeret træder hun tilbage på hælen og samler en mystisk sten op. Stenen forvandler sig til en kat og forsvinder.
Det, som Suzume kom til at slippe løs, viser sig at være en guddommelig kile, der havde til opgave at standse en epidemi af gigantiske, røde slanger i at bryde ud ad Japans vidtspredte portaler, for dernæst at strække sig mod himlen og dratte ned med seismologiske senfølger. Noget, som den unge mand – det seneste slægtsled i et blodsbånd af ’lukkere’ – rejser Japan rundt for at standse.
Da den stædige Suzume insisterer på at forbinde den unge mands sår på sit værelse, dukker katte-kilen ’Daijin’ imidlertid op og transporterer hans sjæl ind i en trebenet barnestol, og sammen må Suzume og stolen jagte den drilske gud i bestræbelsen på at give lukkeren sin oprindelige menneskeform, så han igen, bogstaveligt talt, kan holde jordskælvs-ormene fra døren.
Det første man lægger mærke til, når man træder ind i ’Suzume’s fantastiske univers, er den overvældende skønhed. Det er muligvis den flotteste animationsfilm, jeg nogensinde har set. Mens anime-filmens godfather Hayao Miyazakis smukkeste værker, såsom ’Chihiro og heksene’ og Kiki – den lille heks’ (Som Suzume er stærkt inspireret af), forlader sig på en næsten udelukkende håndtegnet æstetik, kombinerer Suzume de menneskelige penselstrøg med en nøje valgt computeranimation, der giver actionsekvenserne en effektiv intensitet.
’Suzume’ er vitterligt en film, som fortjener at blive set i biografen.
Det andet, man hæfter sig ved, er lydsiden. Ikke alene er soundtracket fantastisk, men reallydene underbygger filmens detaljegrad til et punkt, hvor man virkelig føler, at de tegnede omgivelser lever og ånder. En vindklokke, der klirrer sagte mod ruden. En cykelkæde, der risler frit langs metalliske tandhjul. Små ting i en stor fortælling, som er vidnesbyrd om en agtværdig og kærlig umage, der hurtigt kan drukne i filmbranchens industrielle hastværk.
Det er også interessant, hvordan filmen integrerer den moderne virkeligheds teknologi, hvor mennesker sms’er, instagrammer, tweeter og bruger kort-applikationer til at tracke deres lokation, uden at det spolerer magien.
’Suzume’ er low fantasy i den forstand, at de fantastiske elementer eksisterer i særlige lommer af en normal virkelighed, hvor folk går på arbejde, læser til eksamen og kører i brugte biler med defekte kalecher, hvilket gør filmens hovedpersoner mere rodfæstede og relaterbare, end genren normalt lykkes med.
Ser man bort fra de magiske elementer, følger Suzume de klassiske parametre for en god roadmovie. Den besjælede barnestol og heroiske teenagepige traverserer de japanske øer i jagten på Daijin og de åbne døre og møder undervejs et farverigt persongalleri af hjertevarme bifigurer, som giver dem mad og husly i betaling for diverse arbejdsopgaver.
Men lige som man begynder at føle, at universet næsten er for naivt i sin mangel på nederdrægtige eksistenser, afslører tredje akt en kobling til et mørkt kapitel af det rigtige Japans nyere historie, som genskænker Suzume sin nødvendige tyngde og understøtter det grundlæggende budskab om at fortsætte på trods i troen på noget bedre.
Desværre lander fortællingen ikke helt perfekt på fødderne. Måske er det min vesterlandske kynisme, der afholder mig fra at begunstige Suzume med sin sjette og på mange måder fortjente stjerne, crescendoets store øjeblik bliver for langt, for tårevædet og for udpenslet.
Den underfortalte magi slår revner i ekspositionens spotlys, men den afsluttende vaklen formår heldigvis ikke at undergrave den gennemstrømmende følelse af at blive svøbt i et magisk tæppe af hjertevarm filmmagi.
Kort sagt:
’Suzume’ er et gudesmukt eventyr, som blæser dig bagover, samler dig op og sender dig tilbage tilbage til barndommens følelse af, at alting kan lade sig gøre.