Blandt de bedste nye titler, som Soundvenues udsendte så på årets Venedig-festival, var indieperlen ‘100 Nights of Hero’. Nu får vi andre en forsmag på det romantiske eventyrfilm, da første officielle trailer i fuld længde har ramt internettet, skriver The Playlist.
Man lægger straks mærke til den sprudlende rolleliste bestående af indiefavoritter og nye filmstjerner, foruden selveste Charli XCX i en mindre rolle. Popstjernen får således selskab af Maika Monroe (‘Longlegs’), Emma Corrin (‘The Crown’), Nicholas Galitzine (‘The Idea of You’), Richard E. Grant (‘Saltburn’), Felicity Jones og Amir El-Masry (‘Mordet i Venedig’).
Filmen er en slags revisionistisk, feministisk og queer genfortælling af ‘1001 Nat’. Vi følger den gifte kvinde Cherry (Monroe), der, uden selv at være klar over det, sættes på en slags troskabsprøve af sine bortrejste ægtemand (El-Masry),
I 100 dage skal hun modstå fristelsen i en charmerende ung mand (Galitzine), imens hendes skarpe tjenestepige (Corrin) heldigvis afleder opmærksomheden med vilde historier om en særlig kvindelig sammenslutning (hvor Charli XCX optræder).
»I humor og lækkerhed minder ‘100 Nights of Hero’ om både ‘Saltburn’ og ‘Bottoms’, og hvad der snildt kunne have været en hovedløst sexfikseret feministisk pointe, har for en gangs skyld mere på hjerte«, skrev Soundvenues Mathilde Johanne Kristiansen i september om spillefilmen, der er insturktør Julia Jackmans anden af slagsen.
En dansk premieredato er ikke på plads.
