Her er aprils vigtigste nye spil: Fra ’Star Wars’ i LEGO-form til Nintendo-drukspil

April er mager på de helt store blockbuster-titler, men giver til gengæld god tid til at dykke ned i de skæve oplevelser.
Her er aprils vigtigste nye spil: Fra ’Star Wars’ i LEGO-form til Nintendo-drukspil
'LEGO Star Wars: The Skywalker Saga'. (Foto: Warner Bros.)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘LEGO Star Wars: The Skywalker Saga’

Det er efterhånden en fast tradition, at ’Star Wars’ får LEGO-behandlingen, når en trilogi – eller, som i dette tilfælde, en hel saga – er overstået, så man kan (gen)opleve de mest ikoniske scener i en mere børnevenlig udgave.

Denne gang pakkes alle ni (!) film ind i én episk samling, som ser lige dele nuttet og nostalgisk ud. Det lader til at blive den ultimative opsamling for både fans og dem, som af uransagelige årsager endnu ikke har fundet glæden ved ’Star Wars’-universet.

Udkommer til PC, Nintendo Switch, Xbox og PlayStation den 5. april.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Road 96’

Det er sommeren 1996, og du er på flugt fra det autoritære regime i det fiktive land Petria. Rejsen mod frihed sker med en roadtrip, der byder på nye ansigter og oplevelser, som skifter afhængig af de valg, du træffer. Du ved altså aldrig helt, hvad du har i vente.

’Road 96’ trækker heftigt på inspiration fra Quentin Tarantino og Coen-brødrene, og det blev sidste år hyldet som et af årets bedste spil til PC, hvilket vi nu endelig får glæde af på konsoller.

En glædelig bonus er i øvrigt, at spillet er pakket med 90’er-hits.

Udkommer til PlayStation og Xbox 14. april.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Cat Cafe Manager’

Er du ikke til skæbnesvanger flugt, kan du køre direkte over i den anden grøft og starte din helt egen kattecafé. Tænk på det som ’The Sims’, men for misser.

Her skal du stå for menuen, indretningen, gæsterne – ja, stort set alt, imens du udforsker et mystisk mysterium i den lokale by.

Vi siger ikke, at spillet revolutionerer dit verdenssyn, men det er et tiltrængt og meget nuttet afbræk fra alt det, der sker omkring os.

Udkommer til PC og Nintendo Switch den 14. april.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’The Serpent Rogue’

Går du med en drøm om at udleve din indre alkymist i dystre omgivelser, hvor du skal redde verden fra en skummel skurk og samtidig tæmme vilde bæster ved at brygge dristige eliksirer, kan du godt glæde dig.

’The Serpent Rogue’ ligner et smukt mareridt, og selvom det måske ikke fanger vidt og bredt (det har unægteligt en lidt speciel stil), så kan det måske gå hen og blive en af årets mere overraskende perler.

Udkommer til PC, Nintendo Switch, PlayStation og Xbox 26. april.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Nintendo Switch Sports’

Kan du huske, da vi alle stod foran vores fjernsyn og svingede med en controller, imens vi spillede bowling og golf på den gamle Nintendo Wii for 15 år siden? Nu skal vi til det igen.

Nintendo har nemlig opdateret den populære ’Wii Sports’-serie, og denne gang får vi glæde af tre nye tilføjelser med fodbold, badminton og volleyball – perfekt til drukspil (eller til at ødelægge den gode stemning til din næste Tinder-date).

Udkommer til Nintendo Switch den 29. april.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af