’John Lennon: Murder Without a Trial’: Ny dokumentar om drabet på John Lennon er rørende – ja, til tider ubærlig
Med sange som ’Give Peace a Chance’, ’Happy Xmas (War Is Over)’ og ikke mindst ’Imagine’ stadfæstede musikikonet John Lennon i starten af 70’erne sit navn som en af de største og mest insisterende fredsforkæmpere.
Men det var ikke kun som musiker og sangskriver, at det tidligere Beatles-medlem gjorde verden opmærksom på sine stærke holdninger til datidens magtelite under ledelse af Richard Nixon og til den udskældte Vietnamkrig, der rasede, da Lennon udgav sine ikoniske sange. Hans popularitet gjorde ham i stand til at mobilisere en enorm modstand mod både krigen og Nixon.
»Ingen har nogensinde givet freden en reel chance. Gandhi prøvede. Martin Luther King prøvede. Men de blev begge skudt«.
Sådan lyder én af de mange lydoptagelser af John Lennon i den nye Apple-dokumentarserie ’John Lennon: Murder Without a Trial’. Første afsnit har titlen ’The Last Day’, der refererer til den skæbnesvangre aften 8. december 1980, hvor John Lennon med koldt blod blev dræbt af Mark David Chapman.
Flere af seriens medvirkende har af forskellige årsager valgt først at dele deres vidneudsagn i forbindelse med denne dokumentar.
Journalisten Laurie Kaye havde fået drømmejobbet og skulle til New York for at interviewe John Lennon og Yoko Ono i deres lejlighed i New York, samme dag som mordet fandt sted. I Lennons sidste interview kan man høre, hvordan han brænder for sin sag for fred i verden, og om det ansvar, man som kunstner har for at slå igennem med sine budskaber.
Det er umulig ikke at blive påvirket af Lennons stemme. Både fordi man ved, hvad der sker nogle timer senere, og i høj grad også fordi man har oplevet den indflydelse, han har haft og stadig har på verden 43 år efter sin alt for tidlige død.
Mens interviewet finder sted, samledes fans på fortovet foran bygningen. Det betragtede Jay Hastings og Joe Many, der begge arbejdede som portner i Dakota-bygningen den dag. Many fortæller, at han lagde mærke til Chapman, der opførte sig anderledes end de resterende fans.
Klokken 16.30 forlader Kaye, Ono og Lennon bygningen. Mens det verdensberømte par stiger ind i deres ventende limousine, antastes Kaye af en mand, der meget insisterende spørger, om hun talte med Lennon og fik hans autograf. Hun ignorerer ham.
John Lennon og Yoko Ono tager i studiet for at indspille en ny single med produceren Jack Douglas, der også medvirker og kommer med udsagn om, hvordan Lennon i studiet havde en enorm selvtillid og en »ekstatisk energi«.
Her sidder man med en fornemmelse af, at verden blev frarøvet en helt unik personlighed, der var på toppen både personligt og musikalsk.
22.40: Joe Many er stadig på arbejde og lægger igen mærke til Chapman ude foran bygningen, hvor Lennon bor.
22.48: Taxachaufføren Richard Peterson ser Lennon blive skudt, mens Chapman står med pistolen uden at flygte, tager sin jakke af og finder en bog (Salingers ’Forbandede ungdom’) frem. En bog, der nævnes senere i dokumentaren i forbindelse med et opsigtsvækkende drabsforsøg tre måneder senere.
Det er hårrejsende at høre disse meget detaljerede vidneudsagn fra dem, der var tættest på, da tragedien udspillede sig. Selvom første afsnit ikke bidrager med noget nævneværdigt nyt, er det miniseriens stærkeste, og man sidder med en klump i halsen, når Jay Hastings beretter om, at Lennon kommer hen imod ham, siger »Jeg er blevet skudt« og efterfølgende kollapser på gulvet foran ham.
Det er blot en af de mange rørende beretninger fra seriens medvirkende. Kombineret med originale optagelser af grådkvalte og ulykkelige fans, der netop har modtaget den tragiske nyhed, gør, er første afsnit til tider næsten ubærligt at komme igennem.
Den første betjent, der ankommer til gerningsstedet, er Peter Cullen, der fortæller, at han kom frem og spurgte, hvad der var sket, hvorefter nogen peger på Chapman og siger: »Han har lige skudt Lennon«.
Chapman lægges i håndjern, og politiet kører Lennon til det nærtliggende Roosevelt-Hospital.
Den minutiøse og detaljerede gennemgang af forløbet er ikke kun rørende i forhold til drabet på Lennon. Den spiller også en afgørende rolle i seriens to sidste afsnit, der følger henholdsvis efterforskningen og retssagen.
Det er her, man sidder med et håb om, at serien vil komme med noget nyt og afslørende i forhold til, hvad der fik Chapman til at myrde Lennon. Var han alene om det? Var han sindssyg i gerningsøjeblikket? Og mest interessant: Var mordet politisk bestemt?
Serien undersøger det hele, blandt andet med udsagn fra Elliot Mintz, ven af både John Lennon og Yoko Ono. Ifølge ham var parret overbevist om, at de blev både aflyttet og forfulgt. I endnu en lydoptagelse siger Lennon: »This was serious. They were coming for me, one way or the other«.
Som om han havde forudset sin egen tragiske skæbne.
Foruden de mange beretninger kommer dokumentaren med flere tankevækkende indicier for, at drabet ikke bare var en gal mands handlinger. Heriblandt FBI-dokumenter, der siger, at Lennon blev anset som en »politisk trussel«, og at »der blev taget initiativer på højeste niveau for at gøre noget ved Lennon-problemet«.
Der er altså masser af stof til eftertanke i Apples nye dokumentar. Og alligevel sidder man med en følelse af, at alt, der kommer frem, er noget, man vidste i forvejen.
Kort sagt:
Apples nye Lennon-dokumentar er til tider både ubærlig og tankevækkende. Men man kunne have håbet på, at den ville bringe mere nyt til debatten om drabet på det verdensberømte musikikon.