Når årets udgave af Venedig Film Festival løber af stablen i næste måned, vil Thomas Vinterberg og Nicolas Winding Refn ikke være eneste danske islæt i programmet, som netop er blevet annonceret.
Alex Høgh Andersen har nemlig en rolle i den spanske mesterinstruktør Pedro Almodóvars nye film ‘The Room Next Door’, som vises i festivalens prestigefulde hovedkonkurrence. Det har den danske skuespiller selv afsløret i dag i et Instagram-opslag.
Det vides endnu ikke, hvilken rolle Høgh Andersen indtager i den nye film, men han får selskab af blandt andre Tilda Swinton, Julianne Moore og John Turturro.
‘The Room Next Door’ er Pedro Almodóvars første engelsksprogede spillefilm. Instruktørikonet, der var juryformand på Cannes-filmfestivalen i 2017, er kendt for spanske perler som ‘Alt om min mor’, ‘Huden jeg bor i’, ‘Volver’ og ‘Tal til hende’. Han vandt i 2003 en Oscar for manuskriptet til sidstnævnte.
Filmen får dansk premiere 31. oktober.