Jeg ved, hvor hård kampen mod ens eget sind kan være. DR’s nye program gjorde stort indtryk

Første afsnit af DRs nye dokumentarserie kommer helt ind i det mest private i livet som nyligt løsladt. Det er et intenst sted at være.
Jeg ved, hvor hård kampen mod ens eget sind kan være. DR’s nye program gjorde stort indtryk
'Løsladt'. (Foto: DR)

SÅ DU DET? Efter fængslet følger friheden. Men den kan være utroligt overvældende for de nyligt løsladte i DR’s nye dokumentarserie.

’Løsladt’ følger en håndfuld mennesker under de sidste dage i fængsel og de første dage ude i samfundet. Fra en midaldrende, enlig mand med en Jackson Pollock-plettet straffeattest til den unge kvinde Ella med appetit på livet, temperament og en søn.

Hver for sig bevæger de sig ud i verdens lys med følehornene i pendulfart frem og tilbage.

Selvom de prøver at have øjne i nakken for at holde øje med de dæmoner, de kender fra fortiden, hersker også en indadrettet paranoia. For det er svært at forudsige ens egen adfærd.

Jeg får nervøse trækninger, hver gang de har en drink i hånden­, hvilket er ret ofte. Men de deler gavmildt ud på intime telefonvideoer af de tanker og øjeblikke, de ikke er stolte af.

I første afsnit er der ikke nogen, der begår ny kriminalitet, men risikoen virker overhængende, og man holder vejret for de nyløsladte og håber på det bedste. Især for humørbomben Ella, der har glædet sig, skynder sig ud at feste og elsker at fremvise sin kæreste fra fængslet, som hun har måttet sige farvel til.

‘Løsladt’. (Foto: Henrik Jøy/ DR)

Men hun krystalliserer også det problem, som alle de medvirkende har, og som vi i virkeligheden alle kæmper med: Sindet er det sværeste bur at bryde ud af, og uanset hvor man tager hen, møder man sig selv.

Ingen af deltagerne kan garantere, at de ikke fucker op, og nogle kan endda godt savne fængslets simple tilværelse.

Efter første afsnit er det Ella, der danser tættest på afgrunden. I byen må hun tage en taxa hjem for at undgå at komme i problemer, og når hun er fuld derhjemme om natten, kommer de dybe usikkerheder ud foran kæresten. Det er super intenst, når hun fanger det hele på telefonkameraet.

Når hun igen og igen råber »Du efterlod mig alene!« til kæresten uden for selfiebilledet, rammer ordene også os.

For er det ikke det moderne dilemma? At vi i teorien er frie til at gøre, hvad vi vil, men til gengæld selv skal stå til ansvar for, hvordan vi håndterer vores følelser og drifter?

Det lyder simpelt på en ’Du kan godt ’-valgplakat, men når alt indeni koger, og et enkelt fejltrin kan være altafgørende, er det en konstant kamp med sig selv at holde hovedet oven vande.

Jeg har ikke siddet i fængsel, men jeg kæmper med depressioner og ved, hvor hård kampen mod ens eget sind kan være.

For mig var det nye DR-program slående relaterbart.

’Løsladt’ kan ses på DR.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af