KOMMENTAR. Beyoncé rapper om OnlyFans!? Eks-Disneystjernen Bella Thorne har oprettet en profil på OnlyFans!? Den 18-årige rapper Bhad Bhabie poserer nøgen hos OnlyFans!?
Historier som disse er gået viralt, fordi det åbenlyst rummer en sensationel kvalitet, der aktiverer vores fantasiverdener, når kendte koloniserer et socialt medie, som mest af alt er kendt for pornografiske webcamvideoer (mediet har også fået kælenavnet ’The Paywall of Porn’).
Sådan gik det til, at både Bella Thorne og Bhad Bhabie tjente millioner af dollars på rekordtid, fordi fans (plus det liderlige løse) ville købe sig adgang til deres OnlyFans-konti for at se, hvor private og afslørende de nu også turde at være på den anden side af betalingsmuren (spoiler: som regel ikke særligt afslørende).
Og sådan gik det også til, at Bella Thorne modtog stor kritik, blandt andet fordi hun leger OnlyFans-turist på et website, hvor sexarbejdere knokler for at få mad på bordet.
Jeg vil ikke gå ned i de moralske problematikker i ovennævnte historier, eller hvad det betyder for platformen, at pornografisk indhold nu er forbudt, mens nøgenbilleder fortsat er tilladt i et vist omfang.
Jeg vil i stedet dykke ned i, hvad OnlyFans – som siden coronakrisen er eksploderet i popularitet – fortæller om vores kultur.
For OnlyFans-virakken fik mig til at tænke på den britiske filosof Laurence Scott, der tilbage i 2018 stod bag bogen ’Picnic Comma Lightning: In Search of a New Reality‘.
I bogen prøver Scott at sætte ord på, hvordan vi oplever livet i den digitale tidsalder, hvor hjemmets intimitet er blevet en tilskuersport. Som han skriver:
»Denne casual evne til at være kameramand (med en smartphone, red.) ville have lydt som et tankeeksperiment for ikke særligt lang tid siden. Hvad hvis mennesker havde gæller? Hvad hvis mennesker kunne lyse i mørke? Hvad hvis mennesker kunne optage verden omkring sig og dele det med det samme?«.
Fagre nye privatliv
Ifølge Scott lever vi i en tid, hvor politiske sociale og kommercielle kræfter fremelsker et meget tydeligt kollaps i distinktionen mellem vores offentlige og private virkeligheder.
Tænk for eksempel over, hvor underligt banalt, men samtidigt også dragende det er, når statsminister Mette Frederiksen deler fotos af sine grå leverpostejmadder i sit køkken på Instagram.
Eller tænk på Donald Trumps »grab them by the pussy«-kommentar, der blev optaget og lækket, og du har en idé om, hvordan det private i stigende grad pibler ind og ud af det offentlige.
Det betyder, at vi konstant skal holde styr på alle de forskellige ansigter, som vi viser til offentligheden. Hvilket kan skabe bizarre situationer, som for eksempel når forsvarsminister Trine Bramsen poserer smilende på et Instagramfoto til en Folkeklubben-koncert, mens situationen i Afghanistan eskalerer.
På et mere hverdagsagtigt plan kender de fleste af os følelsen af mild forbløffelse, der ledsager synet af en ven i dybe vanskeligheder, som pludselig deler et foto på sin Story, hvor personen toner op i et gigantisk tandpastasmil i sin lejlighed. Hvad er nu fantasi? Hvad er virkelighed?
Og hey! Jeg har ikke glemt OnlyFans, men giv mig lige lidt tid.
Gi’ os backstage-adgang!
Et af de sociale mediers primære projekter er »at bringe backstage ind i centrum for begivenhederne«, skriver Scott, og fortsætter:
»Ved brug af forskellige platforme bliver vi lokket til at offentliggøre de ikke-spektakulære, spontane øjeblikke i vores liv. Vi skal konstant være på vagt og klar til at dele hverdagens skønhed – dette opdyrker vores interesse i behind-the scenes-perspektivet«.
Interessen for at komme bag kulisserne, vores ivrige brug af sociale medier og vores higen efter opmærksomhed har skubbet kulturen i retning af det såkaldte »obskøne«, mener Laurence Scott.
Han er dog ikke fordømmende, mere bare nysgerrig. Obskøn kan nemlig have to betydninger.
Den første er det uanstændige, lumre, snuskede, skandaløse eller pornoficerede. Den anden stammer fra Det Gamle Grækenlands teaterscener, hvor obskøn betød off stage – altså ikke ulig backstage eller behind the scenes.
Et pornoficeret backstage – lyder det ikke pænt meget præcis som det, OnlyFans lover sine betalende brugere?
Kim Kardashians obskønitet
Scott bruger en omdiskuteret Instagram-selfie taget af Kim Kardashian i marts 2016 som eksempel på, hvor effektiv obskønitet kan være som marketingsværktøj, når kendte gør brug af dens effekt.
På selfien (der er blevet kaldt både ‘uanstændig’ og ‘kvindefrigørende’ afhængigt af, hvem man spørger) poserer Kim Kardashian splitternøgen på sit badeværelse, men hun har efterredigeret billedet og lagt sorte censurbjælker henover sine bryster og sit underliv.
»Billedet indkapsler hendes strategi ved at give opmærksomhed til det private domæne«, skriver Scott og fortsætter:
»Og det afslørede samtidig de underligt ophidsende og ikke-spektakulære detaljer fra hendes hverdagsliv. De største fans har uden tvivl tænkt: ‘Det er dén creme, der står i Kim Kardashians badeværelse!’ ‘Det er hendes lamper!’«
Selv om selfien med sin nøgenhed var udfordrende, så er det i ligeså høj grad den løbende adgang til Kardashians banaliteter, der mest af alt fortryller hendes millioner af følgere, skriver Scott.
Og det bringer os så tilbage til det sociale medie OnlyFans.
Skal man tro Laurence Scott, taler dette medie nemlig i den grad til længslen i tiden. For er det ikke netop backstage-adgang, som platformen sælger sig selv på?
Selve platformens løfte er jo, at man mod betaling kan komme endnu tættere på end nogensinde før – og se endnu mere.
Hvis det er længslen efter noget, der både er lummert og backstage, der driver sociale medier, må OnlyFans være en slags logisk konsekvens af den længsel.
OnlyFans lever af håbet om at komme ind i det private rum, helt ind i køkkenet, stuen, soveværelset eller hovedet på et menneske, der sandsynligvis præsenterer dig for endnu en … fantasi.