Danmarks kendispar nr. 2 er taget i julesauna, og man skulle nok have været der

Julehumøret bliver aldrig så højt, at det smitter, når Sofie Linde, Joakim Ingversen og deres håndværkere drøfter deres kommende saunabyggeri.
Danmarks kendispar nr. 2 er taget i julesauna, og man skulle nok have været der
'Linde på Langeland – i julehumør'. (Foto: TV 2)

SÅ DU DET? Casper Christensen udtalte engang i et afsnit af ’Klovn’, at han og Iben Hjejle var Danmarks celebritypar nummer to. På førstepladsen lå Frederik og Mary.

I dag vil jeg mene, at den andenplads tilhører Sofie Linde og Joakim Ingversen, som det meste af befolkningen efterhånden er på fornavn med. Deres kendisstatus kombineret med en højtid har fået mig til at tænde op for seersuccesen ’Linde på Langeland – i julehumør’.

Præmissen for første afsnit (af anden sæson!) er simpel: Sofie og Joakim maser deres tre håndværkere ind i en ægte stor familiecontainer og kører dem på saunalejrskole i Sverige. De skal finde inspiration til den sauna, de selv vil bygge af gamle saunabrædder fra Esbjerg Svømmestadion ved huset på Langeland.

Som så mange andre danskere har Sofie og Joakim i performativ memepar-stil kastet deres kærlighed over saunaer. Iført matchende tophuer omtaler de uden ironi sig selv som »saunamennesker«. Saunaer er i min optik ikke at kategorisere som en specielt julet opfindelse, men det er nu engang omdrejningspunktet for Lindes julehumør.

Selvom jeg er ny seer af programmet, er de indbyrdes dynamikker nemme at forstå. Der er en jargon i gruppen, som bedst kan beskrives som en light værksteds-banter, der modsat Kirsten Birgits materiale sagtens kunne gøre sig i ’Året der gak’.

Joakim bliver stemplet som gruppens mor, og de tre håndværkere, Anders, Phillip og Boris, der under normale uhøjtidelige omstændigheder arbejder på huset på Langeland, er de frække drenge på bagsædet. Sofie Linde joker med, at håndværkerne pakker til turen i sportstasker, alt imens hun selv kommer rullende med det, der ligner en Rimowa-kuffert til 10 løg.

Håndværkerne joker med »at der er intet, der er noget værd« på en genbrugstur, hvor Sofie og Joakim erhverver sig det halve af butikken.

‘Linde på Langeland – i julehumør’. (Foto: TV 2)

Jeg forstår godt, at folk ser med. Den lette og hyggelige stemning er tiltalende, men alligevel sidder jeg tilbage med en ’man skulle nok have været der’-følelse. Jeg tror, det er sjovere at være med, end det er at se med.

Sofie og Joakim tjener penge på at blive filmet, mens de renoverer hus og kigger på sauna. De deler ud af deres liv, men uden at dele for meget. Det er langsomt fjernsyn, men det går også så langsomt, at det er ved at vælte. Værternes kendthed er hele fundamentet. Hvis det samme program skulle være lavet med en ukendt familie, tvivler jeg på, at det var blevet en succes.

Alligevel har jeg det med ’Linde på Langeland – i julehumør’, som jeg har det med Billed-Bladet hos frisøren: Jeg kan ikke lade være med at kigge. Sofie Linde og Joakim Ingversen og den søde juletid trak mig ind i saunavarmen. Men som med så mange andre juleformater virker julen sekundær. Også i tv-landskabet bliver højtiden en kapitalistisk undskyldning for at producere mere af det samme.

’Linde på Langeland – i julehumør’ er nemlig ét blandt mange livsstils- og realityformater, der også fås i christmas edition. Men Lindes julehumør er ikke så højt, at det smitter.

’Linde på Langeland – i julehumør’ kan ses på TV 2 Play.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af