Her er tre bud på, hvordan Netflix kan filmatisere ’Assassin’s Creed’

Tungt skurkedrama, antologiserie eller kalorielet action-eventyr? Her er tre mulige retninger for streaming-gigantens kommende filmatisering af ’Assassin’s Creed’-universet.
Her er tre bud på, hvordan Netflix kan filmatisere ’Assassin’s Creed’
'Assassin's Creed III'.

KOMMENTAR. Da Netflix i oktober annoncerede, at de havde sikret sig rettighederne til at filmatisere ’Assassin’s Creed’, kom det som lidt af en overraskelse – og så alligevel ikke. For der findes få spilserier, der har opbygget et så omfattende og komplekst univers som ’Assassin’s Creed’.

Med debutudgivelsen ’Assassin’s Creed’ i 2007 var det starten på en årelang magtkamp mellem to fraktioner, hvor verdens skæbne var på spil.

På den ene side stod de onde tempelriddere, der ville skabe verdensfred gennem kontrol af mennesket. På den anden side stod et broderskab af snigmordere, der ville sikre verdensfreden gennem menneskets frie vilje.

Og sådan er det fortsat i 13 år. Historien er blevet langt mere kompliceret, hovedpersoner er blevet udskiftet (på den ene eller anden måde, men som regel altid dræbt), og vi har langsomt bevæget os igennem hele verdenshistorien – både i nutiden og fortiden.

For centrum i ’Assassin’s Creed’ er en maskine kaldt Animus, hvor spillenes hovedpersoner via genetiske minder kan rejse tilbage i tiden.

Hvert spil fokuserer på en skelsættende periode for menneskeheden, og vi har efterhånden været igennem alt fra indianere, den italienske renæssance, oldtidens Egypten, livet som pirat og senest vikingernes indtog af England.

Der er altså efterhånden så meget kildemateriale, at det ikke er overraskende, at Netflix har opkøbt rettighederne til en eller flere serier. Og når man samtidig ser på Netflix’ succes med et andet spilhit, ’The Witcher’ (som dog trækker på kildemateriale fra romanerne bag ’The Witcher’-spillene), bør ’Assassin’s Creed’ ligge lige til højrebenet.

Men én ting er, hvad der giver mening på papiret. For ’Assassin’s Creed’ er allerede blevet filmatiseret én gang i 2016 med Michael Fassbender, og det var en forfærdelig fiasko, hvor spiluniversets vision blev slagtet i eksekveringen.

Her er derfor tre bud på, hvordan Netflix kan undgå at begå samme fejl.

1. Det klassiske action-eventyr

Vi kan lige så godt starte med den oplagte filmatisering, nemlig vaskeægte action-underholdning kogt ned til tv-skærmen. Netflix har erfaring med dette format i alskens action-eventyr (som netop ’The Witcher’), og det ville da også passe særdeles godt ind i spilseriens ånd.

Hvor Geralt er ikonisk som hovedrolle i ’The Witcher’, har ’Assassin’s Creed’ også opbygget et par kendte ansigter, der kan træde i karakter med samme format.

I de tidlige spil var det den mandlige hovedrolle Desmond, og i de nuværende er det kvinden Layla, der med ben i næsen kunne være en Lara Croft-agtig hovedrolleindehaver.

Både Desmond og Layla har historier, som over længere tid flettes sammen med hele mytologien i ’Assassin’s Creed’-universet, så med denne tilgang ville det være nemt at finde materiale til mindst et par sæsoner.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Den actiontunge filmatisering af ‘Assasin’s Creed’ var ikke et hit.

Spørgsmålet er bare, om det kan tilfredsstille fans af spillene. For vælger man at fokusere på Desmond eller Layla, vil serien skulle hoppe mellem fortid og nutid med brug af Animus-maskinen, der bruges for at rejse tilbage i tiden og udforske livet som snigmorder.

Problemet er bare, at Animus efterhånden er en kontroversiel og særdeles udskældt del af spiluniverset. Maskinen er faktisk blevet så upopulær, at den i de seneste spil har fået en betydeligt mindre aktiv rolle, og den var da også en af de mest markante årsager til, at Fassbender-filmatiseringen floppede voldsomt.

2. Det tunge drama

Dropper man den oplagte serieudgave med action og eventyr, kunne man i stedet drømme om et langstrakt og moralsk skruppelløst drama a la ’Succession’, men for snigmordere og tempelriddere.

I den moderne del af ’Assassin’s Creed’ gemmer tempelridderne sig bag det internationale konglomerat Abstergo, der gør sig i teknologisk udvikling af menneskeheden og medicinalindustrien. Det lyder skummelt, og det er skummelt.

Men det er netop også derfor, at et drama om Abstergo ville gøre sig så godt, især når man tænker på tilstanden af vores virkelige verden. For det ville slet ikke være så urealistisk med et Abstergo i vores samfund, og netop det aspekt – et multinationalt selskab med suspekte hensigter – kunne være et hit, der ville give kritisk ballast for Netflix.

Går Netflix denne vej, er det dog om at holde tungen lige i munden. Det er nemt at blive for moralsk og vifte lidt for meget med løftede pegefingre. Netflix skal have is i maven og ikke lige pludselig trække sig fra det alvorlige drama ved at krydre det med letsindig humor for at lette lidt på stemningen.

’Succession’ er en succes for HBO, fordi hovedpersonerne er usympatiske og brutale i deres natur. Det samme skal gøre sig gældende Netflix, hvis de vælger at sætte en fed streg under det drama, der findes i ’Assassin’s Creed’.

3. Den skæve antologi

Som nævnt er Animus-tidsmaskinen, hvor man hopper mellem genetiske minder, udskældt, men måske burde man bare omfavne alle de muligheder, som maskinen faktisk giver, nemlig at rejse rundt i alskens perioder af vores verdenshistorie.

Det kunne Netflix passende implementere i en antologiserie a la ’American Horror Story’, hvor hver sæson har sit eget fokus, men alle sæsoner stadig binder et større net af tråde sammen.

Det passer perfekt til, hvordan ’Assassin’s Creed’-universet allerede udspiller sig i de forskellige spil, og det ville samtidig give mulighed for at udforske et større udvalg af spillenes efterhånden enorme persongalleri.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Samtidig kommer det også serien til gode, at der er så mange udgivelser i spiluniverset (intet mindre end 24 spil af varierende størrelser er det blevet til siden seriens debut).

Der er altså nok kildemateriale til adskillige sæsoner, hvis hver sæson skulle fokusere på ét spil og lægge sig tæt op ad historien derfra.

Det vil dog være lidt af et sats for Netflix, for antologiserier er notorisk svære at fange et publikum med, og selvom de ikke nødvendigvis er afhængige af hinanden – man kan godt se én sæson uden at se en anden – får man ikke helt samme glæde af hele universets mytologi.

Og det er ellers det, altså hele mytologien og universet, som efterhånden gør ’Assassin’s Creed’ til en komplet oplevelse, hvor kompliceret historierne end er blevet.

Spørgsmålet er også, om Netflix er villig til at satse et så populært brand som ’Assassin’s Creed’ på en tidshoppende antologiserie. En lidt mere publikumsvenlig indgang for folk, der ikke kender til hele universet, er måske nødvendig, hvis serien skal undgå den famøse Netflix-forbandelse, hvor serier maksimalt får to sæsoner til at bevise deres værd.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af