’Poker Face’ sæson 2: Natasha Lyonne er fortsat fænomenal som antihelten, der nærmest snubler over mordere
Åh, hvor har jeg dog savnet den charmerende Charlie Cale (Natasha Lyonne) og hendes korte, kontante catchphrase: »Bullshit«.
Lykkeligvis er den amerikanske, supercool krimiserie om kvinden med den utrolige evne, at hun kan læse, når folk lyver, endelig tilbage med anden sæson – og her er der fortsat lige så megen bullshit, som der er dødsfald.
For præcis som sidst indledes hvert afsnit med et mord, hvor publikum sidder som mere eller mindre neglebidende voyeurer og overvære hele den bestialske herlighed. Herefter spoles tiden tilbage, og så skal den menneskelige løgnedetektor med den rusty stemme, det rene hjerte og den imponerende samling af aviator-solbriller slutteligt samle brikkerne.
Med skæv humor og besnærende visualitet kan der nok en gang trækkes paralleller til ’Knives Out’ og ’Glass Onion’ (ikke sært, når Rian Johnson står bag alle tre mysteriekomedier). Men modsat disse krimihits er ’Poker Face’s fokus som bekendt ikke hvordan, men derimod hvorfor folk dræber og dræbes.
Svarret på det spørgsmål ville formodentligt have en umådeligt alvorstung klang, hvis det omhandlede nuværende ulykkelige krigs- og stridighedssituationer, men i dette banjo-akkompagnerede univers fuld af skøre svindlere og 70’er-lækkerhed bliver motiverne (og mordene) mere og mere weird.
Man griner sig derfor igennem underligt sjove fortællinger om døde, lydige hamstere og ulovligheder med brystmælk.
Men ikke alt er sjovt. Der er ærligt talt steder, hvor det hele bliver lidt kedeligt og repetitivt. Episoderne svinger i kvalitet og intensitet, og sommetider virker det som om, at det ikke udelukkende er de mange ofre, der mister liv og puls.
Når afsnittene er gode, er de til gengæld virkelig gode. Ja, i ét er der endda både overraskelser og op til flere gisp og gasps, når John Cho gør det eminent som leder af en lidt speciel gangstergruppe.
Generelt er ’Poker Face’ benådet med skønne skuespilpræstationer og gæsteoptrædener fra blandt andre Katie Holmes, Cynthia Erivo, Kumail Nanjiani og Justin Theroux.
Der er dog ingen tvivl om at ’Poker Face’s absolutte stjerne og moneymaker er Natasha Lyonnes Charlie Cale. For ’Russian Doll’-stjernen er fænomenal som semi-dranker og chaotic good antihelt, der nærmest snubler over mordere. I denne anden sæson kommer vi endda tættere på den selvbetitlede lone wolfs blødere sider.
Hun er dog stadig primært en hårdtsparkende og rå dame, der med en ukuelig vilje og menneskemod søger småjobs, så hun kan leve sin dag-til-dag-livsstil.
Og det er rigtignok grineren at se hende som både æbleplukker og som røgrekvisit i en middelmådig B-film. Men hvor første sæson var bundet glimrende sammen gennem hendes flugt fra casinokongen Stearling, er årsagen til hendes life on the run and the road mindre tydelig denne gang.
Man fatter i øvrigt heller ikke helt, hvorfor hun pludselig vaper, eller hvorfor Steve Buscemis stemme pludselig høres over den rustne stationcars anlæg.
Nå, men alt behøver vel heller ikke at være forståeligt for at være udmærket underholdning. I virkeligheden er jeg en smule ligeglad med, hvorfor hun flygter eller lytter til en fremmed bilradio-mand, så længe hun gør det.
Og med en på sin vis cliff-hængende slutning tyder meget på, at både hun og serien lykkeligvis kommer til at køre videre.
Kort sagt:
Anden sæson af ’Poker Face’ er muligvis ikke lige så skarp og velfortalt som den første, men det er fortsat mere end fornøjeligt at glo på denne supercool whydunnit-serie takket være skæv humor, 70’er-lækkerhed og Natasha Lyonnes formidable hovedkarakter.
Anmeldelsen er baseret på hele sæsonen.