DE HOTTESTE FILM NOGENSINDE. At se backpackerklassikeren ’The Beach’ i dag er som at åbne en tidskapsel.
Danny Boyles film er fra 2000 og bygger på Alex Garlands bog fra 1996, og den er et perfekt destillat af sin tid i både tematikker, æstetik og kulturelle referencer.
Vi har en ung Leonardo DiCaprio castet i en film med et kun mellemstort budget. Moby er cool, og turisme er en helt anden størrelse end i dag: som at bladre i sine forældres analoge feriebilleder med bikinier og shorts i high cut og bumletoge gennem Europa. Var alting bare romantisk dengang, inden telefoner og lavpris-flyselskaber?
Det er, hvad man på internettet i dag kan finde som 90s aesthetic eller travel core. En form for performance af en tid, der ikke længere findes – og nostalgi efter en tid, man aldrig selv har oplevet.
Filmen fremkalder ikke kun den nostalgi, fordi den er 25 år gammel og derfor både indeholder engangskameraer og computeranimationer, der ligner, de er lavet i ’Sims 2’. Den gør det også, fordi det er en film, der handler om at længes:
Længes efter oplevelser, som er vildere, mere enestående og mere autentiske, end hvad man – hvad nogen – har prøvet før. Længes efter et sandt og ufiltreret møde med Den Store Verden, hvor man har efterladt sin identitet som turist eller vesterlænding. Og selvfølgelig længes efter en smuk, fransk rejsende, som er forbudt, fordi hun har en kæreste, hvilket kun gør det mere spændende.
For at det kan blive hedt, skal der først være længsel, og det er der altså til overflod i ’The Beach’.
Sexet nostalgi
DiCaprio spiller hovedpersonen Richard. Han er ung og amerikaner, og det er egentlig alt, vi ved om ham.
For hvem han er, betyder ikke noget, siger han i åbningsmonologen:
»Not once you’ve crossed the ocean and cut yourself loose. Looking for something more beautiful, something more exciting and, yes I admit, something more dangerous«.
Han er rejst over Stillehavet til Bangkok, »the gateway to Southeast Asia«, og bevæger sig gennem en af byens famøse gademarkeder, hvor han bliver tilbudt alt fra husly til slangeblod, inden han ender på et luset hotel med papirtynde vægge.
Problemet for Richard er bare, at alle andre er på den samme jagt som ham efter den rigtige oplevelse af Asien. De viser tilmed amerikanske film på hotellet. Men om natten er en gal skotsk turist løs på hotelgangen. Han tilbyder Richard et sug af sin joint og fortæller ham om en hemmelig strand, »the real fucking deal«, hvor en lille flok rejsende holder til. Den er perfekt, men den er forbudt. Så der må Richard selvfølgelig hen. Og dagen efter har skotten da også efterladt ham et kort.
Nej, denne første del af filmen er måske ikke så sexet. Vi snakker beskidt sengetøj og blod på væggen. Alligevel er der allerede noget her, der er tiltrækkende for mig. En del af det er fornævnte nostalgi: At rejse inden Hostelworld og Google Maps, og inden Instagram gjorde os konstant bevidste om, hvordan andres og vores egne ferier ser ud.
Og ja, inden klimakrisens syndefald, hvor man indså, at ens rejsevaner sætter enorme aftryk på kloden.
Men det er også den universelle længsel efter at rejse ud og at føle, at verden er stor. Det er både pirrende og ubehageligt at spejle denne længsel i Richard: endnu en turist, der tror, han kan transcendere det prædikat.
Richard tager skottens kort og overbeviser det smukke franske par, han har mødt på hotellet, om at tage med ham. Han er mest interesseret i kvinden, Francoise, men hendes kæreste følger med. Sammen sætter de jagten ind på paradis.
Perfekt ironi
De finder den perfekte strand, et helt simpelt liv, meget få forpligtelser og smuk, ung kærlighed.
Om natten går Richard og Francoise ned til vandet og kysser midt i morilden. Men når gruppen alvorligt mangler mad, tager Richard og deres leder Sal, spillet af Tilda Swinton, ind til den nærmeste by, som rummer alt det forurenede turisme, de er flygtet fra, og har sex bag et myggenet.
Det er ret hot at være i den spænding, der opstår mellem Francoise og Richard, mens han i bytte for at blive på stranden er nødt til også at holde Sal tilfreds. Hele stranden er en æggende fantasi om de eventyr, der venter i den anden ende af en flyrejse. En hemmelighed, som aldrig må nå de forkerte turister. Altså de andre.
Filmen var Danny Boyles Hollywood-gennembrud efter debutmilepælen ’Trainspotting’, mens Garland som bekendt siden selv skulle instruere film som ’Ex Machina’, ’Annihilation’ og ’Civil War’. Så selvfølgelig er der også et element af socialkritik i ’The Beach’: af masseturisme, vestlig kulturs dominans og individets illusionsbårne eskapisme. Og selvfølgelig ender alt sammen – stranden og Richards perfekte rejse – dramatisk.
Som en form for perfekt ironi har den strand i Thailand, hvor ’The Beach’ blev filmet, været lukket eller kun åben under strenge begrænsninger i mange år, fordi turister flokkedes til for at se den med katastrofale følger for stranden og den omkringliggende natur.
Så det er egentlig lidt skamfuldt at indrømme, at ’The Beach’ er en så hed film for mig. En film om vores hedonistiske tendenser og behovet for at finde, der er bedre, mere spændende, hottere og, ja, farligere lige lidt længere fremme.
Vi mennesker har bare aldrig været gode til at indse, hvornår festen er slut.
’The Beach’ kan ses på Disney+, Blockbuster, Apple TV og Viaplay.