’The Days’: Netflix-serie om en af historiens værste atomulykker kræver meget stor tålmodighed
Den 11. marts 2011 fandt et undersøisk jordskælv sted ud for Japans østkyst.
Med en styrke på 9 på Richterskalaen var det det kraftigste jordskælv nogensinde dokumenteret i landets historie, og det skulle vise sig at få katastrofale følger. For i byen Okuma, 250 kilometer nord for Tokyo, ligger et af verdens største atomkraftværker, også kendt som Fukushima Daiichi.
Først ramte jordskælvet atomkraftværket, dernæst fulgte en tsunami, og pludselig havde Japan en potentiel Tjernobyl på hænderne. Historien bliver nu fortalt på dramatisk vis i Netflix-serien ’The Days’, og som titlen antyder, følger vi de skæbnesvangre dage, hvor de ansatte ved Fukushima Daiichi kæmper for at råde bod på den ene dødbringende ulykke efter den anden.
I spidsen finder man den empatiske og erfarne kraftværkschef Yoshida, spillet af Koji Yakusho, nok bedst kendt i den vestlige verden for sine samarbejder med de japanske kultinstruktører Kiyoshi Kurosawa og Takashi Miike.
Da det kraftige jordskælv forårsager fuldt strømsvigt, og den efterfølgende tsunami forvolder stor skade på kraftværkets reaktorer, må Yoshida lede sit hold minut for minut, time for time fra en jordskælvssikret bygning – den eneste med adgang til strøm – alt imens han konfererer med en krisekomité samt Japans premierminister (Fumiyo Kohinata).
Stemningen er presset. At redde ansigt er det absolut vigtigste for komitéens gråhårede mænd i heldragter, mens Yoshida må jonglere med flere slibrige bolde på én gang. I kontrolrummet på én af de tre aktive reaktorer arbejder en selvmordsenhed, ledt af chefoperatøren Maejima (Yutaka Takenouchi), på højtryk for at forhindre, at det værst tænkelige skal ske, nemlig at reaktoren springer, så der slipper radioaktiv stråling ud i atmosfæren. Alt dette iført sikkerhedsdragter i kulsort mørke kun oplyst af lommelygter.
Det er uundgåeligt at sammenligne ’The Days’ med Craig Mazins mesterstykke ’Chernobyl’ fra 2019, der med flot instruktion af Johan Renck og et blændende godt ensemble formåede at komprimere fortællingen om den katastrofale sovjetiske atomulykke samt dens eftervirkninger ned til blot fem afsnit.
’The Days’ kommer godt fra start med et spændingsfyldt afsnit, der nærmest når Roland Emmerich-lignende tilstande med jordskælv og tsunami af bibelske proportioner, mens folk løber skrigende rundt og vælter over alt og intet.
Hvor det i Tjernobyls tilfælde især var inkompetence fra de højere magter, der forårsagede ulykken, er det her overvejende ren force majeure. Men derefter går der ikke længe, før man flere gange i løbet af et afsnit må tage sig i at kigge på uret, mens tempoet snegler sig afsted.
Eftersom ’The Days’ er baseret på flere førstehåndskilder fra den virkelige ulykke, er den faktuelt præcis og dækker minutiøst de beslutninger, der bliver taget, gode og dårlige. Tunge fagtermer slynges til højre og venstre, og hvis man vælger at se serien på originalsproget (som man selvfølgelig gør), skal man ikke secondscreene for meget, for så bliver afsnittene kun endnu længere, når man skal spole tilbage hvert andet minut.
Underholdningsværdien forgår desværre en smule grundet undervejs, da materialet mildest talt ikke rækker til otte afsnit. Især når man aldrig rigtigt kommer ind under huden på figurerne. Trods fint skuespil er det svært at sympatisere med karakterer, man knap nok lærer at kende.
Når ’The Days’ er god, er den til gengæld rigtigt god. Serien er flot og innovativt skudt langt henad vejen, og spændingsmomenter i form af op til flere brinteksplosioner samt tapre kamikazeaktioner af operatørerne for at sikre reaktorernes velvære er direkte adrenalinfremkaldende. Man føler da for ofte, at man sidder og ser de samme scener om og om igen.
Der er lang vej op til ’Chernobyl’, men ’The Days’ gør et hæderligt forsøg på at fortælle den vigtige historie om Fukushima Daiichi, og om hvordan mennesket har en tendens til at skabe ting, der er dødsensfarlige både for os selv og vores omgivelser.
Kort sagt:
’The Days’ blegner på flere parametre ved siden af Craig Mazins formidable ’Chernobyl’ fra 2019, men hvis man har tålmodighed til at se miniserien til ende, fortælles en vigtig historie om, hvordan vi som mennesker leger med ilden i håb om en lysere fremtid.