’Det store søslag’: Nu har TV 2’s vist efterhånden udtømt den lokale konfliktdokumentar
DOKUMENTARSERIE. Folkene bag de debatskabende seersucceser ’Slaget om Tisvilde’ og ’Balladen om kolonihaven’ vender nu tilbage med mere lokalstrid.
Men den her gang savner man bid, fokus, visioner og resultater.
Hvor de tidligere TV 2-dokuserier havde held med at finde farverige personligheder, fanget i lokale konflikter, hvor bølgerne gik højt, virker det i det seneste skud på stammen, ’Det store søslag’, mere som om de prøver på at skabe dem selv. Uden så meget held.
Denne gang står kampen mellem dem, der vil bevare den kunstige Tange Sø i Midtjylland, og dem, der vil genoprette Gudenåens oprindelige løb i området.
Mange af de klassiske elementer fra de andre danske konflikter går igen. To fløje har gravet sig ned i holdninger, der tilsyneladende er uforenelige med modstandernes, og vil ikke give sig. Tværtimod er det nemmere at lade sig stå fuldstændigt forundret over, at nogen kunne være uenige i den holdning, man nu har.
Så begynder skoene at blive små, selvindsigten lille og tonen, ikke mindst online, at blive hård og fyldt med trusler til begge sider.
Men noget i fortællingen klinger hult.
Hver interview-deltager i programmet præsenteres med navn, holdning og bopælsafstand fra søen. Sø-bevarerne prøver at tage monopol på at være lokale og have den egentlige ret til at afgøre, hvad der skal ske i deres område.
I starten virker det lidt sjovt over for en podcastende og, gudhjælpemig, langhåret biolog fra København, der sipper fra en kaffekop efter at have afgivet sine pointer.
Men tydeligt bliver det også til politiske møder i lokalområdet, at der er et stort element af socialt pres for ikke at snakke imod søens bevaring.
I en af de få scener, hvor uenige parter mødes, bliver en fortaler for Gudenåens laks nedstirret og tydeligvis udelukket fra fællesskabet, fordi han ikke bor helt lige så tæt op ad søen som indbyggerne i Ans.
På den måde skildrer serien, igen, det ophedede danske debatmiljø og tendensen til at være sine egne lokale interesser nærmest – og hvordan de små fællesskaber kan vendes og bruges som våben mod dem, der skiller sig ud.
Til gengæld lærer jeg ikke meget om Ans, Tange Sø eller Gudenåen.
Sagen om områdets fremtid har kørt i årtier, og skiftende ministre er ikke kommet synderligt videre i den åbenbart langvarige proces, det er at tage en beslutning. Det føles som et evighedsprojekt, hvilket jo samtidigt betyder, at søen består.
Det er i sig selv noget at forholde sig til, men det bliver ikke tydeligt, hvad det ene eller det andet udfald betyder for, hvilken natur og biodiversitet området vil opleve, eller hvad det vil betyde for de lokale beboeres økonomi og livskvalitet.
Det ender med at blive ord mod ord med argumenter, som at Tange Sø indgår i navnet på flere lokale virksomheder.
Desuden er der ikke rigtigt nogen af parterne, der har kæmpestor indflydelse på, hvordan sagen ender.
Søen, der er dannet på baggrund af en blokering af Gudenåen, kan være i strid med EU-regler, og beslutningen om, hvordan området udvikler sig, træffes på nationalt plan.
Og den gode gamle København mod de lokale-vinkel virker som et forceret spil fra bevar-folkene, der underspiller deres egen styrke.
Efterhånden har vi vist hørt om, at der er mange her i landet, der er uenige med hinanden. Specielt når det kommer til det lokale, til forandring, til naturen, og hvor vild den skal være.
Måske kan den lokale konfliktdokumentar måske ikke så meget mere lige nu.
Kort sagt:
Folkene bag ’Kampen om Tisvilde’ vender tilbage med mere lokalstrid, men ’Det store søslag’ mangler bid, fokus, visioner og resultater.