Hvis du ikke er wrestlingvant, kender du nok ikke til det mexicanske fænomen »Lucha Libres svar på Liberace«: Saúl Armendáriz.
Det vil instruktør Roger Ross Williams (‘Love to Love You, Donna Summer’, ‘Life, Animated’) lave om på med sin kommende Amazon Prime-film ’Cassandro’.
Den usædvanlige biopics første trailer, der har Gael García Bernal i hovedrollen som den flamboyante wrestler, er netop landet.
Filmen er baseret på historien om den mexicanske wrestler Saúl Armendáriz, som optrådte under aliasset Cassandro. Cassandro var en såkaldt ’exótico’, hvilket dækker over en skurkekarakter, der optræder overdrevent feminint i den populære form for freestyle-wrestling ’Lucha Libre’.
Gael García Bernal skal portrættere Armendáriz. I traileren får man smagsprøve på hans til rollen nye udseende med afblegede lokker og zebrastribet spandex.
Den puertoricanske rapper Bad Bunny har også en mindre rolle i filmen. Den globale popstjerne har selv haft en mindre karriere indenfor wrestling og optrådt i det amerikanske WWE.
Instruktør Roger Ross Williams har tidligere vakt opsigt som dokumentarist og vandt i 2010 en Oscar for dokumentarkortfilmen ’Music by Prudence’.
Kontrasten mellem Armendáriz’ homoseksualitet og feminine persona i det hypermaskuline wrestlingmiljø kunne umiddelbart være en kilde til konflikt. Men ifølge Williams fik Cassandro rykket ved macho-kulturen: »Han fik deres respekt på grund af sine evner og talent. Her var en åben homoseksuel mand, og ingen så det som et problem«, udtalte instruktøren til IndieWire i forbindelse med filmens premiere på Sundance Festivalen tidligere i år.
Armendáriz har selv været en del af filmen som rådgiver.
’Cassandro’ får premiere på Amazon Prime 22. september.