Netflix vil have dig til at bruge mere tid hos dem, og de har en plan

Hen over sommeren har streamningtjenesten afsløret, at de ikke længere vil nøjes med film og serier. I fremtiden skal Netflix tilbyde gaming. Udvidelsen er både logisk og nødvendig.
Netflix vil have dig til at bruge mere tid hos dem, og de har en plan
'Stranger Things'. (Foto: Netflix)

ANALYSE. I fremtiden skal vi ikke kun se Netflix-serier, vi skal også spille dem. Sådan lød det fra Netflix, da de i sommermånederne annoncerede, at de vil satse på gaming.

Det skal simpelthen være slut med at lukke Netflix ned og hoppe over i HBO Nordic, Viaplay, Disney+ eller en af de mange andre muligheder.

For når du i fremtiden ligger på sofaen og overvejer, hvad du skal bruge din skærmtid på, vil Netflix gøre valget let for dig.

Den amerikanske tjeneste vil være dit foretrukne og eneste underholdningsunivers, hvor du kan få alle dine behov opfyldt – fra film og serier til spil og interaktive oplevelser.

Ikke fremtidens spilgigant

Nu er det ikke fordi, at Netflix vil tage kampen op mod de helt store spilfirmaer. De kommer ikke til at lancere enorme rollespil på PC og vil ikke være en gaming-gigant i stil med Xbox og PlayStation.

I stedet bliver deres fokus mobilspil og interaktive oplevelser, som de allerede har gjort sig i med ’Black Mirror: Bandersnatch’ og ’Stranger Things 3: The Game’, der byggede videre på hitseriens tredje sæson.

Der er altså tale om spiloplevelser, der lever på samme skærm, som Netflix allerede eksisterer på.

Uanset om du sidder foran dit fjernsyn eller i bussen med din mobil, skal du kunne gå fra den ene tidsrøver til den næste uden at forlade deres univers.

Samtidig har Netflix også gjort det klart, at selvom de muligvis selv vil udvikle nogle af deres spil, vil de i høj grad også benytte sig af licenser for allerede eksisterende spil.

De vil altså ikke opfinde den dybe tallerken, men bygge videre på eksisterende succeser, indtil de rammer guld.

En velkendt strategi

Lyder det bekendt, er det fordi, at Netflix er ved at lave en klassisk Netflix. De producerer simpelthen så meget indhold, at det er svært at ignorere dem og dermed nemmere at blive overtalt til at tegne (eller fortsætte) et abonnement hos tjenesten.

Planen er, at adgang til spillene skal være gratis for eksisterende abonnenter. Du køber altså ikke et abonnement med film og serier, som derefter kan udvides med spil for en ekstra månedlig udgift. Det hele samles i én pakke.

Strategien med at tilbyde mere uden at skrue op for prisen er et nødvendigt tiltag. Tilstrømningen af nye kunder i biksen er aftagende (faktisk taber de abonnenter i nogle lande). Og med stigende konkurrence fra flere og flere streamingtjenester er Netflix nødt til at skille sig ud fra mængden.

Her er gaming et lukrativt marked med kæmpe potentiale. Som deres produktchef, Greg Peters, sagde ved sommerens investormøde:

»Vi ved, at vores fans vil dybere ned i historierne og udforske universerne endnu mere. Det gode ved interaktive oplevelser er, at de byder på universer, som folk gerne vil bruge omfattende mængder tid i ved at engagere sig og udforske«.

Med andre ord: Når folk er færdige med en Netflix-serie, skal de kunne bevæge sig længere ud i Netflix-ejede universer frem for at hoppe over til konkurrenterne.

Kampen om penge og opmærksomhed

Men hvorfor så gaming? Svaret er simpelt: Spilindustrien omsætter – godt hjulpet på vej af coronapandemien – nu for mere end filmbranchen, og især mobilplatformen vækster voldsomt.

Flere og flere bruger deres tid på gaming. Næsten 40 procent af verdens befolkning spiller i en eller anden grad, og især det amerikanske og kinesiske marked buldrer frem.

Der er altså et potentielt stort marked for at indfange nye abonnenter, hvor muligheden for at snuppe de lavsthængende frugter ikke kræver branchens største spilstudie. Som Netflix tidligere har udtalt:

»Der er tusindvis af konkurrenter i det ekstremt fragmenterede marked, som kæmper om at underholde forbrugerne, og en lav tærskel for at komme ind på markedet for dem, der byder på store oplevelser«.

Det nye gaming-fokus kommer altså ikke ud af det blå. Allerede i 2019 erklærede Netflix famøst, at de betragtede ’Fortnite’ som en større konkurrent end HBO.

I bund og grund handler det hele derfor om, hvor vi forbrugere spenderer vores tid. Hvad, vi underholdes af, er i princippet underordnet.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af