’Faderhuset’: Emma Sehested Høeg leverer et uforglemmeligt sammenbrud i rystende hybridfilm

’Faderhuset’: Emma Sehested Høeg leverer et uforglemmeligt sammenbrud i rystende hybridfilm
Emma Sehested Høeg i 'Faderhuset'. (Foto: Mia Mai Dengsø Graabæk)

FILM. »Må jeg lige sige noget?«, spørger Trine Dyrholm i starten af ‘Faderhuset’.

I samme øjeblik bryder hun illusionen omkring sin gestaltning af den kontroversielle, evangeliske sekts leder.

Det er et helt overlagt, nærmest demonstrativt greb.

For ‘Faderhuset’ tager del i den efterhånden etablerede bølge af hybridfilm som ’The Act of Killing’, ’Rekonstruktion Utøya’, ’Fire døtre’ og sidste års ‘Mors drenge’, der bruger rekonstruktioner af virkelighedens traumer som et refleksivt, terapeutisk og metabevidst værktøj.

Instruktørtrioen Andreas Koefod, Eva Mulvad og Adam Nielsen har således inviteret tre tidligere medlemmer af Faderhuset – Camilla Louise Johnson og Jerry Jensen (der begge tidligere har stået frem offentligt) samt en anonym kvinde med sløret ansigt – til at instruere en række dramatiseringer af deres personlige oplevelser i det lukkede trossamfund.

‘Faderhuset’. (Foto: Mia Mai Dengsø Graabæk)

Laura Kronborg Kjær, David Dencik og Özlem Saglanmark spiller fortidens udgaver af de tre hovedpersoner. Dertil optræder Trine Dyrholm som den berygtede stifter Ruth Kristiansen (tidligere Evensen), mens Emma Sehested Høeg og Lars Thiesgaard spiller henholdsvis Ruths niece, Kristina Djarling, og nuværende ægtemand, Lars Kristiansen.

De tre sidstnævnte er filmens ubetingede skurke. Det hersker der ingen tvivl om. For ligesom Noah Rosendal og Kristian Corfixens nyligt udgivne bog ‘Barn af Faderhuset’ beviser ‘Faderhuset’ gang på gang, at overhovedernes formaninger om kærlighed og fællesskab dækker over både fysisk og psykisk vold. Hvor bogen gav os barnets perspektiv, bygger filmen på voksne medlemmers erfaringer.

Deres indblanding giver genopførelserne et troværdighedsstempel, som er givtigt for os udenforstående, der kan finde flere af menighedens ritualer bizarre. Da Ruth i en nøglescene eksempelvis ‘føder’ det nyhvervede medlem Camilla, fordi Gud har fortalt hende, at de nu skal være mor og datter, ser det først komisk ud.

‘Faderhuset’. (Foto: Thomas Dyrholm)

Men virkelighedens Camilla fortæller efterfølgende Dyrholm og Kronborg Kjær, at sektlederen holdt hende fast mellem sine ben gennem tre-fire timer. Det var både klaustrofobisk for hende og vækkede minder om de overgreb, hun blev udsat for tidligere i livet.

Således løfter samtalerne og den løbende feedback på settet scenerne, giver dem tyngde og kontekst. Hvad der virker fjollet, kan være gravalvorligt og krænkende for de indblandede.

Flere scener er dog så voldsomme, at man ikke betvivler deres effekt på ofrene. Når den religiøse vejledning udvikler sig til slag og tortur, er det giftige magtforhold mellem Ruth Kristiansen og hendes »børn« åbenlyst chokerende.

‘Faderhuset’ giver os også en vigtig forståelse for de psykiske mekanismer, der holder sårbare mennesker fast i en sekt, undertrykker og radikaliserer dem. Både Camilla og Jerry forklarer over for deres repræsentanter, hvordan Faderhuset indledningsvis tilbød dem det, de havde savnet gennem deres opvækst: anerkendelse og en følelse af at høre til.

‘Faderhuset’. (Foto: Mia Mai Dengsø Graabæk)

Denne form for »love bombing« viste sig dog hurtigt som en grum manipulationsmetode, hvor omfavnelsen hurtigt kunne skiftes ud med afstraffelse.

De mest smertefulde erkendelser kommer i de scener, hvor hovedpersonerne viser sig som andet end ofre. De er også medskyldige i vold og manipulation mod medlemmer lavere i hierarkiet. Jerry og Camilla reagerer med skam og sorg i mødet med deres spejlinger. Men selverkendelsen giver dem også mulighed for at blive tilgivet af menneskene omkring dem.

Den tredje vidne reagerer vistnok også, men hendes ansigt er som nævnt anonymiseret. Det går ud over den emotionelle forbindelse til hendes scener, når vi ser et sløret ansigt og selv må forestille os hendes mimik foran monitoren, der viser rekonstruktionerne.

‘Faderhuset’. (Foto: Mia Mai Dengsø Graabæk)

Forståeligt nok fylder hendes oplevelser mindre i den samlede spilletid end de to andres. Man forstår også godt, at hun alligevel er med, for hendes vidnesbyrd detaljerer vold begået systematisk mod både børn og voksne i Faderhuset.

Til gengæld er der masser af følelse at hente i resten af filmen, ikke mindst takket været de fremragende skuespilpræstationer, som ikke just er en selvfølge i dokudramaer.

Trine Dyrholm er perfekt castet som den selvophøjede leder, der dyrker en moderlig omsorg, men samtidig hurtigt kan fyldes af en iskold vrede, når medlemmerne ikke adlyder og underkaster sig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Størst indtryk gør Emma Sehested Høeg. Multikunstneren bryder med sine ofte komiske tilbøjeligheder og leverer en overraskende ubehagelig præstation som karismatisk og ondskabsfuld medløber.

Hun er også i centrum for filmens stærkeste dramatisering, der, modsat resten af de gennemførte scenografier, udspiller sig i en tomt, sort studie. I den uforglemmelige seance, hvor kameraet agerer Camillas øjne, forsvinder skuespilleren ind i et mentalt sammenbrud.

»Jeg kan ikke slippe fri!« skriger den fiktive Kristina Djarling, som var hun besat af en dæmon, der tvinger hendes til at blotlægge sine inderste tanker og pinsler.

Det voldsomme maskefald bidrager til billedet af Faderhuset som en organisation, der ikke bygger mennesker op, men snarere nedbryder dem.


Kort sagt:
Den refleksive, metabevidste og velspillede hybridfilm ‘Faderhuset’ både chokerer og skaber forståelse for de manipulative mekanismer, som Ruth Kristiansens sekt har udsat sine medlemmer for.

’Faderhuset’. Hybridfilm. Instruktion: Andreas Koefoed, Eva Mulvad, Adam Nielsen. Medvirkende: Trine Dyrholm, David Dencik, Emma Sehested Høeg, Laura Kronborg Kjær, Özlem Saglanmark. Spilletid: 90 min. Premiere: I biografen 19. november.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af