To YouTube-stjerner var hemmelige kærester i 16 år, og det er ikke kun godt, at de nu har delt det

Det var en kæmpe nyhed for barndomsfans af youtuberne AmazingPhil og Danisnotonfire, da de for nylig fortalte verden, at de havde været sammen i årevis. Men det er også en historie om fans’ ærgerlige adfærd.
To YouTube-stjerner var hemmelige kærester i 16 år, og det er ikke kun godt, at de nu har delt det
Dan Howell og Phil Lester. (Foto: YouTube @DanAndPhil)

Hvis du er i midt- eller slut-20’erne og var dårlig til idræt i folkeskolen, er der en god chance for, at navnene AmazingPhil og Danisnotonfire giver dig et stik af nostalgi.

I slutningen af 00’erne og starten af 10’erne var de nemlig en del af et YouTube-fællesskab med millioner af følgere. Med deres dagbogsagtige og selvudleverende videoer og hyperfiksering på ting som ’Doctor Who’, ’The Legend of Zelda’ og ’Harry Potter’ blev de et helle for alle selvudnævnte nørder og misfits.

AmazingPhil (som egentlig hedder Phil Lester) og Danisnotonfire (Daniel Howell) lagde ugentligt videoer op, hvor de talte om deres liv, lavede små sketches eller konkurrencer, ofte sammen med hinanden og med YouTube-kolleger som Charlie McDonnell (Charlieissocoollike), Carrie Hope Fletcher (Itswaypastmybedtime), Jack Howard og Dean Dobbs (JackandDean) og Alex Day.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De var med til at udbrede vlog-konceptet (ligesom en blog, bare video) og den intense måde, videoer i dag ofte er produceret på med jump cuts og overforbrug af effekter. De var omdrejningspunktet for store fan-fællesskaber, hvor ligesindede nørder fandt hinanden i kommentarsporerne til videoerne og på Tumblr.

I de år så vi ’Harry Potter’ og ’Twilight’ blive dyrket som hellige tekster, Beliebers gå i optog gennem gaderne og vilde spekulationer om de interne relationer i One Direction. Det var en tid præget af intens fan-opførsel, og en stor del af det var shipping, altså fans, der ønsker, at deres idoler skal være i et forhold.

Internettet flød over med fan fiction, hvor hormonelle teenagere fik afløb ved at skrive om en forestillet romance mellem Harry Styles og Louis Tomlinson, der fik shipping-navnet Larry. Og det samme skete i YouTube-miljøet, hvor de tætte venner Phil og Dan blev til Phan, og deres fans gik all in på at bevise eksistensen af et forhold, der udelukkende eksisterede i deres hoveder.

Indtil i sidste uge, hvor en chokbølge gik igennem 10’ernes teenagere: Phil og Dan er kærester. Og har været det i 16 år. Hemmeligt.

Et særligt fællesskab

I en 45 minutter lang video, som i skrivende stund har 3,3 millioner visninger, fortæller de for første gang om deres kæresteforhold.

Og det kan ikke understreges nok, hvor stort det er for os, der fulgte dem som teenagere. Som en kommentar til videoen lyder: »This is like taylor swift getting engaged but for people who got bullied in middle school.«

Det er slutningen på din yndlingsserie gange 1000, og det er virkelighed.

Det bekræfter os, der var fans af dem, i, at det faktisk var et særligt fællesskab, der blev skabt omkring denne gruppe af youtubere, hvor unge mennesker, der ikke følte, de passede ind – måske endda uden at vide hvorfor – fandt hinanden igennem skærmen. Den slags fællesskaber, som føles forbundet med internettet, som det var i gamle dage, inden livestreaming og influencing blev millionforretninger, og The Kardashians viste, hvordan man kan broadcaste sit liv og gøre det til et brand.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er da heller ikke første gang, at nogen fra dette hjørne af YouTube har delt noget stort om deres identitet. Både Dan og Phil har tidligere delt videoer, hvor de springer ud som homoseksuelle, og i 2023 delte Charlieissocoollike en video, hvor hun fortalte, at hun er transkønnet og nu har det borgerlige navn Charlotte (men fortsat bruger Charlie).

Det er en rørende video med en glad Charlie, som fortæller om, hvilken læbestift hun bruger, og om hvordan det føles at være sit rigtige selv. Mens hendes seere er blevet voksne(agtigt), er hun det også selv, og nu genforenes vi på internettet i vores parasociale relation og mindes om, hvor meget vi har udviklet os.

Men det er ikke kun en god historie. Der findes trolde og fans, som glemmer, at internettet ikke er virkelighed. Charlie bruger ikke meget tid på denne del af historien i sin video og nøjes med at sige, at det har været svært at leve med sin internet-persona.

Helt omvendt med Dan og Phil.

Selvmordstruende homofobi

I deres video, som i deres klassiske stil er både fjollet og klogt reflekterende, kalder Dan og Phil teorien om deres kæresteforhold for »internettets største konspirationsteori«. For sådan er der nogle fans, der har set på det: Som et mysterium, der skulle opklares.

De har oplevet fans, som fulgte efter dem og filmede dem, truede med at doxe dem (det vil sige dele deres adresse offentligt), kontaktede deres familiemedlemmer og afkrævede svar og afkodede hver en bevægelse i deres videoer som tegn på deres forhold.

Så imens de har haft deres egne private grunde til at holde noget privat, ja, privat, har en gruppe af deres seere chikaneret dem og stillet dem i et dilemma: De kunne fortælle sandheden, inden de var klar, eller blive ved med at holde noget hemmeligt, som tiltrak sig negativ opmærksomhed.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Især Dan beskriver sin opvækst med homofobi, som fik ham til at holde sin seksualitet og sit forhold hemmeligt for sine nærmeste i lang tid. Han fortæller, at han i lange perioder var selvmordstruet, fordi noget, han ikke var klar til at dele, blev forsøgt tvunget frem i lyset af andre.

Det er desværre en dynamik, som har udspillet sig flere gange omkring kendtes seksualitet. Kit Connor, en af hovedrolleindehaverne i LGBTQ-serien ’Heartstopper’, kom modvilligt ud som biseksuel efter pres fra fans, der mente, at han queer baitede, altså udnyttede den positive opmærksomhed og den plads, som kan følge med queer-sagen, uden selv at være queer.

Også Harry Styles beskyldes for at queer baite, fordi han i sin solokarriere har omfavnet kjoler og lyserød og svaret uklart på spørgsmål om sin seksualitet.

Som Phil og Dan siger det i deres video: »A lot of people wanna know everything. Should a lot of people mind their own business?«

En historie, der ender godt

De to youtubere ender deres video med at tilgive alle, der har overtrådt deres grænser, og understreger mange gange, at det langt fra er alle deres fans, der har opført sig dårligt. De mener, ligesom mig, at deres fanmiljø skiller sig ud som et rart og kærligt sted – især sammenlignet med hvad internettet siden er blevet til.

De slutter også med at sige, at verdens tilstand er en del af grunden til, at de har lyst til at stå frem med deres forhold. Der er brug for rollemodeller, som står ved, at de er queer, og som fortæller om både det gode og det grimme ved at dele det med verden.

Hele situationen vidner om en tendens, som stadig eksisterer, hvor fans glemmer grænsen mellem offentligt og privat – men også, hvis man skal se lidt mildere på det, bare virkelig hungrer efter nogle queer-idoler at spejle sig i.

Den 16 år lange kærlighedshistorie om Dan og Phil er på mange måde et sammenkog af, hvordan internet- og kendiskultur og vores syn på seksualitet har ændret sig de seneste årtier.

Og mens verden udvikler sig i underlige retninger, er det rart, at i det her lille hjørne af internettet ender historien godt.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af