Udvikler bag ‘Harry Potter’-rollespil anklages for antifeminisme og GamerGate-støtte

Udvikler bag ‘Harry Potter’-rollespil anklages for antifeminisme og GamerGate-støtte
'Hogwarts Legacy'. (Foto: Warner Bros.)

‘Harry Potter’-universet har allerede været ude i et massivt stormvejr. Først med transfobiske udtalelser fra skaberen J.K. Rowling og senest fyringen af Johnny Depp.

Og nu fortsætter kontroverserne.

Denne gang drejer det sig om næste års ekstremt ventede rollespil ‘Hogwarts Legacy’, hvor en af spillets designere, Troy Leavitt, er blevet afsløret som manden bag en højreorienteret YouTube-kanal.

Det er YouTuberen Liam Robertson, der på Twitter kunne afsløre ejermanden af kanalen, hvor en af videoerne blandt andet forsvarer Pixars medstifter John Lasseter, som forlod firmaet efter anklager om sexchikane og upassende adfærd.

Et andet yndet emne lader til at være Anita Sarkeesian, der med sin ‘Feminist Frequency’-kanal og serien ‘Tropes vs. Women in Games’ kritiserede typiske fordomme og seksualiseringen af kvinder i spil. Serien fik stor opmærksomhed, hvilket førte til massiv chikane af Sarkeesian.

Taget emnerne i betragtning er det måske heller ikke overraskende, at Leavitt også udviser støtte for GamerGate-kontroversen, hvor flere kvinder i spilbranchen blev udsat for voldsomme angreb online.

Warner Bros. har endnu ikke kommenteret på sagen om Troy Leavitt, men som Kotaku noterer, er firmaet blevet gjort opmærksomme på kanalen af Leavitt selv, da han blev ansat.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af