»Tronen er ledig«, lyder det i første højdramatiske trailer til ‘Conclave’, første film af Edward Berger siden den tyske instruktørs firdobbelte Oscar-vinder ‘Intet nyt fra vestfronten’. Det skriver Deadline.
Her er tale om tronen i Vatikanstaten. ‘Conclave’, der er skrevet af Peter Straughan (‘Dame, konge, es, spion’) og er baseret på en bestsellerroman af samme navn, begynder således med, at paven dør. Herfra følger filmen den længerevarende – og intrigefyldte – proces omkring valget af et nyt overhoved for den katolske kirke.
Ralph Fiennes indtager hovedrollen som Kardinal Lawrence – manden, der skal styre de hemmelighedsomgærdede magtkampe i Vatikanet. Undervejs opdager han et lyssky komplot, som truer med at ryste selve kirkens fundament.
Fiennes får selskab af sværvægterne Stanley Tucci og John Lithgow foruden den italienske legende Isabella Rossellini.
‘Conclave’ kommer i amerikanske biografer 1. november. En dansk premieredato er endnu ikke annonceret.