‘Resident Evil’-film genstartes med 90’er-stemning i Raccoon City

‘Resident Evil’-film genstartes med 90’er-stemning i Raccoon City
'Resident Evil 2' er et af spillene, der inspirerer den nye filmatisering.

Det er bare umuligt at få zombieserien’ Resident Evil’-serien ned med nakken. Efter adskillige filmatiseringer med Milla Jovovich blev der ellers skruet ned for blusset, men nu er der fuld fart på igen.

Deadline rapporterer nemlig, at spilserien skal filmatiseres på ny, og for fans af spilseriens klassiske spil er der gode nyheder.

Den nye film foregår i 1998, hvor handlingen udspiller sig »en skæbnesvanger aften i Raccoon City«. Det lyder altså til, at filmen går helt tilbage, hvor det hele startede.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Filmen instrueres af Johannes Roberts, der tidligere har stået bag haj-thrilleren ’47 Meters Down’. Han udtaler, at filmatiseringen lægger sig tæt op ad de originale spil:

»Med denne film vil jeg vende tilbage til de to første spil og genskabe den skræmmende, gribende oplevelse, jeg havde, da jeg for første gang spillede dem, og samtidig fortælle en menneskelig historie om en lille, døende amerikansk by, der er relevant, og som nutidens publikum kan forholde sig til,« forklarer Roberts.

Flere af spilseriens mest ikoniske roller vil optræde i filmen, heriblandt Claire og Chris Redfield, Jill Valentine, Albert Wesker, Leon S. Kennedy og William Birkin.

Annonceringen af den kommende filmatisering kommer i kølvandet på intet mindre end to ‘Resident Evil’-serier, der er undervejs hos Netflix.

Den ene, ‘Resident Evil: Infinite Darkness’, er en anime-serie, der lander på platformen næste år. Her fokuseres der på horror med et sci-fi-twist, hvor Claire Redfield og Leon S. Kennedy indtager hovedrollerne.

Den anden er live-action med fokus på Albert Weskers to børn. Mere information er der dog ikke at komme efter, hverken med titel eller dato, på nuværende tidspunkt.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af