Elon Musks datter skifter navn – ønsker ikke længere at være i familie med sin far

Elon Musks datter skifter navn – ønsker ikke længere at være i familie med sin far
Elon Musk. (Foto: Win McNamee/Getty Images)

Elon Musks datter har ansøgt de amerikanske myndigheder om navneskift for at distancere sig selv fra sin far.

Fremover ønsker hun at gå under navnet Vivian Jenna Wilson. Samtidig har hun også ansøgt om juridisk kønsskifte, skriver TMZ.

I dokumenterne skriver hun angiveligt, at hendes nye navn skyldes »kønsidentitet og at jeg ikke længere bor med eller på nogen som helst måde ønsker at være relateret til min biologiske far«.

Elon Musk har ofte snakket offentligt om flere af sine børn, men – som Paper bemærker – har forholdet til netop datteren sjældent været fremme i offentligheden, ligesom hun selv har holdt lav profil på sociale medier.

Hvad der ligger til grund for datterens ansøgning om navneskift vides ikke, men det er ingen hemmelighed, at Musk adskillige gange har ytret sig transfobisk på Twitter.

I 2020 skrev han, at »pronominer stinker«, hvilket fik hans daværende partner, kunstneren Grimes, til at kritisere ham.

Og tidligere i år havnede han i endnu en kontrovers, da han postede et transfobisk meme i kølvandet på nyhederne om, at Grimes datede Chelsea Manning.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af