KOMMENTAR. Kan du huske din sidste flyvetur? Min var et 12-timers stræk fra Japan. Efter at have overnattet på et suspekt lufthavnshotel, der stank af guldbelagt storhedstid i 80’erne, kastede jeg mig ind i et SAS-fly for at vende snuden hjemad.
Et halvt døgn med gusten flymad, film på fly-fjeneren og en madforgiftning fra rædselshotellet. Og så naturligvis skrigende møgunger, øredøvende summen, gangplads lige ved siden af klamme toiletter og rutsjebane-værdig turbulens.
Det lyder forfærdeligt, og det var forfærdeligt, men efter et coronaramt 2020 skal jeg være helt ærlig: Jeg savner det faktisk.
Derfor er jeg også usædvanlig glad ved tanken om ’Airplane Mode’. Et spil, der simpelthen simulerer en flytur på enten to eller seks timer. Der er ingen måde at spole frem i tiden. Når du først sætter dig i sædet, får du den fulde oplevelse.
Og det er den fulde oplevelse. Fra at spænde dig fast inden takeoff til at sætte din mobil på flytilstand og ængsteligt stirre ud ad vinduet, indtil flyet begynder at nærme sig afgangen – du kommer hele vejen omkring.
På papiret lyder det kedeligt. Måske faktisk dødssygt. Og det er det egentlig også. For ligesom en flyvetur i den virkelig verden foretager du dig ikke synderligt meget. Du er bare fanget i en flyvende sardindåse, hvor du skal fordrive tiden.
Underholdningen er – ligesom spillets andre detaljer – spot on. Der er luftfartsselskabets eget magasin med den typiske byguide, og så er der film, som ikke længere er ramt af ophavsret (heriblandt Georges Méliès’ klassiker ’En Tur til Maanen’ fra 1902).
Går det helt skævt, kan du sågar hive din mobil frem og lytte til gemte podcast-afsnit.
Men det er slet ikke spillets underholdning, som løfter ’Airplane Mode’ til et helt nyt niveau. Hvor realistisk spillet end er, er det faktisk selve oplevelsen, som spillet skaber, der ender med at transcendere den ellers kedelige flytur.
Her er vi fanget i en situation, hvor vi er nødt til at få det værste ud af de bizarre og efterhånden trivielle omstændigheder. Vi kan sluge nok så meget underholdning og kigge nok så meget ud ad vinduet, men det ændrer ikke på noget.
Og dermed, i et besynderligt meta-træk, bliver ’Airplane Mode’ næsten en kommentar på den verden, vi befinder os lige nu. Vi higer og hungrer efter udlandsrejser, efter oplevelser og efter en coronafri verden.
Men i stedet bliver vi nødt til at affinde os med situationen. ’Airplane Mode’ – og til en vis grad den virkelige verdens tilstand – er en slags tvungen pause, hvor vi kan give slip på tankerne og tage vores faste vaner og rutiner til overvejelse.
Når du sidder og stirrer ud i luften med en grædende baby i dit øre, er det to timer, hvor du ikke behøver at scrolle dig igennem alle sociale medier for dagens katastrofe. Hvis du bare vil spille Sudoku, er det fint. Og hvis du vil revurdere hele dit liv, er det også helt fint.
Den slags filosofiske overvejelser er ikke ligefrem det, vi forventer af spil. Når vi sætter os ned med et spil, forventer vi jo, at det er underholdende. At det får tiden til at flyve af sted. Men ikke her. ’Airplane Mode’ er ikke specielt underholdende, og det er heller ikke specielt sjovt.
Det er derimod en mulighed for at tvinge dig selv til at tage det hele lidt med ro. Slå røven i sædet og lad være med at have dårlig samvittighed over, at du i en håndfuld timer melder dig ud af verdenen og ind i en sindsro. Det hele venter på dig, når du lander igen.