Vidne livestreamede masseskyderi i USA – nu afviser YouTube at fjerne videoen

Vidne livestreamede masseskyderi i USA – nu afviser YouTube at fjerne videoen
SWAT udenfor supermarkedet i Boulder, Colorado, hvor masseskyderiet fandt sted. (Foto: Chet Strange/Getty Images)

Mindst ti personer, heriblandt en politibetjent, er blevet dræbt ved et masseskyderi i byen Boulder i USA.

Skyderiet blev livestreamet på YouTube. Dog ikke af gerningsmanden, men derimod et vidne, Dean Schiller, der greb sin telefon og filmede det hele i lidt over tre timer.

Ifølge det lokale medie Gazette betegner Schiller sig selv som en såkaldt borgerjournalist. I videoen fortæller han, at han var ved sin bil, da han hørte skud.

Herefter ser man ham løbe op til indgangen af et supermarked, hvor gerningsmanden befinder sig, imens han filmer flere livløse kroppe.

Videoen indeholder ikke optagelser af selve gerningsmanden, men man kan høre flere skud blive affyret, da Schiller løber rundt i området.

Imens Schiller filmede, tweetede Boulders politi, at folk ikke burde lægge videoer på sociale medier af hensyn til politiets arbejde.

På trods af videoens indhold har YouTube valgt, at de ikke vil slette videoen. Det fortæller Elena Hernandez, talskvinde for YouTube, til Insider:

»Voldeligt indhold, hvis formål er at chokere eller frastøde seere, er ikke tilladt på YouTube, men vi tillader videoer med tilpas nyhedsværdi eller dokumentarisk kontekst«, siger Hernandez.

YouTube har i stedet valgt at sætte en aldersbegrænsning på videoen. Samtidig skal man bekræfte, at man er indforstået med videoens upassende indhold, og at man ser den på eget ansvar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af