Da Netflix tidligere på ugen fremlagde et katastrofalt kvartalsregnskab, hvor de for første gang i ti år mistede abonnenter, resulterede det prompte i et markant dyk for aktien.
Imens streamingtjenesten selv skyder skylden på stigende konkurrence, Ruslands invasion af Ukraine og brugernes hang til at dele deres kontoer med hinanden, er Elon Musk tilsyneladende af en helt anden overbevisning.
Således erklærede han på Twitter, at det åbenbart skyldes en samfundssygdom: »Den woke hjernevirus gør det ulideligt at se Netflix«.
Musk valgte ikke at uddybe sin kritik synderligt, men i en opfølgende kommentar lader det til, at han i hvert fald ikke er tilfreds med deres skildring af forskellige genrer:
»Kan de i det mindste ikke bare lave science fiction/fantasy, der faktisk handler om science fiction og fantasy?«, lød det fra verdens rigeste mand.
Den spydige kommentar faldt i kølvandet på et svar fra en anden bruger, der anklagede ikke kun Netflix, men film, spil og tv generelt for at være »inficeret af årets mest populære woke skrald« for at undgå at støde folk.
En længere tirade, som Musk tilsyneladende tilkendegav sine enighed med, da han blot svarede igen med et kort »Sandt«.
Ironisk nok dukkede Tesla-medstifteren op på streamingtjenesten tidligere i april, da han medvirkede i dokumentarfilmen ‘Return to Space’, der omhandler Musks rumeventyr med SpaceX.