Se første forsmag på Christopher Nolans ‘The Odyssey’ – med uventet hovedrolle

Se første forsmag på Christopher Nolans ‘The Odyssey’ – med uventet hovedrolle
Christopher Nolan. (Foto: Samir Hussein/WireImage)

Universal har netop delt første billede fra Christopher Nolans kommende storfilm ‘The Odyssey’, skriver The Playlist.

Billedet forestiller Matt Damon iført hjelm. Og netop Damon indtager hovedrollen som Odysseus i filmen baseret på Homers oldgræske helteepos ‘Odysseen’, afslører Universal i opslaget på X.

Hidtil gik den uofficielle melding på, at Tom Holland skulle spille hovedrollen i filmen, men det ser altså ikke sådan ud alligevel.

Matt Damon i ‘The Odyssey’.

Damon og Holland får stjernespækket selskab. Blandt andre Zendaya, Robert Pattinson, Anne Hathaway, Charlize Theron, Lupita Nyong’o, Jon Bernthal, Benny Safdie, Mia Goth og Elliot Page figurerer på rollelisten.

Forlægget blev skrevet omkring 675 f.Kr. og fortæller historien om Odysseus, konge af Ithaca, der skal på en lang og farefuld rejse hjem fra Den trojanske krig. På vejen tilbage til sin ventende hustru Penelope møder hovedpersonen blandt andet en kyklop, lokkende sirener, havguden Poseidon og det sekshovede monster Skylla.

Nolans nyfortolkning får amerikansk biografpremiere fredag den 17. juli 2026. Sandsynligvis kommer filmen i de danske biografer en eller to dage forinden.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af