Britisk komiker er favorit til at spille Hagrid i kommende ‘Harry Potter’-serie

Britisk komiker er favorit til at spille Hagrid i kommende ‘Harry Potter’-serie
Simon Pegg og Nick Frost i 'Shaun of the Dead'. (Foto: PR)

Skuespilholdet til den kommende seriefortolkning af ‘Harry Potter’-bøgerne begynder (uofficielt) at samle sig.

Nu melder Deadline, at Nick Frost er favorit til rollen som Hogwarts’ nøglebærer Rubeus Hagrid. Den britiske komiker, skuespiller og manuskriptforfatter er ifølge mediets anonyme kilder i forhandlinger om at spille halvkæmpen, som i filmene blev gestaltet af nu afdøde Robbie Coltrane.

Mange kender nok Nick Frost som Simon Peggs faste makker i blandt andet Edgar Wrights Cornetto-filmtrilogi ‘Shaun of the Dead’, ‘Hot Fuzz’ og ‘The World’s End’.

HBO har vanen tror nægtet at kommentere rygtet, ligesom streaminggiganten ikke har bekræftet andre skuespilnavne til serien.

Amerikanske John Lithgow har dog selv bekræftet, at han skal spille Albus Dumbledore. Derudover er Janet McTeer rygtet til rollen som Minerva McGonagall, mens Paapa Essiedu efter sigende skal spille Severus Snape.

‘Harry Potter’-serien går i optagelse til sommer med showrunner Francesca Gardiner (‘Succession’, ‘His Dark Materials’) og instruktør Mark Mylod (‘Game of Thrones’, ‘Succession’) ved roret.

Premieren er sat til slutningen af 2026 eller starten af 2027.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af