’Elle’: Nogle ting skal man bare ikke pille ved
SERIE. Nogle ting skal man bare ikke pille ved.
Praktikanter, for eksempel. Men også ikoniske 00’er-mesterværker med smagen af alt fra klassisk dannelsesrejse til fjerdebølgefeministisk søstersolidaritet.
Sådan ét er ‘Legally Blonde’, der med en uimodståelig Reese Witherspoon som Elle Woods lærte os, at permanente krøller ikke tåler vand de første 24 timer – og at unge blonde kvinder iklædt kropsnært pink sagtens kan have the winning argument.
En retssals-chick flick, der aldrig skulle have fået en toer, og som slet ikke burde få en prequel-serie.
Ideen til ’Elle’ er nu egentlig semigod:
Vi møder den velklædte titelfigur til hendes sweet sixteen og seks år før det sorority-liv, hvor hun er queen og gigantisk it-girl. Her er hendes største bekymring, hvordan hun skal fejre sin kommende selvskrevne popularitetssejre, og hvem der skal modtage hendes første kys.
Det er altså, lige indtil hendes plastikkirurg af en far fucker et nosejob op, og The Woods må flytte til Seattle, indtil de ikke længere er familia non grata i Californiens elite.
Hun er en ny farvestrålende Madonna-pige i en flannel-bærende Nirvana-klasse, der ikke umiddelbart bryder sig om hende og hendes såkaldte overfladiske LA-vaner – særligt ikke da hun ved et uheld får skolens højtelskede sygeplejerske fyret.
Held og lykke med at blive prom queen. Og held og lykke med at finde subtilitet i denne pink vs. punk/grunge-fortælling, der byder på overartikulerede stay true to yourself-floskler og moraliserende budskaber om venskab og karma.
Sådanne tendenser keder. Men det gør seriens nostalgi og generelle idealisering af 90’erne heldigvis ikke.
Det er nemlig mere end sjovt at spotte de uendelige popkulturelle referencer til alt fra Ace of Base og Dr. Martens-pandemi til Liz Hurleys legendariske Versace-kjole – og selvsamme skuespillers dengang-kæreste Hugh Grants badboy-opførsel og mediedækkede utroskab.
Speaking of, så er serien fuld af klassiske og forventelige sidespring og alskens former for svigt, når både en løbefyr, der allerede har en kæreste, og en britisk aktivist forelsker sig i den solstrålende hovedkarakter.
Andet er faktisk svært. Lexi Minetrees Elle er ikke bare bedårende og svært besnærende, men også den perfekte afløser for wunderbare Reese Witherspoon. De ligner faktisk hinanden så meget, at haters gonna say it’s AI. Jeg tror dog bare, det er formidabel casting og vellykket karakterskuespil.
Den boblende titelfigur er nemlig præcis, som vi husker og elsker hende: Fersk privilegiet babe, der er chihuahua-ejer og tvilling i stjernetegn – og som besidder lige dele sans for fashion og retfærdighed.
Og ja, jura og evnen til at spotte kriminalitet er naturligvis også et centralt element i denne serie, når en rektor arresteres, en poet dør, og en borgmesterkandidat spillet af James Van Der Beek (RIP) korrumperer.
Men der er alt for mange subplots og stormfulde events, til at man når at engagere sig ordentligt i dem. Man glemmer sågar halvvejs, at den dramaturgiske motor faktisk er, at Elle skriver et essay til sin bibel (læs: magasinet Cosmopolitan) for at få en praktikplads og dermed vende tilbage til LA.
Ulig hovedkarakteren er serien både sjusket og tæt på intetsigende. De eneste gange, man mærker skyggen af noget ægte, er i et gennemløbende coming of age-spor, hvor hun skal løsrive sig fra sin ellers fantastiske og ligesindede fashionista-mor, Eva Woods (en glimrende June Diane Raphael).
De har vel en eller anden slags sund forløsning til sidst. Hvis bare det samme gjaldt resten af serien. Desværre lægges der op til en sæson to og endnu mere hærværk.
Kort sagt:
Savner du Elle Woods og fjer på en pen, skal du hellere gense ‘Legally Blonde’ end at spilde tid på denne ujævne prequel.
Anmeldt på baggrund af hele serien.