Som filmskaber er Nikolaj Arcel ikke bleg for at kaste sig over nogle af de helt store kapitler i Danmarkshistorien.
I ‘En kongelig affære’ fik vi kærlighedsaffæren mellem Caroline Mathilde og Struensee, mens instruktøren senest fortalte om Kaptajn Ludvig Kahlens opdyrkning af den jyske hede med krads modstand fra godsejeren Frederik De Schinkel i ‘Bastarden’.
Nu gælder det dog Danmarks måske mest kendte figur overhovedet: H.C. Andersens livshistorie.
Projektet forfattes af Anders Thomas Jensen og går lige nu under arbejdstitlen ‘Mit livs eventyr’.
Hvor Mads Mikkelsen har været spydspidsen i flere tidligere projekter, bliver det dog en yngre skuespiller, der skal påtage sig den frygtindgydende rolle som det stornæsede forfatterikon. Det vides dog endnu ikke hvem, da der lige nu castes skuespillere mellem 23-30 år.
‘Mit livs eventyr’ følger outsideren Hans Christian Andersen fra Odense til København i hans forsøg på at blive en del af kultureliten og slå igennem som kunstner, hvilket ikke bliver en dans på roser. Og som de fleste vil vide, var eventyrerne for børn ikke en del af planen til at starte med.
Arcel kalder historien om Andersens »plagede geni« en »de færreste kender«.
»Jagten på lykken, både den materialistiske og spirituelle, er et gennemgående tema i mine film. Derfor elsker jeg historien om HC, det plagede geni, der brugte de bedste år af sit liv på desperat at opnå kærlighed og anerkendelse fra alle de forkerte. Det er en morsom, rørende og fuldstændig nutidig historie som de færreste kender«, siger han i en pressemeddelelse.
‘Mit livs eventyr’ går i optagelse til efteråret og forventes derefter at få biografpremiere i efteråret 2027.
