’Heweliusz’: Ny Netlix-serie om skibsforlis er en isnende perle om sorg, skyld og korruption
SERIE. Hver gang jeg tændte for et nyt afsnit af den aktuelle Netflix-serie ’Heweliusz’, gruede jeg for den isnende intro, hvor et SOS-signal i morsekode og et gysende mayday-opkald rammer som koldt vand ned ad ryggen – og i hvert fald ikke just gav mig lyst til at træde ombord på en færge lige med det første.
Den femdelte polske miniserie er nemlig inspireret af den virkelige fortælling fra 1993 om Jan Heweliusz-færgen, som den 14. januar, på sin vanlige rute mellem Swinoujscie og Ystad, sejlede en orkan i møde, kæntrede og forliste. Kun ni ud af 65 mennesker overlevede rædslerne.
Det efterlod en masse sorg, men også en masse spørgsmål. For hvis skyld var det egentlig? Det er der mange, der havde en mening om, og det baner vejen for en stærk fortælling om skyldfølelse, sorg og systemisk korruption.
Færgefirmaets sure gamle mænd gør alt, der står i deres magt (og lidt mere til) for at undgå, at skylden lander på deres kappe, og de peger derfor hurtigt fingre ad den afdøde kaptajn Andrzej (Borys Szyc) for hans mulige fejlhåndtering af situationen.
Det lugter dog langt væk af projicering, når færgen samtidig har været i meget tvivlsom stand til at kunne håndtere vejrforholdene under katastrofen, og der desuden blev befalet en forstyrrende, tilsyneladende militær, ekstra last på skibet i sidste øjeblik.
Michal Zurawski er stærk som den splittede Piotr, der ligeledes er kaptajn, men var off the clock under forliset. Han udvælges som lægdommer til retssagen for at beskytte firmaets interesser, men hans sympati for Andrzej, som også var hans ven, er ikke til at tage fejl af.
Imens skal Andrzejs enke Jolanta (fremragende Magdalena Rózczka) balancere sin egen sorg med kampen for sin mands ry og samtidig håndtere sin datter Agas (Mia Goti) knuste hjerte over tabet af hendes far.
Utrøsteligheden indkapsles perfekt til Andrzejs begravelse, da Aga får at vide, hun skal være stolt af sin far, som »handlede som en mand«, men grådkvalt svarer, at hun »ville hellere have, at han var en kujon i live«.
Zurawski, Rózczka, og Konrad Eleryk, der spiller den samvittighedstyngede Witold, som er blandt de få overlevende, udgør sammen en utroligt velspillet treenighed af moralske hjørnesten.
Og selvom størrelsen af karaktergalleriet til tider kan virke uoverskueligt, er der også plads til mindeværdige biroller – navnlig Jacek Komans forsvarsadvokat Ignacy, der leverer en bjergtagende monolog i seriens sidste (og bedste) afsnit, som nærmest er et retssagsdrama i egen ret.
De tunge tematikker, der gennemsyrer fortællingen, afspejles i seriens kolde visuelle skildring af start-90’ernes Polen, der ledsages af glimrende musikstykker, som både bringer faretruende intensitet og små nysgerrige, mystiske klaverstrøg.
Alle scener på land føles dog som et tryghedsrum sammenlignet med de lige dele frygtindgydende og imponerende sekvenser fra selve ulykken ude på Østersøen, som løbende vender tilbage i serien i flashbacks. Mens orkanens støj konstant brager igennem, og kameraet hele tiden minder os om bådens krængning, ser man rædslen forme sig i øjnene på både passagererne og besætningen, og der efterlades ikke et korn af tvivl om det absolutte mareridt og den nærmest komplette hjælpeløshed.
Ligeledes ubegribeligt tragisk er scenen, hvor pårørende i slutningen af første afsnit præsenteres for en række lig, og et virvar af skrig og gråd vokser sig større, i takt med at folk genkender deres kære, mens andre har svært ved overhovedet at finde rundt i kaosset.
Som Ignacy forklarer for retssalen i sidste afsnit, er »en tragedie summen af mange faktorer«. Og hvis der er noget, der står klart efter serien, er det, at tragedien ved Heweliusz-forliset ikke kun ligger i selve katastrofen, men også i dens uretfærdige efterspil.
Kort sagt:
Netflix-miniserien om det tragiske Heweliusz-forlis i 1993 er en isnende og velspillet fortælling, som behandler imponerende mange facetter af de uretfærdigheder, som prægede katastrofens efterspil.