Mande-manden kæmper for sin overlevelse online

På sociale medier æder mænd råt kød, pumper enorme muskler og bader deres testikler i rødt lys som modreaktion på det moderne samfund.
Mande-manden kæmper for sin overlevelse online
Brian Johnson aka Liver King. (Foto: Liver King/Brian Johnson)

»Hvorfor spise grøntsager når man kan spise testikler?«, lyder det næsten truende spørgsmål fra Liver King, inden han meget passioneret opremser dagens måltid i en TikTok-video.

Der er lever, nosser, marvben, østers. Intet er tilberedt, alt er råt. For sådan lever den populære influencer, der er så pumpet, at det næsten gør ondt at se på.

Budskabet er det samme på tværs af alle hans videoer: Spis råt, træn brutalt og find tilbage til den livsstil, som den moderne verden har forkastet.

For i de rå måltider gemmer der sig en modreaktion på en verden, der ifølge kritikere er blevet for sløj, doven og kunstig – og det er en levemåde, som leverkongen ikke er alene om.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mere ekstremt

Det er ikke nyt, at flere og flere personligheder dukker op på sociale medier, hvor de promoverer en livsstil, der forankres i en kødbaseret diæt, og hvor maden sjældent tilberedes eller sågar krydres.

Tidligere på året kunne ’The Hills’-realitystjernen Heidi Montag således afsløre, at hun nu spiser fersk kød for at maksimere næringsstoffer og samtidig undgå giftstoffer, efter hun blev fotograferet med tænderne i et råt bisonhjerte.

Og omtrent samme tid gik Chris Erms Instagram-konto Raw Meat Experiment viralt, efter han i efteråret 2021 havde startet en hverdagsdiæt bestående udelukkende af rå fødevarer som kød, fisk, æggeblommer og mælk direkte fra koen.

Målet er at »spise råt kød fra Whole Foods, indtil jeg dør af bakterier«, lyder det ironisk i Erms profil, og selvom det mest af alt startede som en joke, der skulle fremprovokere en reaktion fra forbipasserende, har det nu resulteret i en livsstil, hvor han faktisk føler sig sundere:

»Ved at ændre alt det lort, jeg puttede i munden, fiksede jeg mine problemer, fordi jeg var nødt til at gøre et eller andet«, skrev han i et opslag, inden han tilføjede: »Du behøver ikke ændre noget, hvis du ikke har behov for det«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Vores forfædres arv

Knap så frivilligt lyder det fra Liver King, der går under det borgerlige navn Brian Johnson. Når han toner frem på Instagram og TikTok, er det med en stålfast vilje og tro på, at vi alle ville få det bedre, hvis blot vi levede som vores forfædre.

Med ni principper, der dækker fysiske og mentale aspekter af livet som søvn, bevægelse, socialt samvær og naturlige vitaminer, går han ekstremt til værks i alt, hvad han gør.

Når han styrketræner, bindes hundredvis af kilo fast til hans krop, hvorefter han trækker vægtene frem og tilbage på asfalten, uanset om solen skinner, eller regnen siler ned.

Og når konditionen skal finpudses, løber han rundt og lader som om, han jagter dagens bytte – helt ligesom mennesket engang gjorde med spyd lavet af træ og sten.

Måltiderne er dog kronen på værket, for selvom de nogle gange inkluderer tilberedte steaks (til hans hustru og to sønner), kulhydrater i form af smør og ikke mindst proteinpulver fra leverkongens eget brand (man skal vel profitere på sine knap fire millioner følgere), så er der altid ét omdrejningspunkt: Rå lever.

Dermed falder Johnson ind under en voksende bevægelse af muskelbundter på sociale medier, der efterlever ufravigelige regler baseret på et Venn-diagram af bloddryppende udskæringer, grotesk styrketræning og (overkompenserende) machoattitude.

Livsfarlig livsstil

At leverkongen trækker på inspiration fra vores forfædres overlevelsesstrategier, adskiller ham dermed heller ikke fra fænomenet, som har set en stigende intensivering de seneste år med promoveringen af en slags hyper-maskulinitet.

For selvom han har formået at stable et imponerende brand på benene, er det stadig baseret på en idé om, at vores samfund er blevet forgiftet af svaghed, som ifølge kritikerne ofte slår rødder i woke tematikker som radikal feminisme og venstrefløjspolitik.

Således kunne man tidligere i april se en reklame for Fox News-værten Tucker Carlsons nyeste sæson af dokumentarserien ’The End of Men’, der netop borer ned i den eskalerende maskuline livsstil som en modreaktion på, hvordan samfundet har udviklet sig.

Her var et af de mere ekstreme eksempler på den ultimative mande-mand dog ikke en diæt, hvor morgenmad, frokost og aftensmad involverer rå lever, men derimod lysterapi for mænds testikler for at øge testosteronniveauet og fertilitet.

En behandling, der tilsyneladende ikke er forskningsbaserede fordele ved. Faktisk kan det skade netop fertilitet, sædkvalitet og huden omkring testiklerne, har en læge udtalt til Vice.

Det samme gør sig gældende med den livsstil, som Liver King og Raw Meat Experiment promoverer. Her advares sjældent mod indtagelsen af fødevarer, der ikke er tilberedte, selvom forskning viser, at det kan resultere i salmonellainfektion og livsfarlige sygdomme som listeria og pølseforgiftning.

Kampen for maskulinitet

Hvor kulturen for de alternative livsstile ofte har været vidt vekslende, lader det nu alligevel til, at de mere afbalancerede tilgange med sund og varieret kost, der kombineres med et fornuftigt udvalg af daglig træning, udfordres af den mere ekstreme livsstil, hvor kompromisser anses som svagheder.

For imens det er prisværdigt at promovere en sundere livsstil – som lige så godt kunne være vegansk, keto eller palæo, som vi jo også har set igennem tiden – serveres de rå måltider med et budskab om, at de kultiverer en maskulinitet, som ellers har trange kår.

Det fysiske aspekt står ikke længere alene, men parres derimod med værdier, som især i USA forankres i traditionelle dyder, der står i kontrast til moderne kønsdebat, identitetspolitik og frembruddet af nye generationer.

Mande-manden trues af udryddelse, fordi han ikke næres af de korrekte råvarer og værdier. Og det er her, hvor kødæderne slår til med deres kamp for naturlige næringsstoffer, som var det C-vitamin for deres macho-sjæl.

Eller som Liver King skriver: »Intet slår en god omgang klassisk lever. Den ultimative mad for alfa-organismen«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af