’High Score’: Netflix’ spilserie er guf for alle gamere

5 6
’High Score’: Netflix’ spilserie er guf for alle gamere
Howard Scott Warshaw i 'High Score'.
STREAMING TOGETHER

Der er cirka 2,5 milliarder gamere på verdensplan. Ikke alle sidder permanent klinet foran en computerskærm, mange nupper måske et hurtigt spil på telefonen, når de har lidt tid at slå ihjel.

Men ikke desto mindre bliver horden af spillere større og større for hvert år, der går, og derfor virker det meget passende at kaste et blik på, hvor gaming egentlig startede.

Og til det formål er Netflix’ dokumentarserie ’High Score’ et perfekt sted at starte.

Serieskaber France Costrel har tidligere været involveret i serierne ’Dark Web’, om de mere dunkle hjørner af internettet på TOR, og ikke mindst en anden gaming-serie, ’8 Bit Legacy: The Curious History of Video Games’, hvor der kiggede nærmere på epokegørende begivenheder fra de gamle konsol-dage.

På sin vis bærer den nye serie samme ånd, men nu mere forankret i et historisk perspektiv, der dog stadig har et solidt blik for konsoldagene med først Atari og så duellen mellem Nintendo og Sega i slut-80’erne/start-90’erne.

Med stemmen bag den hoppende blikkenslager Mario, Charles Martinet, som fortæller og lækre små animationer til at illustrere fortiden, får vi velvalgte nedslagspunkter i det hav af fortællinger fra dengang, man primært kunne få sit spilfix i den lokale arkadehal eller nærmeste grillbar.

Vi møder de kreative hjerner bag klassiske spil, som Tomohiro Nishikado, der skabte ’Space Invaders’, hvor man bevæger sig fra side til side, mens man pløkker rumskibe. Som et fedt supplement til de ikoniske spil møder vi også dem, som spillede dem med indædt passion.

I tilfældet ’Space Invaders’ er det Rebecca ’Becky’ Heineman, som har den udsøgte ære af at kunne kalde sig selv for den første amerikanske mester i videospil, da hun i 1980 vandt det nationale mesterskab i ’Space Invaders’.

Der bliver også kastet rigeligt med kærlighed til dem, hvis navne er forsvundet i gaming-historiens annaler.

Jerry Lawson, en stor hyggelig teddybjørn af en mand, var manden, der fandt på at lave spil på kassetter og banede dermed vej for Atari-konsollens dominans i start-80’erne – indtil ’E.T. – The Game’, det værste spil i historien, blev en kæmpe fiasko og bremsede konsol-gaming i nogle år.

Altså indtil Nintendo kom på banen med deres lille grå 8-bit-kasse, NES-konsollen.

HIGH SCORE Anderson Lawson in episode 1 of HIGH SCORE. Cr. Netflix © 2020

Duellen mellem Nintendo og Sega (med deres kæmpe 16-bit-maskine, Genesis) er centrum for afsnit fire, hvor sidstnævntes direktør i USA, Tom Kalinske, systematisk går igennem den fempunktsplan, han havde fundet på for at udkonkurrere The House of Mario.

En plan, som inkluderede et blåt pindsvin med en attitude, der var markant anderledes en den godmodige bliktud – og latterliggørelse af Nintendo-brandet som uncool.

Mens arkader og konsoller dengang dominerede, var computerspil ikke så prominente, men havde sin niche med tekstbaserede mysterie- og adventurespil som ’Mystery House’.

Inspirationen til disse findes i støvede kældre, hvor terningerne flyver hen over bordet, og helte udkæmper blodige kampe mod frygtindgydende monstre, når ’Dungeons & Dragons’-spillere samles for at drage ud på magiske eventyr.

En efterkommer var Ryan Bests geniale ’Gayblade’. Træt af homofobien, som var prominent i USA i forbindelse med aids-epidemien – og især den konservative politiker Pat Buchanan – kanaliserede han sine frustrationer ud i spilskabelse. Monstrene inkluderer præster, rednecksog selvfølgelig the big bad himself, Buchanan.

Som læserservice er der her et link til de nysgerrige, der kunne have lyst til at spille spillet, som man i lang tid troede var forsvundet, da Best mistede alle sine kopier under en flytning.

Serien slutter omkring midt-90’erne, hvor internettet og online-gaming er i sin spæde start med FPS-klassikeren ’Doom’som bannerfører. En uundgåelig sæson to vil uden tvivl fortsætte i denne arena plus pc-spillenes store indtog og ikke mindst Playstations ankomst.

Der er flere historier, som de seks afsnit ikke når omkring, men på nær nogle underlige forglemmelser (’Tetris’!) er serien et godt og sjovt indblik i, hvordan spil-industrien har udviklet sig.


Kort sagt:
’High Score’ er den fede tur ned ad nostalgivejen med alle yndlingsspillene, fra dengang ’WOW’ kun var synonym med lyden, Keanu Reeves sagde, når han blev mindblown.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

'High Score'. Dokumentarserie. Serieskaber: France Costrel. Medvirkende: Rebecca Ann Heineman, Noah Bushnell, Tom Kalinske, Tomohiro Nishikado, John Romero, Ryan Best. Spilletid: Seks afsnit af 37-46 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af