’Dag & nat’ sæson 2: Lone Scherfigs hospitalsserie er godt skrevet – og endnu bedre leveret

SERIE. 2025 har været mange ting: Varm, angsttung, lang.

Og så har det været året, hvor Danmarks kreative kræfter har rettet blik og kameraer mod sundheds- og omsorgsfaget. For der gemmer sig væsentlige velfærdsfortællinger og stort drama ved lægens og hjemmehjælperens bord, hvilket er blevet påvist i sympatiske og samfundskritiske perler som ’Løgnen’, ’Hjem kære hjem’ og ’Det andet offer’.

Meget passende har anden sæson af Lone Scherfigs vellykkede sygehusserie ’Dag & nat’ netop fået premiere, og vi skal derfor endnu en tur på Hvidovre Hospital – denne gang på en anden etage.

For i stedet for at følge de hurtigløbende jordemødre, rykker serien nu fokus til børneafdelingen. Som en neddæmpet og George Clooney-løs version af 90’er-hittet ’E.R.’ leverer sæsonen en både gribende og vedkommende skildring af liv, død og alt derimellem.

I frontlinjen står den stoiske overlæge Linda (Ann Eleonora Jørgensen) og Mr. Nice Guy-psykologen Lasse (Anders W. Berthelsen). Når de ikke diskuterer behandlingsforløb, crusher de på hinanden og udveksler jokes om tasker og dumme savannedyr. Det er godt skrevet – og endnu bedre leveret.

Faktisk er ensembleseriens helt store force netop det pissegode cast og det gennemgående stærke skuespil. Udover de nye hovedfigurer kan man glæde sig over gensyn med kendte ansigter fra første sæson som Trille (Mette Horn), Frederik (Nikolaj Jørgensen), Tara (Zelma Lewerissa) og Pernille (Katrine Greis-Rosenthal), der alle tager del i en hverdag, hvor der i den grad mangler hænder, men ikke nødvendigvis ildsjæle.

Og apropos ildsjæle, så er også den norske loverboy Jerry (Pål Sverre Hagen) tilbage. Denne gang uden dame- og religionsproblemer, men med en altoverskyggende ptsd efter at have været udsendt med Læger uden Grænser til Ukraine.

Med sikker følelsesmæssig tæft formår Scherfig at blotlægge det enorme ansvar – og de potentielle sorger – der hjemsøger sundhedssektorens ansatte. Bagsiden af en ellers socialt anerkendt profession bliver gentagne gange nuanceret beskrevet.

Ensomhed, skyldfølelse og stress fremstår som lægefagets uofficielle bivirkninger, og sammenstødet mellem arbejde og privatliv er et gennemgående tema. Det bliver særligt tydeligt, da Lindas søn indlægges efter en trafikulykke som følge af stofindtag.

Her skal du så berede dig på en overartikuleret anti-drug-kampagne, public service-core, og lidt for meget æstetisk leg med et sløret synsfelt. Du skal også berede dig på, at der gennem alle otte afsnit stilles et væld af diagnoser, moralske dilemmaer og spørgsmål om alt fra sæd- og organdonation til aktiv dødshjælp – og hvor tæt kittelbærere egentlig må komme på hinanden og patienterne.

Pyh ja, der sker meget, og de mange sidehistorier og konflikter har det desværre med at gøre sit publikum forpustet. Men sundhedspersonalet får sjældent tænke- og vejrtrækningspauser, så hvorfor skulle vi?

Det skulle da lige være for at give mere plads til Amanda (Mathilde Lundberg), aka den besserwisser-agtige lægestuderende med munddiarré og manglende situationsfornemmelse (ja, hun er den kollega).

Hun fungerer som seerens noob-guide til de kliniske gange, og blandt hendes til tider upassende udmeldinger findes der sandheder om interne hierarkier og valoriseringer. Hun kunne med andre ord have været en virkelig spændende karakter, hvis hun altså havde fået mere skærmtid og mulighed for udfoldelse.

Så måske håbet for næste år ikke ’kun’ er alskens former for liv og lys, men også en tredje sæson ’Dag & nat’. Jeg vil i al fald meget gerne se meget mere til både Amanda og hverdagens øvrige helte.

---

Kort sagt:
Lone Scherfig leverer endnu en gang en vedkommende og vellykket ensemblefortælling om livet (og døden) på hospitalsgangene.