Telia forsvarer omdiskuteret konkurrence: »Vores ønske har været at give alle en fair chance for at købe en Playstation 5«

Telia forsvarer omdiskuteret konkurrence: »Vores ønske har været at give alle en fair chance for at købe en Playstation 5«
PlayStation 5.

Da Telia i slutningen af november lancerede en konkurrence, hvor man kunne vinde muligheden for at købe en PlayStation 5, delte det vandene.

På den ene side var Telia i deres fulde ret til at lave en konkurrence – eller raffle om man vil – hvor kunderne fik chancen for at kunne købe en af de eftertragtede konsoller.

På den anden side gav kampagnen en lidt dårlig smag i munden, da kravet for at deltage var at give ens samtykke til marketing og tilbud fra Telia.

Derudover brugte Telia også et lettere misvisende blikfang i promoveringen af konkurrencen med en pop-up på deres hjemmeside, hvor en del af teksten lød »VIND PS5«, imens en mindre tekst uddybede konkurrencebetingelserne.

Telias hjemmeside med pop-up for konkurrence.

I en udtalelse til Soundvenue forklarer Telia, at de blot ønsker at give kunderne en mulighed for at købe konsollen, der ikke forventes tilbage på markedet før årets udgang, medmindre man allerede har forudbestilt den.

»Vores ønske har været at give alle en fair chance for at købe en Playstation 5. Alle har kunnet deltage i vores raffle, og de heldige vil få mulighed for at købe en af de eftertragtede Playstation 5«, siger Jeppe Funder, kommunikationskonsulent hos Telia.

Konkurrencen hos Telia.

På vores spørgsmål om, hvorfor Telia ikke bare sætter de 200 konsoller til salg, tilføjer Funder, at Telia vil undgå »et klassisk ”først til mølle” setup, som ville skabe enten kø hos de fysiske butikker eller massive ventelister online«.

Konkurrencen hos Telia er slut nu, men har du tilmeldt dig, kan du se frem til at høre mere fra Telia, medmindre du husker at trække dit samtykke tilbage.

»Som mange andre virksomheder indsamler vi tilladelser til at kontakte potentielle kunder, når vi laver konkurrencer eller andre tiltag. I dette tilfælde giver kunden sin tilladelse i bytte for muligheden for at deltage i vores raffle«, forklarer Funder om formålet med konkurrencen.

Vil du trække dit samtykke tilbage, skal du være opmærksom på, at det ikke er nok kun at gøre det i nyhedsbreve fra Telia – samtykket, der kræves i konkurrencebetingelserne, dækker nemlig både email, sociale medier og SMS.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af