‘The Body’: Lesbisk begær føles som dæmonisk besættelse i fuldstændigt uimodståelig Netflix-serie

SERIE. Det er altopslugende at være teenagepige. Et blik fra den forkerte kan ødelægge en hel uge, et venskab kan føles som en religiøs pagt, og en forelskelse kan være så overvældende, at det føles, som om man er besat.
I Netflix-serien ‘The Body’ tager serieskaber Quinn Shephard den sidste følelse helt bogstaveligt.
Vi befinder os på en katolsk skole i start-00’erne, hvor den sociale fødekæde regeres af skolens dansetrup. Øverst står veninderne og holdkaptajnerne Anya (Kristina Bogic) og Elise (Sara Boustany), hvis intense forhold rummer meget mere end almindelig venindekærlighed. Elise er åben om sin seksualitet, mens Anya forsøger at undertrykke sin tiltrækning til hende for ikke at miste sin eftertragtede position i hierarkiet.

Da en fest ender katastrofalt, vikles pigerne ind i en sammensværgelse, hvor skyldfølelse, religiøse syner og kollektiv paranoia begynder at ligne dæmonisk besættelse.
Midt i det hele står den socialt akavede Lisbeth (Geena Meszaros), hvis religiøse fanatisme og manipulerende evner gør hende til en frygtindgydende outsider med ambitioner om at blive lukket ind i varmen.
Det er et vidunderligt forskruet udgangspunkt, men seriens egentlige genistreg ligger i sammenkoblingen af religionens ritualer og teenagepigernes sociale rangstige.
For på skolen er popularitet nærmest en trosretning. Der findes uskrevne bud, syndere, udstødte og en konstant frygt for at blive ekskommunikeret fra fællesskabet.

Shephard har selv beskrevet, hvordan det at vokse op som lesbisk i 00’erne kunne føles som en form for besættelse. Den erfaring bliver seriens følelsesmæssige fundament, hvor det overnaturlige ikke blot fungerer som en horrorgimmick, men som en forlængelse af den skam og længsel karaktererne kæmper med.
‘The Body’ forstår nemlig teenagepigelivets intensitet, og her er følelserne ikke små, bare fordi de tilhører unge mennesker. De er monumentale, irrationelle og sommetider direkte destruktive.
Det understreges af de vidunderlige medvirkende. Bogic og Boustany har en elektrisk kemi, hvor selv de mindste berøringer sitrer af forbudt begær, mens Meszaros gør Lisbeth til én figur, man ikke helt ved, om man skal heppe på eller kaste vievand efter.

Samtidig er serien en rendyrket kærlighedserklæring til 00’ernes popkultur med ‘Gossip Girl’-agtige ekstravagante skoleuniformer, ‘Pretty Little Liars’s hemmelighedskræmmeri og ‘Mean Girls’s giftige klikedynamikker blandet med klaptelefoner, lyserødt kitsch og et soundtrack spækket med Kylie Minogue, Ciara og No Doubt.
Referencerne er åbenlyse, men modsat det mislykkede ‘Cruel Intentions’-remake reproducerer ‘The Body’ ikke ukritisk tidens homofobiske logikker. Den skildrer dem med en nutidig forståelse, uden at karaktererne mister deres troværdighed som børn af deres tid.
Mysteriet tager enkelte bekvemme drejninger, og flere konflikter kunne være løst med en nogenlunde ærlig samtale. Men Shephard balancerer så elegant mellem camp, horror og oprigtig sårbarhed, at det er svært at lade sig irritere.
‘The Body’ har taget alt det, vi elskede ved 00’ernes teenagedramaer, og givet dem den sapfiske fortælling, de alt for ofte manglede.
Og hvis teenageforelskelse er en form for besættelse, er det her en djævleuddrivelse, man gerne vil blive lidt længere i.
Kort sagt:
Quinn Shephard forener katolsk horror, sapfisk begær og 00’ernes popkultur i en elektrisk og overraskende indsigtsfuld Netflix-serie om teenagepigelivets altopslugende intensitet. Glossy, campet og fuldstændig uimodståelig.