KOMMENTAR. »For mig føltes det, som om jeg ville dø, hvis de ikke grinede«.
Det sagde Matthew Perry, da han i 2021 medvirkede i HBO Max’ stort anlagte ‘Friends’-reunion, hvor han vakte opsigt som tv-familiens martrede medlem, der med en blændende tandprotese udgjorde en omvandrende ubekvem sandhed midt i sitcommindernes hyperaktive eufori.
Som fan af ikke blot ‘Friends’, men især Chandler Bing, er det ikke sjovt at tænke på, at manden bag en af verdens mest glædesbringende figurer havde et dybt tragisk liv.
Det bliver ikke lettere at bære af at se Netflix-dokumentaren ‘The One About Matthew Perry’, der over tre timelange afsnit primært beskæftiger sig med den ubelejlige del af historien.
Hvordan det eksempelvis tog hårdt på Perry at medvirke i reunionen, fordi han så gerne ville, men døjede med følgerne af en bristet tarm, der næsten kostede ham livet i 2018.
»Det er svært at se på, for han er bare ikke sig selv«, fortæller ven og kollega Kevin Pollak.
Ulig den faktiske ‘Friends’-reunion er ‘The One About Matthew Perry’ et sjældent eksempel på en dokumentar i streaminghavet, der ikke stryger fans med hårene.
Kendisser forbudt
Der er ingen ‘Friends’-skuespillere i interviewstolen. Der er nærmere adgangsforbud for folk, der vækker genkendelse i den brede befolkning.
Ikke engang vennen Hank Azaria (Phoebes til Minsk-flyttende David), der ellers optræder på mange billeder fra Perrys ungdomsliv i slut-80’ernes Los Angeles præ-‘Friends’-fame, er med.
Det er sympatisk, at ingen stjæler billedet, men det gør også, at ‘The One About Matthew Perry’ fra start til slut undervurderer at tegne et portræt af Perrys ultimative kunstneriske genistreg til fordel for at svælge i det personlige og terapeutiske.
Det er de nærmestes version. Og selvom den er rigtig, er den ikke nødvendigvis spændende.
Matthew Perrys søster Mia, som selv er blevet psykoterapeut, fungerer som et anker for både familiehistorien og formidler af flere lag af brorens liv. Derudover møder vi hans bedste ungdomsvenner David Pressman og Roger Castillo, som ikke vandt i karrierelotteriet, men til gengæld fik udsigt til vennens smerte fra første række.
Fra branchen medvirker et spøjst udvalg. NBC-chefen Warren Littlefield, der fik ‘Friends’ på skærmen, Doug Draizin, hvis historie Perry bragte til live i den romantiske komedie ‘Fools Rush In’, Jonathan Lynn som instruerede ham (og Bruce Willis) i ‘Ni fod under…’ fra 2000. En tilfældig kulturkritiker til at sige åbenlysheder om, hvor populær ‘Friends’ var, har også sneget sig ind.
Vi kommer også omkring alle de andre ting, Matthew Perry var med i, som der er gode grunde til, at folk har glemt.
Der er desuden ekskærester fra både før og nu i puljen, og alle har tilfælles, at de elskede Matthew Perry.
Perry er selv posthumt tilstede i interviewklip – herunder en lang samtale han har med førnævnte ven og skuespilkollega Kevin Pollak fra 2009 samt i oplæste bidder fra selvbiografien ‘Friends, Lovers and the Big Terrible Thing’. Hvoraf de fleste rammer hårdere, end alt andet der bliver sagt.
»Please, God, make me famous. You can do anything you want to me; just make me famous«, tiggede Perry blandt andet, få uger inden han landede rollen i ‘Friends’. Men med ordene: »But God didn’t forget about the other part«, kommer han hurtigt videre til humlen af det hele.
Og den forbandelse farver Matthew Perrys historie fra fødsel til død.
Hvordan han delte en smertelig skilsmisseopvækst med sin ‘Friends’-karakter og blev fløjet mellem sine skilte forældre i Canada og USA. Udover at udvikle sig til et komisk geni blev han også en trist klovn, der som 14-årig desværre fandt ud af, at alkohol gav ham ro. Lige meget hvor meget han opnåede, var han forbandet.
Hvordan skal vi huske?
Inden sin død understregede Matthew Perry, at han ikke håbede, at ‘Friends’ ville være det første, folk husker om ham. I stedet var det hans ønske, at indsatsen for at hjælpe andre misbrugere blev det første.
Det er den mission, ‘The One About Matthew Perry’ ærer.
Men den blæser måske også Perrys eftermæle ud af proportioner i desperation efter en mening bag en mest meningsløs ulykke.
Er det lige så vigtigt for verden at høre hans tragiske historie, som det er for hans pårørende at fortælle den?
Er man et dårligt menneske, hvis man ikke interesserer sig for ædrueligheden som koncept, mekanisme og ideologi? Hvis man på afsnit tre er ved at brække sig over at skulle høre flere mere eller mindre ukendte personer sympatisere med Perrys kamp i det floskelsprog, som ædrueligheden har det med altid at tale på?
Det er måske tarveligt at sige, men de medvirkende siger sjældent noget, der gør lige så stort indtryk, som det er meningen, det skal. Måske på grund af deres nærhed til emnet går de ikke i detaljer. Det ville være forkert at kalde dokumentaren overfladisk, men dybdegående føles den heller ikke ligefrem.
‘The One About Matthew Perry’ er og bliver en uddybning af noget, mange godt vidste i forvejen.
Dokumentaren udkommer næsten præcis tre år efter Matthew Perrys død, og det føles på en måde både for sent og for tidligt. Der er lige blevet fældet dom mod de læger, samt Perrys personlige assistent, der solgte ham den ketamin, som i sidste ende tog livet af ham.
Tabet er ikke helt nyt, men heller ikke indlejret i historien endnu. Det er til gengæld, som om ‘The One About Matthew Perry’ insisterer på, at hans eftermæle skal være forankret i det ved ham, der var allermest menneskeligt.
Men den fylder mig mest med lyst til selv at ville bestemme, om hvorvidt jeg de facto skal tænke, »han kæmpede en hård kamp«, hver gang nogen siger hans navn.
Matthew Perry var et menneske, der fik os til at grine, men døde, mens han gjorde det. Man må selv bestemme, hvad der betød mest.
‘The One About Matthew Perry’ kan ses på Netflix.