’Reptile’: Castingen af Justin Timberlake er ret genial i stilet Netflix-thriller

’Reptile’: Castingen af Justin Timberlake er ret genial i stilet Netflix-thriller
'Reptile'. (Foto: Daniel McFadden/Netflix)

»Åh nej«, tænkte jeg 20 minutters tid inde i ’Reptile’.

Én af karaktererne i den nye Netflix-krimi havde lige ytret en meget dårlig vits om homoseksuelle, som et helt selskab af politimænd gnæggede over. Og jeg studsede over, om filmen faktisk forherligede denne forældede machojargon.

’Reptile’ er nemlig en hårdkogt amerikansk krimithriller af den slags, der dyrker de følelseskolde, kantede og sarkastiske mandsfigurer – og som desuden har en ung blondines død i centrum for sit krimiplot, der ellers mest er befolket af skumle mænd.

Instruktør Grant Singers nye film revolutionerer med andre ord ikke genren.

Den succesfulde ejendomsmægler Summer Elswick (Matilda Anna Ingrid Lutz) bliver fundet myrdet i sit hjem af kæresten Will Grady (Justin Timberlake). Politichef Robert Allen (Eric Bogosian) giver sagen til den garvede efterforsker Tom Nichols (Benicio Del Toro) og den mere uprøvede kollega Dan Cleary (Ato Essandoh), som hurtigt finder frem til en hel række mistænkte.

‘Reptile’. (Foto: Kyle Kaplan/Netflix)

Vitterligt alle i offerets omgangskreds fremstår faktisk suspekte – inklusive topnervøse Will Grady, der fra filmens åbningsscene viser sig at være manipulerende og temperamentsfuld. Også Elswicks ekskæreste, kunstneren Sam Gifford (Karl Glusman), virker påfaldende nervøs, da detektiverne tropper op foran hans hjem for at stille et par standard-spørgsmål.

Imens humper en lokal særling med fedtet hår, spillet af Michael Pitt, rundt i skyggerne med utvetydig interesse i mordsagen.

Alle spiller solidt i ’Reptile’, og castingen af charmetrolden Justin Timberlake som usympatisk og usikker kæreste er ret genial. Hovedrolleindehaver Benicio Del Toro, der også står krediteret som manuskriptforfatter sammen med Singer og Benjamin Brewer, er imidlertid klart hovedattraktionen.

‘Reptile’. (Foto: Daniel McFadden/Netflix)

Del Toros fascinerende pokerfjæs er svært at fjerne øjnene fra. Hans rolige stemmeføring og langsomme bevægelser passer godt til filmens ditto stilede billedside med ubesværede, glatte kamerature.

Tom er cool, rutineret og skarp, men går ikke så meget op i protokol. For eksempel foreslår han at forhøre Will Grady, mens han er koblet op på en løgnedetektor, der i virkeligheden er slukket – bare for at presse vidnet.

Undervejs begynder der at vise sig frygt og uro bag Toms maske, idet mordmysteriet udvikler sig til en decideret paranoiathriller. Da politiet finder frem til en gerningsmand, kan Tom nemlig ikke slippe tanken om, at nogen stadig går og skjuler noget.

Tom bliver mere indadvendt og varsom. Pludselig er den førnævnte machokultur faktisk en del af mystikken. Gemmer der sig hemmeligheder bag de dumsmarte kommentarer?

’Reptile’ viser sig at være et studie af et giftigt maskulint miljø, hvor man eksempelvis kan finde på grinende at vædde penge om resultatet af en dna-prøve fra et blodigt gerningssted. Og hvor man gør det til en joke, at en kollega ved et uheld har slået et menneske ihjel. Mine bange anelser om forherligelse blev modbevist.

‘Reptile’. (Foto: Daniel McFadden/Netflix)

Selv efter paranoiaen har sat ind, udspiller ’Reptile’s mordopklaring sig i et tålmodigt slowburn-tempo – ét spor, ét spørgsmål, ét svar ad gangen.

Jeg værdsætter egentlig, når man, som i ’True Detective’ og ’Mindhunter’, kan følge grundigt med i detektivernes proces. Dog føles ’Reptile’ med sin spilletid på 134 minutter lige lovligt lang.

I midten af filmen kører fortællingen næsten i tomgang, indtil Tom indstiller sit sigtekorn på nye svarmuligheder til mysteriet. Heldigvis fører det frem til et umanerligt veleksekveret, nervepirrende klimaks, som bestemt er ventetiden værd.


Kort sagt:
Benicio Del Toro er hovedattraktionen i den hårdkogte slowburn-krimi ’Reptile’, som efter lidt for meget tomgang afrunder sit mordmysterie med bravur.

’Reptile’. Spillefilm. Instruktør: Grant Singer. Medvirkende: Benicio Del Toro, Justin Timberlake, Alicia Silverstone, Michael Pitt, Karl Glusman, Eric Bogosian. Spilletid: 134 min. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af