Soundvenue Streamer – tre weekendanbefalinger: Har du overhovedet hørt om en af sidste års mest roste film?

Hver fredag fremhæver vi tre film eller serier fra streamingtjenesterne, der kan gøre din weekend lidt bedre.
Soundvenue Streamer – tre weekendanbefalinger: Har du overhovedet hørt om en af sidste års mest roste film?
'Min mormors millioner'. (Foto: Angel Films)

1. Verdens værste barnebarn 

Der er god sandsynlighed for, at du ikke engang har hørt om den thailandske feelgood-film ‘Min mormors millioner’

Den var væk næsten lige så hurtigt, som den fik premiere i de danske biografer. Til gengæld var den en vaskeægte billetbasker i Asien – og højdespringer i en helt anden sammenhæng, nemlig på platformen Letterboxd, hvor den var én af 2024’s tre bedste film baseret på brugerratings. Kun overgået af ‘Dune – del 2’ og Brasiliens Oscar-vinder ‘I’m Still Here’. 

Og der er bestemt noget om hypen. Vi følger verdens værste barnebarn M, der har næsen dybt plantet i sin iPhone og en doven karriere som Twitch-streamer og ikke har den mindste interesse i sin gamle mormor Amah. Da hun står for døden, sætter han sig dog for at indhente det tabte – mest med udsigt til at arve hende. Hvilket på bedste tåreperservis udvikler sig meget mere rørende end startens kalkulerede byttehandel. 

Fans af film som ‘The Farewell’ er på hjemmebane. For selvom vi befinder os i Bangkok, stammer filmfamilien fra Kina.

‘Min mormors millioner’ kan ses på Filmstriben. 

Michelle Williams i ‘Dying for Sex’ (Foto: FX Networks/Disney+)

2. Michelle Williams skal omkomme!

Drop Nik og Jays Blå Kings og rødvin ved vandet i ‘En dag tilbage’. 

Da døden banker på Michelle Williams dør i ‘Dying for Sex’ i form af en terminal cancerdiagnose, beslutter hun sig for at komme, til hun omkommer. 

Hollywood-stjernen spiller Molly, der aldrig har fået en orgasme under sex med et andet menneske. Så da hun får at vide, at hendes dage er talte, dropper hun sin ægtemand og sætter stort ind på seksuel tilfredsstillelse. 

Der er masser af komisk tæft i karaktergalleriet. En af dem, Molly ender i seng med, er den unge SNL-stjerne Marcello Hernandez, mens hendes trofaste veninde Nikki spilles af Jenny Slate, og Jay Duplass agerer den dumpede husbond . 

Det tegner til et komisk og benhårdt greb om bucketlist-fænomenet. 

‘Dying for Sex’ kan ses på Disney+. 

‘Heks’. (Foto: CPH:DOX)

3. Publikumsfavorit på CPH:DOX

Årets CPH:DOX-festival er overstået, men hvis du ikke nåede at fange årets publikumsfavorit, er der råd for det. 

Det blev Emil Nørgaard Munks ‘Heks’, der vandt flest publikumshjerter med sit portræt af Andrea Hejlskov, der flyttede sig selv og sin familie ud i en skov i 2014 for at leve i pagt med naturen. Uden vand og el. 

Da vi møder hende flere år senere, bliver vi dog lidt klogere på, hvad det egentlig vil sige at trække stikket til civilisationen. Her er hun nemlig flyttet tilbage og helt menneskeligt tynget af livets gang, som børn der er blevet voksne, og karriereudfordringer og en skilsmisse.

Samtidig blusser Hejlskovs gamle skizofrenidiagnose op igen og kaster en virkelig skygge over forbindelsen til det spirituelle.

‘Heks’ kan lejes på PARA:DOX. 

Set det hele? Så tjek sidste uges anbefalinger. 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af